Tag: Thich Nhat Hahn

En lille reklame

Jeg har fundet en app til min telefon, som gerne vil gøre lidt reklame for. App’en hedder Plum Village og indeholder blandt mange andre ting en lang rækker guidede meditationer. Dem har jeg brugt de sidste 14 dage på at prøve af, og de kan varmt anbefales.

En af de guidede meditationer hedder ”calm-ease”, og her er det mesteren selv – Thich Nhat Hanh” – man får i øret. Meditationen starter med almindeligt fokus på åndedrættet: ”Breathing in, I know I am breathing in. Breathing out, I know I breathin out”. De næste trin hedder: ”Deep/slow”; ”calm/ease”; ”smile/release”. Meditationen slutter af med ”present moment/wonderful moment”.

De første gange blev jeg lidt provokeret, da jeg nåede frem til det sidste ”present moment/wonderful moment.” For hvad nu, hvis jeg ikke oplevede dette øjeblik som specielt vidunderligt? Det var lidt som om Thich Nhat Hanh ville pådutte mig noget, jeg ikke helt kunne være med på. Så slog følgende tanke ned i mig: Hvis jeg faktisk havde været i stand til at følge meditationen, slippe alle mine tanker og bekymringer og været 100% til stede i øjeblikket, ville dette øjeblik så ikke være et vidunderligt øjeblik? Set i det lys er øvelsen en eksemplarisk illustration af, hvad buddhismen som en vej til at overvinde lidelse handler om.

Samtidigt er meditationsøvelsen en illustration af, at buddhismen ikke er og ikke kan været et nemt og hurtigt fiks. Det er ikke altid nemt at nå frem til følelsen ”present moment/wonderful moment”. Det kræver hårdt arbejde.

De to muligheder

Buddha sagde: “Når en vis person lider, spørger hun sig selv.” “Hvad kan jeg gøre for at blive fri for denne lidelse? Hvem kan hjælpe mig? Hvad har jeg gjort for at befri mig selv for denne lidelse?” Men når en tåbelig person lider, spørger hun sig selv:” Hvem har forurettet mig? Hvordan kan jeg vise andre, at jeg er et offeret? Hvordan kan jeg straffe dem, der har forårsaget min lidelse?”

Thich Nhat Hanh

Vi har disse to muligheder. Når man møder udfordringer i livet, kan man vælge at pege indad eller pege udad. Det er altid fristende at vælge mulighed nr. 2. Der vil altid være årsager til de udfordringer, man møder i livet – hvad enten de er fysiske, psykiske eller sociale – og ret beset vil disse årsagen ofte ligge udenfor én selv. Mulighed 2 har et skær af realisme over sig. Men et falsk skær hvis målet er at befri sig selv for lidelse. Mulighed 2 er ”tåbelig”, fordi den ikke løser problemerne. Og hvis man lader sig gribe af ønsket om at straffe dem, der er årsag til ens lidelser, glemmer man, at det ikke fjerner lidelsen. Her fører mulighed 2 tværtimod til mere lidelse, fordi den er båret af følelser som vrede og bitterhed. Følelser som det er lidelsesfuldt at være i.

Pointen med mulighed 1. er ikke at tage skylden på sig. Pointen med mulighed 1 er, at man handler der, hvor man har mulighed for at handle. Hvis målet er at befri sig selv for lidelse, hjælper vrede og bitterhed ikke. Man skal ikke pege indad for at bebrejde sig selv, men fordi den umiddelbare mulighed for at finde en vej ud af lidelsen ligger der.

Om ikke så længe skal der være valg i Danmark. Måske kan princippet om de to muligheder overføres til politikkens verden. For politik handler vel dybest set om bekæmpe samfundets lidelser. Jeg vil foreslå følgende ”oversættelse”: I politik peger man indad, når man har fokus på at løse problemerne. Man peger indad, når man åbent ser virkeligheden i øjnene – også når den er kompliceret og ikke kan oversættes til letforståelige valgslogans. I politik peger man udad, når man søger efter nogen, man kan give skylden. Man peger udad, når man vil løse sociale problemer med straf. Man peger udad, når man appellerer til følelser som vrede og forurettethed.

