The practice of right speech is to try to change our habits so that our speech arises from the seed of Buddha, that is in us, and not from our unresolved, unwholesome seeds.
Thich Nhat Hanh
“Ser jeg tyk ud i den her kjole?” Enhver ægtemand ved (måske af bitter erfaring), hvad det “rigtige” svar på dette spørgsmål er. For i virkeligheden handler spørgsmålet ikke så meget om, hvad denne eller hin kjole gør ved hustruens figur (det har de fleste ægtemænd alligevel ikke særlig meget forstand på) – det handler om, om ægtemanden stadig finder hende attraktiv. Hvis hun virkelig ønskede et seriøst råd om, hvordan hun ser ud i kjolen, ville hun spørge en af hendes veninder. Hvis jeg faktisk synes, at en kjole misklæder min hustru, og jeg alligevel frejdig svarer “nej” til spørgsmålet, lyver jeg så? Det kommer an på, hvilket af spørgsmålene jeg svarer på – for jeg finder stadig min kone attraktiv. Dette banale eksempel viser, hvor kompliceret det med sandhed og løgn er. Hvis man helt firkantet fulgte det 8. bud, ville man ikke bare rode sig ud i alle mulig ubehageligheder, man ville også – hvad der er langt mere alvorlig – uundgåeligt kommer til at gøre andre mennesker fortræd.
Af børn og fulde folk skal man høre sandheden… I min vilde ungdom sad jeg en sen aften på kollegiebaren sammen nogle venner og en ganske ung pige, der netop var flyttet ind på kollegiet. Den unge pige snakkede løs om et eller andet emne. Jeg var mildt sagt temmelig vissen. Faktisk var jeg mere eller mindre døset hen. Alligevel formår jeg på et tidspunkt at løfte hoved, kikke den unge pige dybt ind i øjnene og sige: ”Du er dum, ufattelig dum!” – hvorefter jeg straks døser hen igen. Dagen efter forsøgte jeg at undskylde min opførsel overfor pigen. Men det lykkedes ikke. Problemet var, at jeg havde ment det, jeg sagde, og at den unge pige viste, at jeg havde ment det, jeg sagde. På en måde havde jeg levet 100% op til den 8. bud. Jeg havde ikke løjet, men åbenhjertigt sagt det, jeg oplevede som sandheden. Men den unge pige og jeg kom aldrig rigtig på god fod igen.
Firkantede regler virker ikke rigtigt i den sammensatte virkelighed, vi lever i. Både med løgn og med sandhed kan man gøre andre mennesker og sig selv fortræd.
Den ottefoldige vej er indholdet af den sidste af de fire ædle sandheder. De fire ædle sandheder er, som mange nok allerede ved, lidelsen, lidelsens årsag, lidelsens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør. De fire midterste dele af den ottefoldige vej handler om etik. Den første af disse bærer overskriften: Ret tale. Ifølge traditionen er der fire dele af ”ret tale”. 1) ”At tale sandt”. 2) ”Ikke tale med en kløvet tunge”. 3) ”Ikke at tale med hårde ord.” 4) ”Ikke at overdrive eller forskønne.” Men essensen af ”Ret tale” kan formuleres således: Du må ikke gøre fortræd med ord.
”Ret tale” handler ikke om firkantede regler De fire dele skal ses som praktiske tommelfingerregler, der skal tilpasses omstændighederne. Det vigtige er, som sagt, at ord kan gøre fortræd. Løgn er forkert, fordi du ved at lyve gør andre mennesker eller dig selv fortræd. At bruge hårde ord er forkert, fordi du ved at bruge hårde ord kan såre andre. Men hvis du ved at fortælle sandheden skaber lidelse, er det også forkert. Og hvad der gælder som hårde ord er i høj grad afhængig af, hvem du taler med.
At udøve ”ret tale” hænger uløseligt sammen med evner til at lytte. Hvad er det egentlig, den anden siger, hvad er det egentlig, den anden ønsker. Det er derfor, jeg ikke har dårlig samvittighed, hvis jeg svarer ”nej” til det med kjolen. Jeg tror, jeg har lyttet mig frem til, hvad det egentlig er, min hustru spørger om. Nogle mennesker elsker at give gode råd. Men hvis vi ikke evner at lytte til det menneske, vi har for os, er de gode råd, vi giver vedkommen måske mere til skade end til gavn.
Jeg ved ikke, hvordan min ”åbenhjertighed” påvirkede den unge pige. Det mest sandsynlige er nok heldigvis, at hun for længst har glem episoden med ham fulderikken på kollegiebaren. Men ved mine hårde ord gjorde jeg mig til et menneske, jeg ikke ønsker at være. Derfor kan jeg stadig huske det. Pilen peger altid tilbage på én selv.