Myanmar (det tidligere Burma) er for en umiddelbar betragtning et af verdens mest buddhistiske lande. 90% af landets 60 millioner indbyggere er buddhister. Der er næsten en halv million munke og nonner. Landet er fyldt med smukke gode Pagoder og andre religiøse bygninger. Buddhismen præger dybt den enkelte borgers liv og hverdag. I hvert burmesisk hjem er der et hjemmealter med en Buddhafigur, der indviet gennem et særligt ritual, det tager fem timer at udføre. Året er fyldt med særlig buddhistiske helligdage. Men er dette et billede på ”ægte” buddhisme?
S. N. Goenka har en lille historie, der giver et bud på, hvad ægte buddhisme er. Man kan læse historien i den bog om vipassana-meditation, som man får foræret, når man har deltaget i et 10-dages meditationskursus. Historien lyder omtrent sådan:
En mand er syg og går til sin læge for at få hjælp. Lægen undersøger ham og udskriver en recept på medicin. Manden har stor tillid til sin læge. Han tager hjem og placerer et smukt billede af lægen på sin hjemmealter. Han bukker ærbødigt for billedet tre gange og ofrer blomstre og røgelse til det. Derefter tager han recepten frem og begynder højtideligt at recitere: ”To tabletter om morgenen, to tabletter om eftermiddagen, to tabletter om aftenen!” Hele dage, ja hele livet igennem reciterer han recepten, for han har stor tillid til lægen – men det hjælper ham ikke.
Manden vil vide mere om recepten, så han tager atter hen til lægen og spørger ham: ”Hvorfor har du udskrevet denne medicin til mig? Hvordan kan den hjælpe mig?” Lægen svarer ham fornuftigt: ”Det forholder sig således: Du lider af denne sygdom, og dette er årsagen til sygdommen. Årsagen forsvinder, hvis du tager medicinen. Når årsagen er forsvundet, forsvinder sygdommen af sig selv.” Manden tænker: ”Hvilken fantastisk klog læge, jeg har. Hans recept er den bedste!” Og så tager han hjem og praler til alle sine venner: ”Min læge er den bedste. Alle andre læger dur ikke!” Hele livet igennem forsætter han med at prale sådan overfor andre mennesker, uden at det hjælper ham det mindste.
Et oplyst menneske er som en læge. Af medfølelse giver han en recept, som forklarer, hvordan man kan blive helbredt fra sin sygdom. Men hvis patienten blindt tror på lægen, så gør de recepten til et helligt skrift og begynder se ned på andre religiøse grupper og påstå, at netop deres religion er den bedste. Ingen bekymrer sig om at tilegne sig læren – at tage den medicin, som ordineres for at helbrede sygdommen.
Det er godt at have tillid til sin læge, hvis det medfører, at man følger hans råd. At forstå, hvordan medicinen virker, er også godt, hvis det vel at mærke gør, at man tager medicinen. Men hvis man ikke tager medicinen, bliver man ikke af med sygdommen. Du skal tage medicinen selv.
Pointen med Goenkas historie er lysende klar: Ægte buddhisme handler ikke om ydre ting som gule dragter, komplicerede ritualer eller flotte pagoder. At lægge vægt på disse ting svarer til at tilbede recepten og billedet af lægen. Ægte buddhisme handler om at tage medicinen.
Set med mine øjne kan en ægte buddhist sagtens være en dansker, også selvom vedkommende ikke fejrer nogen buddhistiske helligdage og måske slet ikke ejer en buddhafigur.
Derimod kan man sætte spørgsmålstegn ved om et menneske, der ud fra en nationalistisk tankegang forsvarer forfølgelsen af et religiøst mindretal – hvilket desværre pt. er tilfældet for mange burmesere – er en ”ægte” buddhist. Noget kunne tyde på, at mange burmesere simpelthen har glemt at tage medicinen.