De to muligheder kan nok ikke hjælpe en til at finde frem til, hvem man skal stemme på. Men måske kan de give et fingerpeg om, hvem man IKKE skal stemme på.

Godt valg!

Målet med livet er i dag

Langt senere, da han blev i stand til at gennemtænke de ting, der hændte ham, kom han til den slutning, at intet var virkeligt undtagen tilfældet.

Paul Auster

Waking up this morning, I smile.

Twenty-four brand new hours are before me.

I wow to live fully in each moment

and to look at al beings with the eyes of love.

Thich Nhat Hahn

De to citater står i en skærende kontrast til hinanden. Det første citat er hårdt som stål – det andet er blødt som en edderdunsdyne. Det første citat er så pessimistisk, at det næsten er uudholdeligt – det andet citat er så optimistisk, at det næsten er uudholdeligt. Alligevel passer de to citater fint sammen inde i mit hoved. De udtrykker på hver sin måde den samme sandhed.

Det øverste citat stammer fra Paul Austers roman ”En by af glas”. ”En by af glas” handler om en person, der i sine bestræbelse på at finde en mening med de begivenheder, han kastes ud i, ender med at gøre sit liv meningsløst. Hovedpersonen Daniel Quinn kæmper en heroisk kamp mod tilfældet og meningsløsheden – og taber.

”En by af glas” vrimler med historiefortællere. Når man fortæller en historie, forsøger man at skabe mening i ”stof”, som livet består af. Ellers bliver det ikke en god historie. Men alle gode historier er dybest set løgn. Livet går ikke op. De enkelte begivenheder samler sig ikke med nogen nødvendighed til et meningsfuldt hele. Livet er fuldt af løse ender.

Vi kan bruge megen energi på at få livet til at gå op. På at få vores liv til at forme sig som en god historie. Hvornår er man i mål med livet? Hvornår har man fået skabt sig en meningsfuld tilværelse? Mens man funderer over dette, opdager man en dag, at spørgsmålet nu skal stilles i datid. Hvornår VAR jeg i mål med livet? Fik jeg nogensinde skabt mig en meningsfuld tilværelse? Derfor bruger man nu energi på at ærgre sig over livets løse ende. De ting, som man ikke lykkedes med. De ting som ikke helt gik, som man havde forestillet sig. De ting, som man ikke rigtig nåede at nyde, fordi man havde så travlt med målene.

Det er så her Thich Nhat Hahn citatet kommer ind i billedet: Drop historierne og koncentrer dig om nuet i stedet. Det er budskabet. Det eneste, der tæller, er det, der sker lige nu og her. Historierne står blot i vejen for livet. Problemet – det som umiddelbart gør citatet uudholdeligt optimistisk – er, at det lyder let. Det er det ikke. Historierne trænger sig konstant på. Meditation er en metode til at standse historierne inde i ens hoved. Det er en metode, som virker, men det er en metode, som kræver hårdt arbejde. Det er ikke hurtigt og nemt fiks.

Hvad var det så for en sandhed, som de to citater var fælles om? Titlen på dette indlæg: At målet med livet er i dag. At der ikke er andet, og at det – hvis man arbejde målrettet på det – kan vise sig at være nok.

Pligt til at være lykkelig

”Du siger, at du elsker ham, men hvis du ikke forstår hans forhåbninger, hans behov, hans udfordringer, er han i et fængsel kaldet kærlighed.”

Thich Nhat Hahn

Jeg er netop blevet færdig med at læse Leonora Christina Skovs bog ”Den, der lever stille.” Bogen rørte mig dybt. Den handler om at springe ud som homoseksuel, men den handler i lige så høj grad om et problematisk forhold mellem barn og forældre. Og indirekte siger den en hel masse om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I starten af bogen tænker Leonora tilbage på forældrenes reaktion på hendes beslutning om at læse litteraturvidenskab. Hun forestiller sig følgende ”dialog” med forældrene:

– Hvad DU kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtig?

