buddhisme og politik

Øko-sattva-løfterne

Hver morgen, inden jeg starter min morgenmeditation, gentager jeg nogle løfter, som bygger på buddhismens fem forskrifter. Løfterne lyder:

Jeg vil ikke dræbe, men handle til gavn for alt liv.

Jeg vil ikke tage det, der ikke er givet, men være gavmild.

Jeg vil ikke foretage seksuelle handlinger, der skaber lidelse, men behandle alle med respekt.

Jeg vil ikke tale falsk, men tale og lytte fra hjertet

Jeg vil ikke misbruge min egen eller andres krop eller sind, men dyrke et sind, der ser klart.

Løfterne er for mig en påmindelse om, at det etiske har en afgørende betydning i buddhismen. Buddhismen handler ikke kun om dig selv, men i lige så høj graf om den verden, du er en del af, og hvordan du vælger at være del af verden.

Jeg har netop købt David R. Loy’s nyeste bog ”Ecodharma”. Her giver Loy et bud på, hvordan man ud fra en buddhistisk synsvinkel kan forholde sig til verdens miljøproblemer. Jeg er endnu ikke blevet færdig med bogen, men vil vende tilbage til den, så snart jeg bliver det. Den lover godt. Bagerst i bogen har jeg fundet disse ”øko-sattva-løfter”, som jeg tænker, andre kunne få glæde af.

The Ecosattva Vows

I vow to myself and to each of you:

To commit myself to the healing of our world and the welfare of all beings.

To live on earth more lightly and less violently in the food, products, and energy I consume.

To draw strength and guidance from the living earth, the ancestors, the future generations, and my brother and sisters of all species.

To support others in our work for the world and to ask for help when I need it.

To pursue a daily practice that clarifies my mind, strengthens my heart, and support me in observing these vows.

Jeg har ikke oversat løfterne til dansk, da ikke synes min engelskkundskaber rækker. Men hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i det, vil jeg lægge resultatet ud her på siden.

/Lars Steiniche

PS: Ordet Ecosattva/øko-sattva spiller på bodhisattva’en, som er en helt central figur i mahayana-buddhismen. En bodhisattva er en person, der ud fra medfølelse med sine medskabninger har afgivet et løfte om ikke at opnå oplysningen, før alle levende væsener har opnået oplysning.

De to muligheder

Buddha sagde: “Når en vis person lider, spørger hun sig selv.” “Hvad kan jeg gøre for at blive fri for denne lidelse? Hvem kan hjælpe mig? Hvad har jeg gjort for at befri mig selv for denne lidelse?” Men når en tåbelig person lider, spørger hun sig selv:” Hvem har forurettet mig? Hvordan kan jeg vise andre, at jeg er et offeret? Hvordan kan jeg straffe dem, der har forårsaget min lidelse?”

Thich Nhat Hanh

Vi har disse to muligheder. Når man møder udfordringer i livet, kan man vælge at pege indad eller pege udad. Det er altid fristende at vælge mulighed nr. 2. Der vil altid være årsager til de udfordringer, man møder i livet – hvad enten de er fysiske, psykiske eller sociale – og ret beset vil disse årsagen ofte ligge udenfor én selv. Mulighed 2 har et skær af realisme over sig. Men et falsk skær hvis målet er at befri sig selv for lidelse. Mulighed 2 er ”tåbelig”, fordi den ikke løser problemerne. Og hvis man lader sig gribe af ønsket om at straffe dem, der er årsag til ens lidelser, glemmer man, at det ikke fjerner lidelsen. Her fører mulighed 2 tværtimod til mere lidelse, fordi den er båret af følelser som vrede og bitterhed. Følelser som det er lidelsesfuldt at være i.

Pointen med mulighed 1. er ikke at tage skylden på sig. Pointen med mulighed 1 er, at man handler der, hvor man har mulighed for at handle. Hvis målet er at befri sig selv for lidelse, hjælper vrede og bitterhed ikke. Man skal ikke pege indad for at bebrejde sig selv, men fordi den umiddelbare mulighed for at finde en vej ud af lidelsen ligger der.

