Fødsel er lidelsesfuldt, aldring er lidelsesfuldt, sygdom er lidelsesfuldt, døden er lidelsesfuldt, tilknytning til det, der er én ukært, er lidelsesfuldt, adskillelse fra det, der er én kært, er lidelsesfuldt, at man ikke får det, man begærer, er lidelsesfuldt, kort sagt, de fem grupper, der er genstand for tilknytning, er lidelsesfulde.
Buddha
Sygdom, dødsfald, fyring, skilsmisse. Pludseligt sker der noget, der ændrer alting. Den følelse af tryghed og sikkerhed, som hverdagens gentagelser luller én ind i, er med ét borte. De fleste af de gange, noget sådant er sket i mit liv, har oplevelse været forbundet med at gå ind og ud af et rum. Inden jeg åbnede døren ind til rummet, var alting normalt. Da jeg gik ud af rummet igen, var alting forandret. Inden i rummet var noget sket, som var ufravigeligt. Som ikke kunne ændres, men som ændrede alt.
Shit happens. Som fremgår af citatet, som stammer fra den berømte Benares-tale, benægter buddhismen på ingen måde dette indlysende faktum om menneskelivet. Men det, der satte Buddha i gang, var netop mødet med lidelsen. Ikke med et illusorisk forsøg på at fornægte den, men med praktisk bestræbelse på at bekæmpe den.
Den seneste gang, jeg havde oplevelsen med at gå ind og ud af et rum, var her lige før jul. Der gik nogle dage, inden jeg var i stand til at finde den indre buddhist frem. Først var jeg bare i chok. Tankemylderet fik frit løb, og der var intet overskud til at forsøge at standse det. Så begyndte følelserne at dukke op. Ikke mindst vreden. Det var så til gengæld det stikord, som den indre buddhist havde brug for. For dels viste den indre buddhist, at den person, som vreden først og fremmest går ud over, er én selv, dels kendte den indre buddhist en metode til at bekæmpe vreden. Så jeg begyndte at meditere igen.
Shit happens – og det er der ikke umiddelbart noget at gøre ved. Det eneste sikre i tilværelsen er forandring. Nøgleordet er accept.
Ifølge buddhisme er forestillingen om, at der findes en fast kerne af identitet inden i os – et jeg – en illusion. Det er meningen med den lidt kryptiske afslutning på citatet ”kort sagt, de fem grupper, der er genstand for tilknytning, er lidelsesfulde”. De frem grupper kaldes også for de fem skandhaer: Form (krop), følelserne (lyst eller ulyst), perception, psykiske formationer (tanker, forestillinger m.v.) og bevidsthed. Når de fem skandhaer er genstand for tilknytning handler det om, at man bruger dem til at skabe et fast billede af, hvem man er. Når noget pludseligt sker, som ændrer alting, rystes dette billede. Man bliver pludseligt mindet om, at det hele ikke er fast og konstant, men underlagt forandring. Den eneste løsning på dette er at slippe det, der ikke længere er. Konkret indebærer det ikke at gå med på de negative følelser. At registrere at de er der uden at ”dyrke” dem for derved langsomt at mindske deres tilstedeværelse.
Det handler om at ”flyde med”. At accepterer det uafvendelige, der er sket. Det er ikke let. Det negative forsvinder ikke. Men med tiden bliver det lettere at bære. Og måske venter noget positivt på den anden side af forandringen.