– Din mor er sådan et godt menneske, supplerede min far, stadig i mit hoved. – Hun tænker altid på alle andre end sig selv. Hvis du anstrenger dig, kan det være, at du er heldig at blive et lige så godt menneske som hende.

At være genstand for en kærlighed, der ofrer sig, kan være en stor belastning. ”Jeg gør det for din skyld!” er ord, der mere emmer af skyld og bebrejdelser end af kærlighed.  Leonoras forældre har ingen forståelse for det selviske i deres kærlighed. De var ikke i tvivl om, at alt hvad det gjorde, gjorde de for hendes skyld. Men de udviste aldrig noget ønske om at forstå det menneske, de hævdede, at de elskede. Thich Nhat Hahn skriver:

”Uden forståelse er din kærlighed ikke sand kærlighed. Du skal se dybt for at se og forstå behovene, forhåbningerne og lidelserne hos den, du elsker.”

Vi vil det bedste for de mennesker, vi er tæt på. Men desværre sker det alt for ofte, at vi i vores bestræbelser på at gøre det bedste for andre kommer til at gøre fortræd. Vi kan kun gøre det bedste for et andet mennesker, hvis vi er i stand til at rumme det andet menneske, som det faktisk er. At elske et andet mennesker er at se det andet menneske. At se det, som det er og ikke som vi ønsker, det skal være. Men hvad forhindrer os i at se et andet menneske?

Leonoras mor var uden tvivl et meget ulykkeligt menneske. Måske er det her, vi skal finde forklaring på hendes manglende evne til at ”se” datteren. Leonoras mor ønskede ikke, at hendes datter skulle opleve de samme dårlige ting, som hun selv havde oplevet i sin opvækst. Men netop dette ønske gjorde hende blind for, at datterens behov, ønsker til livet og udfordringer i livet var nogle andre, end hendes egne. Måske var det hendes egen lidelse, der forhindrede hende i at elske datteren, som det menneske, hun er.

Buddha var fuld af medfølelse med alle levende væsener, men han sad et lille smil omkring munden. Buddha smiler, fordi han kender vejen ud af lidelsen. Men han smiler også, fordi han ved, at hans egen ulykke ikke vil hjælpe andre. Vi hjælper ikke andre mennesker ved selv at være ulykkelige. Et lykkeligt menneske har mere overskud til at forstå og rumme det mennesker, det har overfor os. For vores nærmeste skyld har vi pligt til at prøve at være lykkelige mennesker.

/Lars Steiniche

Carpe diem – et buddhistisk perspektiv

Der er to måder at vaske op på. Den ene går ud på at vaske op for at få rene tallerkener, den anden går ud på at vaske op for at vaske op.

Thich Nhat Hahn

Carpe diem – grib dagen. I en nøglescene i filmen ”Døde poeters klub” får den progressive engelskprofessor – spillet af Robin William – sine elever til at betragte billederne af de tidligere elever på skolen. ”Se godt på disse ansigter, de var ligesom jer, fulde af hormoner og fulde af drømme for livet, men nu er de alle sammen føde for blomsterne.” Hvorefter Williams begynder at hviske det berømte: ”Carpe diem, carpe diem – grib dagen, gør dit liv fantastisk!”

Gør dit liv fantastisk! Det lader til, at mange mennesker har taget denne opfordring til sig. I hvert fald vil vi gerne vise overfor hinanden, at vi er fuldt optaget af at gøre vores liv fantastisk. Derfor poster vi billeder ud af os selv på de sociale medier, hvor vi nyder smukke solnedgange, svælger driks på eksotiske rejsemål eller har kvalitetstid med børnene på hyggelige familierestauranter. Det lader til at mange mennesker har rigtig travlt med at gøre deres liv fantastisk. Travlt? Giver det mening at have travlt med at gøre sit liv fantastisk? Gemmer der sig ikke en modsætning mellem ”at gøre sit liv fantastisk!” og ”at gribe dagen”? Er ”gør dit liv fantastisk!” i det hele taget den logiske fortsættelse på opfordringen til at gribe dagen?