Om ikke så længe skal der være valg i Danmark. Måske kan princippet om de to muligheder overføres til politikkens verden. For politik handler vel dybest set om bekæmpe samfundets lidelser. Jeg vil foreslå følgende ”oversættelse”: I politik peger man indad, når man har fokus på at løse problemerne. Man peger indad, når man åbent ser virkeligheden i øjnene – også når den er kompliceret og ikke kan oversættes til letforståelige valgslogans. I politik peger man udad, når man søger efter nogen, man kan give skylden. Man peger udad, når man vil løse sociale problemer med straf. Man peger udad, når man appellerer til følelser som vrede og forurettethed.

De to muligheder kan nok ikke hjælpe en til at finde frem til, hvem man skal stemme på. Men måske kan de give et fingerpeg om, hvem man IKKE skal stemme på.

Godt valg!

Selv det bedst tænkelige økonomiske og politiske system kan ikke forventes at fungere, hvis menneskene inden for dette system fortsat er motiveret af grådighed, aggression og uvidenhed – de “tre brande” eller “tre gifter”, som buddhismen opfordrer os til at omdanne til deres mere positive modstykker: Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom.

David R. Loy

Vi danskere er – for en stor del med rette – stolte af vores politiske system. Vores demokrati er velfungerende. Der er næsten ingen korruption. Vi har en grundfæstet ytringsfrihed. Og afstanden mellem politikerne og de almindelige borgere er – alt anden lige – langt mindre hos os end i andre lande. Trods disse gode ting er jeg personligt temmelig deprimeret over tingenes tilstand i dansk politik. Sagt på jævnt dansk så forekommer det mig, at det ikke er generøsitet, kærlig-venlighed og visdom, der præger dansk politik lige nu.

Buddha levede i jernalderen. Sutraerne tager udgangspunkt i det samfund, der eksisterende dengang – et samfund, hvor de problemstillinger, der kendetegner det moderne samfund, slet ikke fandtes endnu. Derfor kan man naturligvis stille spørgsmålstegn ved, om det giver det mening at bruge buddhismen i forhold til nutidens politisk spørgsmål. Mit svar er enkelt: Det skal give mening! Buddhisme er ikke spirituelt navnepilleri. Buddhismen er en måde er være i verden på. Det giver ikke mening at spænde buddhismen for nogen bestemt politisk vogn. Men det skal give mening med udgangspunkt i en buddhistisk livsopfattelse at forholde sig til nutidens virkelighed, herunder den politiske virkelighed.

I stedet for at komme med nogle svar, vil jeg stille en nogle spørgsmål. Jeg vil tage udgangspunkt i det tema i den politiske debat, som gør mig allermest deprimeret: Flygtningen og indvandre-debatten. Og jeg vil stille mine spørgsmål med udgangspunkt i de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed. Mine spørgsmål lyder som følger:

Når en del af befolkningen konstant bliver mistænkeliggjort og udråbt som problem, og som en konsekvens heraf bliver gjort til genstand for lovgivning, hvis eneste praktiske formål er at gøre livet så surt som muligt for denne befolkningsgruppe – er det så ikke: Had? (Tænk: Burkaforbud, ghettoplan, lagkagefejring).

Når love gang på gang bliver vedtaget, ikke fordi man har nogen sikker grund til at antage, at de har nogen gavnlig virkning i forhold til de problemer, de vedrører, men alene på grund af deres symbolværdi, fordi de får politikerne til at fremstå som handlekraftige – er det så ikke: Uvidenhed?

Og når politikerne gør alt det, fordi deres spindoktorer med udgangspunkt i analyser af vælgermassen har fortalt dem, at det er den eneste måde, de kan sikre sig magten – er det ikke: Grådighed?

The answer my friend…

Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom handler om at være for noget for nogen. Lidelse er omdrejningspunktet for buddhismen og må også være det for en buddhistisk begrundet stillingtagen til politiske spørgsmål: Hvordan bekæmper vi lidelse i samfundet? Jeg savner i den grad positive visioner i dansk politik.