Satori kan defineres som et intuitivt seen ind i tingenes natur i modsætning til den analytiske eller logiske forståelse af den. I praksis betyder det udfoldelsen af en ny verden, der hidtil er uset i forvirringen skabt af et dualistisk trænet sind.
D.T. Suzuki
På skrivebordet foran mig ligger en bog med titlen ”Zen Buddhism – selected writings of D. T. Suzuki”. Den er efterhånden godt slidt. Sammen med Thich Nhat Hahns ”The heart of the buddhas teaching” er det den bog om buddhisme, jeg har læst flest gange og hyppigt vender tilbage til.
For Suzuki er satori – oplysning – noget helt centralt. ”Zen uden satori er som solen uden lys og varme”, skriver ham. Jeg køber fuldstændigt alt hvad Suzuki skriver om satori. Jeg køber, at oplysning er vejen ud af lidelse. Jeg køber, at en ikke-dualistiske opfattelse af verden er ”sandheden” sammenlignet med en dualistisk. Men jeg er mere i tvivl om præcis i hvilken forstand, man bliver ”klog” af at blive oplyst.
D.T. Suzuki blev født i 1870 og døde 95 år gammel i 1966. Suzuki var – som alle andre dødelige mennesker – et produkt af det samfund og den tid, han levede i. På nogle punkter var han langt forud for sin tid. Det gælder bl.a. de tanker han gjorde sig om menneskets forhold til naturen. Men hans spirituelle indsigt gjorde ham ikke fri for at være påvirket af de tankestrømninger, som prægede den tid, han levede i. Dette fremgår med al tydelighed af en artikel, som han skrev til en japansk avis efter et ophold i Nazityskland i 1936.
Under sit ophold i Tyskland boede han hos nogle fjerne slægtninge i Rüdesheim en mindre by, der ligger ved Rhinen. Suzuki starter artiklen med at berette, hvordan hans slægtninge oplever tilværelsen i Tyskland under Adolf Hitlers styre. Suzuki synes, det lyder helt fornuftigt, når de taler om, hvor kaotisk alting var under demokratiet og hvordan Hitler har formået at forene folket og give det en følelse af formål. Derefter går Suzuki over til at skrive om forfølgelse af jøderne, der på dette tidspunkt var fuldt i gang med vedtagelse af Nürnberglovene i 1935, der fratog jødernes tysk statsborgerskab, forbød jøder at have offentligt embede, forbød ægteskab og seksuel samkvem mellem jøder og arier, forbød jøder adgang til de samme skoler som tyske børn m.m. Suzuki skriver:
”Selv om det er en meget grusom politik, kan det være, at der for en tid er behov for den slags ekstreme handlinger for at bevare nationen, når man ser på det tyske folks nuværende og fremtidige lykke.”
Suzuki godtager argumentet om, at jøderne er ”fremmedlegemer” i Tyskland. Jøderne har som race nogle egenskaber, der gør, at de ikke passer ind i det tyske samfund. Han godtager med andre ord hele den race-tænkning, der ligger bag nazismen. Han godtager ligeledes forestillingen om, at det der jøderne, der er ophav til kommunismen, og sætter dermed forfølgelse af jøderne i sammenhæng med bekæmpelse af kommunismen.
Efter således at have forsvaret forfølgelsen af jøderne går Suzuki over til begejstret at hylde Hitlerjugend. Han slutter artiklen af med nogle betragtninger om forskellen mellem buddhisme og kristendom set ud fra det, han har oplevet under sit ophold.
Man kan godt forsøge at finde undskyldningen for eller i det mindske forklaringer på de holdninger, Suzuki giver udtryk for i artiklen. Set fra min synsvinkel er ”sagen” imidlertid ganske klar: Både set fra et faktuelt og fra et etisk perspektiv tog Suzuki fejl.
Det er ikke vanskeligt at finde andre eksempler på mennesker, der er nået langt af den spirituelle vej, som har givet udtryk for holdninger, de fleste af os vil tage skarpt afstand fra. Det er helt bevist, at jeg har valgt netop Suzuki som eksempel. Suzuki er et af mine egne spirituelle forbilleder. Dermed håber jeg at undgå at blive beskyldt for at være ”efter nogen”.
Men noget kunne ud fra Suzukis eksempel tyde på, at svaret på det spørgsmål, som er titlen på dette indlæg, er: Nej, man bliver ikke nødvendigvis klog af at blive oplyst. Den viden eller indsigt, man får af satori, kan ikke oversættes til ”konventionel” viden. At være oplyst er mest en sag, der angår det enkelte menneske. Det er uden tvivl ”fedt” at være oplyst, hvis man godtager, at det er lig med at overvinde lidelse (og det gør jeg som nævnt), men at være oplyst er ikke det samme som at være alvidende og/eller moralsk ufejlbarlig. Oplysningen er nemlig heller ikke en garanti for, at man ikke kan tage fejl på det etiske område. Etik og viden kan ikke skilles ad. Suzuki forsvar for jødeforfølgelserne bygger på en raceteori, som ikke blot er moralsk forkastelig men også faktuelt forkert.
Det er fint at have respekt for mennesker, der er nået længere end en selv på den spirituelle vej. Der er heller ikke noget galt i at lytte til disse mennesker, når de giver udtryk for synspunkt, der ligger ud over det spirituelle. Personligt lytter jeg altid med respekt og interesse, når mennesker som Dalai Lama og Thich Nhat Hahn har noget på hjertet. Men deres autoritet begrænser sig primært til det spirituelle. Intet tyder op, at oplysning automatisk gør et menneske moralsk perfekt eller klogere på verden.