Det vestlige menneske søger efter meningen med livet. Vi sætter os mål. Et af disse mål er ”at gøre vores liv fantastisk!” Vi skal prøve noget, opleve noget – leve livet, som om hver dag var den sidste osv. Buddhismen handler om at finde meningen i livet. Umiddelbart ligner de to udsagn hinanden. Der er kun et ”med” og et ”i” til forskel. I praksis er de to uforenelige. ”Meningen med livet” står så at sige i vejen for ”meningen i livet”. Hvis livet handler om at opnå noget – som f.eks. at gøre sit liv fantastisk”– så sætter du et skel mellem ”dig selv” og ”målet/meningen”. ”Meningen med livet” er noget udenfor dig selv. Det er adskilt i tid og rum fra ”meningen i livet”, som handler om det liv, du lever lige her og nu.

Hvis det blev lidt vel teoretisk, vil jeg skynde mig at komme ned på jorden igen. Buddhismen kan sagtens skrive under på opfordringen om at gribe dagen – carpe diem. Men det buddhistiske ”carpe diem” handler ikke om at gøre sit liv fantastisk, det handler om at vaske op for at vaske op. Thich Nhat Hahn går så vidt som til at sige, at når du vasker op, skal det at vaske op være den vigtigste handling i dit liv – ellers spiller du livet!

For – hvis vi skal være realistiske – så består vores liv for størstedelen af trivielle handlinger som at vaske op, børste tænder eller kører i bil til arbejdet. Når vil stræber efter at gøre vores liv fantastisk, bliver de trivielle ting tilsvarende meningsløse. Det bliver tom tid, grå pauser indtil det fantastiske igen indtræffer. Og når det fantastiske så endelig indtræffer, har vi så så travlt med at fastholde det, at vi ikke rigtig formår at være i det.

Hvad er fedest: At tage en selfie af sig selv foran det skæve tårn i Piza eller at gøre badeværelser rene? Jeg har gjort begge dele. Jeg ved ikke, hvor fedt jeg faktisk havde det lige i det øjeblik, hvor jeg tog selfien foran det skæve tårn. Jeg kan huske, at jeg var lidt småsulten, og at jeg døjede noget med varmen. Og måske havde jeg faktisk så travlt med at huske at nyde det fantastiske øjeblik, at jeg helt glemte at nyde det. Den selfie, jeg fik taget, kunne tyde på det. Når jeg hver søndag eftermiddag gør rent på husets badeværelser, har jeg Thich Nhat Hahns opfordring om at vaske op for at vaske op i baghovedet. Jeg forsøger ikke se på det som tom tid, som noget der bare skal overstås, så jeg kan komme i gang med noget andet og sjovere. Det gør en forskel. Der er faktisk en glæde forbundet med at få glasvæggen ind til brusernichen gennemsigtig igen. Når man bare husker at gribe dagen på buddhistiske vis: Gøre rent for at gøre rent.

Medfølelse

Medfølelse er den eneste energi, der kan hjælpe os med at relatere til et andet menneske. Et menneske, der ikke har medfølelse i sig, kan aldrig være glad.

Thich Nhat Hahn

Af en eller anden grund er der altid TV2 på skærmene, når jeg er oppe træne i det lokale center. Det gør ikke den store forskel, hvad der kører på skærmen, for jeg foretrækker at træne med musik i ørene. Udsendelserne er blot nogle skiftende billeder. En af de seneste gange jeg var oppe at træne, var det som så ofte før ”Go’aften Danmark”, der var på skærmen. En udsendelse jeg har et lidt underligt forhold til, for jeg aldrig har set den med lyd på – jeg har kun set billederne. Men denne aften kunne jeg næsten ikke holde ud at se på skærmen. Billederne viste et interview med en ung familie, som havde taget deres lille datter med. Hvad intervieweren spurgte om, og hvad forældrene svarede, har jeg ingen anelse om. Men under hele interviewet var der en undertekst, og det var den, som gjorde det næsten ubærligt at se på skærmen. Jeg kan ikke huske den præcise ordlyd af teksten, men den sagde noget i retning af: ”Medicinen findes, som kan gøre pigen rask, men omstændighederne hindrer hende i at få den, så nu ender hun om kort tid i rullestol.” Mens teksten blev vist på skærmen, tullede den lille pige fredsommeligt rundt i studiet.

”Du skal elske din næste, som dig selv” Ligger der ikke i dette en påstand om, at det er let at elsker sig selv, men svært at elsker andre? Når kristendommen prædiker, at vi skal være gode er den implicitte påstand så ikke, at vi i bund og grund er det modsatte? ”Enhver er sin egen lykkes smed.” Hele det økonomiske system, som vesten har påduttet resten af verden, bygger på egoismen som princip. Medfølelse er i vestlig tankegang noget ydre – noget vi pålægger os selv, eller som bliver os pålagt. Egoismen betragtes som det umiddelbare, det naturlige.

Medfølelsen forbandt mig med familien på skærmen. Når udsendelsen var uudholdelig at se på, skyldes det, at jeg ikke kunne lade være med at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg var i deres situation. Det skyldes ikke, at jeg er et specielt godt menneske. Det skyldes snarere, at jeg selv er far. Medfølelse kan måles. Videnskabelige eksperimenter har vist, at når vi ser mennesker, der er udsat for smerte, bliver smertecentrene i vores egen hjerne aktiveret. Vi føler faktisk deres smerte. Og jo mere vi er i stand til at identificeres os med det andet mennesker, desto mere af deres smerte vil vi føle.

I buddhismen er medfølelse noget fundamentalt: Medfølelse er det, der forbinder os med resten af verden. Når jeg kunne se mig selv i forældreparret på skærmen, er det medfølelse. At kunne se sig selv i alting omkring sig er oplysning. Medfølelse er vejen til oplysning. I buddhismen er medfølelse ikke et ”bud”, der bliver os pålagt af en ydre instans. Det er ikke noget ”ydre”. I buddhismen er medfølelse et spørgsmål om erkendelse, om virkelighed.

Men medfølelse er i buddhistisk sammenhæng ikke identisk med at føle det samme. Det, jeg følte, var empati. Empati er medfølelsens begynderstadie. Men at kunne forstå andre menneskers følelser er ikke det samme som at have dem – hævder buddhismen. Jeg havde lyst til at flygte fra billederne på skærmen. Bagsiden af empati – at føle det samme – er, at følelserne kan blive for voldsomme. Så voldsomme, at man mest af alt har lyst til at flygte fra dem. Og så er man ikke i stand til at være en aktivt medfølende – til at hjælpe. Et deprimeret menneske har svært ved at hjælpe et andet deprimeret menneske. Buddha havde medfølelse med alle levende væsner men han sad med et lille smil omkring munden – ikke fordi han var ligeglad, men fordi han kendte vejen ud af lidelsen. Du behøver ikke selv at lide for at kunne hjælpe mennesker, der lider.

Sandhed og Løgn

The practice of right speech is to try to change our habits so that our speech arises from the seed of Buddha, that is in us, and not from our unresolved, unwholesome seeds.

Thich Nhat Hanh

“Ser jeg tyk ud i den her kjole?” Enhver ægtemand ved (måske af bitter erfaring), hvad det “rigtige” svar på dette spørgsmål er. For i virkeligheden handler spørgsmålet ikke så meget om, hvad denne eller hin kjole gør ved hustruens figur (det har de fleste ægtemænd alligevel ikke særlig meget forstand på) – det handler om, om ægtemanden stadig finder hende attraktiv. Hvis hun virkelig ønskede et seriøst råd om, hvordan hun ser ud i kjolen, ville hun spørge en af hendes veninder. Hvis jeg faktisk synes, at en kjole misklæder min hustru, og jeg alligevel frejdig svarer “nej” til spørgsmålet, lyver jeg så? Det kommer an på, hvilket af spørgsmålene jeg svarer på – for jeg finder stadig min kone attraktiv. Dette banale eksempel viser, hvor kompliceret det med sandhed og løgn er. Hvis man helt firkantet fulgte det 8. bud, ville man ikke bare rode sig ud i alle mulig ubehageligheder, man ville også – hvad der er langt mere alvorlig – uundgåeligt kommer til at gøre andre mennesker fortræd.

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden… I min vilde ungdom sad jeg en sen aften på kollegiebaren sammen nogle venner og en ganske ung pige, der netop var flyttet ind på kollegiet. Den unge pige snakkede løs om et eller andet emne. Jeg var mildt sagt temmelig vissen. Faktisk var jeg mere eller mindre døset hen. Alligevel formår jeg på et tidspunkt at løfte hoved, kikke den unge pige dybt ind i øjnene og sige: ”Du er dum, ufattelig dum!” – hvorefter jeg straks døser hen igen. Dagen efter forsøgte jeg at undskylde min opførsel overfor pigen. Men det lykkedes ikke. Problemet var, at jeg havde ment det, jeg sagde, og at den unge pige viste, at jeg havde ment det, jeg sagde. På en måde havde jeg levet 100% op til den 8. bud. Jeg havde ikke løjet, men åbenhjertigt sagt det, jeg oplevede som sandheden. Men den unge pige og jeg kom aldrig rigtig på god fod igen.

Firkantede regler virker ikke rigtigt i den sammensatte virkelighed, vi lever i. Både med løgn og med sandhed kan man gøre andre mennesker og sig selv fortræd.

Den ottefoldige vej er indholdet af den sidste af de fire ædle sandheder. De fire ædle sandheder er, som mange nok allerede ved, lidelsen, lidelsens årsag, lidelsens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør. De fire midterste dele af den ottefoldige vej handler om etik. Den første af disse bærer overskriften: Ret tale. Ifølge traditionen er der fire dele af ”ret tale”. 1) ”At tale sandt”. 2) ”Ikke tale med en kløvet tunge”. 3) ”Ikke at tale med hårde ord.” 4) ”Ikke at overdrive eller forskønne.”  Men essensen af ”Ret tale” kan formuleres således: Du må ikke gøre fortræd med ord.

”Ret tale” handler ikke om firkantede regler De fire dele skal ses som praktiske tommelfingerregler, der skal tilpasses omstændighederne. Det vigtige er, som sagt, at ord kan gøre fortræd. Løgn er forkert, fordi du ved at lyve gør andre mennesker eller dig selv fortræd. At bruge hårde ord er forkert, fordi du ved at bruge hårde ord kan såre andre. Men hvis du ved at fortælle sandheden skaber lidelse, er det også forkert. Og hvad der gælder som hårde ord er i høj grad afhængig af, hvem du taler med.

At udøve ”ret tale” hænger uløseligt sammen med evner til at lytte. Hvad er det egentlig, den anden siger, hvad er det egentlig, den anden ønsker. Det er derfor, jeg ikke har dårlig samvittighed, hvis jeg svarer ”nej” til det med kjolen. Jeg tror, jeg har lyttet mig frem til, hvad det egentlig er, min hustru spørger om. Nogle mennesker elsker at give gode råd. Men hvis vi ikke evner at lytte til det menneske, vi har for os, er de gode råd, vi giver vedkommen måske mere til skade end til gavn.

Jeg ved ikke, hvordan min ”åbenhjertighed” påvirkede den unge pige. Det mest sandsynlige er nok heldigvis, at hun for længst har glem episoden med ham fulderikken på kollegiebaren. Men ved mine hårde ord gjorde jeg mig til et menneske, jeg ikke ønsker at være. Derfor kan jeg stadig huske det. Pilen peger altid tilbage på én selv.

Tørst efter sandhed

If the mind depends upon anything, it has no sure haven.

Hui-neng

All views are wrong views.

Thich Nhat Hanh

Hvad kan sindet støtte sig til? De fleste mennesker støtter sig til en eller anden form for sandhed: En mere eller mindre eksplicit forestilling om, hvordan verden hænger sammen. En politisk holdning. En holdning til hvad der er god tone. Nogle værdier. Nogle synspunkter om, hvad der kendetegner en rigtig mand/kvinde/dansker. En religiøs overbevisning. osv. osv. Nogle mennesker ligger overordentlig stor vægt på deres sandhed. Så stor vægt, at de er parate til at dræbe andre og/eller selv at dø for den.

“Det ved mig ikke.” Sådan svarede min nevø med et stor smil, da han var en 2-3.år gammel, når nogen stillede ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. På det tidspunkt var jeg sidst i tyverne og viste ikke noget værre end at få stillet et spørgsmål, jeg ikke kunne svare på. Jeg misundte min nevø, at han kunne være ligeglad med, at der var noget, han ikke viste.

Da jeg var endnu yngre– lige omkring de tyve – skrev jeg i en periode dagbog. Dagbogen for den 8. februar 1983 handlede om angst. Den 19.årige Lars skrev: “Jeg kan blive angst over de særeste ting. Over at jeg ikke kan huske, hvad et bestemt ord betyder. Over at jeg ikke kan huske, hvad en bestemt bog handler om. Over at jeg har glemt en af mine kongstanker. Jeg kan se på reproduktionerne på min væg og blive angst over, at jeg ikke læser om og tænker over kunst så meget, som jeg førhen gjorde.” Dagbogen for den 8. februar 1983 sluttede med ordene: “Bare jeg kunne indhente tiden og leve i nuet!!”

Viden betød enormt meget for den 19.årige Lars. Viden var det net, jeg skulle fange virkeligheden i. Viden var det fundament, jeg skulle bygge min eksistens på. Oplevede jeg, at der var huller i nettet, følte jeg, at jeg mistede grebet om virkeligheden og fundamentet under mig smuldrede. Resultatet var angst.

Når jeg er så narcissistisk at skrive om mig selv, er det fordi, der måske gemmer sig noget alment her. Den 19.årige Lars var et ægte produkt af sin kultur. Platon lagde grunden til den vestlige filosofi med sin idelærer. Alt i vores verden er forgængeligt og foranderligt. Dette udgangspunkt er for så vidt i fin overensstemmelse med buddhismen. Forskellen er, at Platon nægtede at acceptere dette. Derfor fremsatte Platon sin teori om en ideverden. Blomsten i min vindueskarm er forgængelig. På et tidspunkt vil den visne og død. Blomsten i min vindueskarm er ikke perfekt. Den er lidt skæv og nogle af kronbladene er gule i kanten. Blomstens idé er derimod evig, uforanderlig og perfekt. Viden er et våben mod det forgængelige, foranderlige og uperfekte. Viden er en måde at få styr på verden. Viden er magt, det et er et redskab til at kunne opretholde illusionen om kontrol.

“All views are wrong views” Thich Nhat Hanh sammenligner viden med et landkort, f.eks. over byen Paris.  Landkort er vældigt nyttige, når man skal finde rundt. Men det er naturligvis forkert at forveksle landkortet over Paris med den virkelige by Paris. Og det er præcis, hvad Platon og hans efterfølgere gør. Et landkort er en synsvinkel på virkeligheden. Landkortet er nyttigt på grund af alle de ting, der ikke er med, som f.eks. lugtene, lydene, lyset, farverne. Et landkort kan være mere eller mindre korrekt, ligesom en viden kan være det. Men hverken et landkort eller en viden kan nogensinde ”fange” virkeligheden.

”If the mind depends upon anything, it has no sure haven.” På en måde var den 19.årige Lars mere ærlig end Platon, idet han kan kobler sin tørst efter viden med angst. En sådan svaghed ville Platon og han efterfølgere aldrig have indrømmet. Men den 19.årige Lars indser ikke, at hans ønske om gennem viden at skabe sig et sikkert fundament og hans ønske om at leve i nuet udelukker hinanden. Sandhed og virkelighed er hinandens modsætninger. Så længe vi klynger og til vores sandheder, skaber vi et skel os selv og virkeligheden i sig selv – såledesheden – altings buddhanatur.