Forfatter: Lars Steiniche

Bliver man klog af at blive oplyst?

Satori kan defineres som et intuitivt seen ind i tingenes natur i modsætning til den analytiske eller logiske forståelse af den. I praksis betyder det udfoldelsen af en ny verden, der hidtil er uset i forvirringen skabt af et dualistisk trænet sind.

D.T. Suzuki

På skrivebordet foran mig ligger en bog med titlen ”Zen Buddhism – selected writings of D. T. Suzuki”. Den er efterhånden godt slidt. Sammen med Thich Nhat Hahns ”The heart of the buddhas teaching” er det den bog om buddhisme, jeg har læst flest gange og hyppigt vender tilbage til.

For Suzuki er satori – oplysning – noget helt centralt. ”Zen uden satori er som solen uden lys og varme”, skriver ham. Jeg køber fuldstændigt alt hvad Suzuki skriver om satori. Jeg køber, at oplysning er vejen ud af lidelse. Jeg køber, at en ikke-dualistiske opfattelse af verden er ”sandheden” sammenlignet med en dualistisk. Men jeg er mere i tvivl om præcis i hvilken forstand, man bliver ”klog” af at blive oplyst.

D.T. Suzuki blev født i 1870 og døde 95 år gammel i 1966. Suzuki var – som alle andre dødelige mennesker – et produkt af det samfund og den tid, han levede i. På nogle punkter var han langt forud for sin tid. Det gælder bl.a. de tanker han gjorde sig om menneskets forhold til naturen. Men hans spirituelle indsigt gjorde ham ikke fri for at være påvirket af de tankestrømninger, som prægede den tid, han levede i. Dette fremgår med al tydelighed af en artikel, som han skrev til en japansk avis efter et ophold i Nazityskland i 1936.

Under sit ophold i Tyskland boede han hos nogle fjerne slægtninge i Rüdesheim en mindre by, der ligger ved Rhinen. Suzuki starter artiklen med at berette, hvordan hans slægtninge oplever tilværelsen i Tyskland under Adolf Hitlers styre. Suzuki synes, det lyder helt fornuftigt, når de taler om, hvor kaotisk alting var under demokratiet og hvordan Hitler har formået at forene folket og give det en følelse af formål. Derefter går Suzuki over til at skrive om forfølgelse af jøderne, der på dette tidspunkt var fuldt i gang med vedtagelse af Nürnberglovene i 1935, der fratog jødernes tysk statsborgerskab, forbød jøder at have offentligt embede, forbød ægteskab og seksuel samkvem mellem jøder og arier, forbød jøder adgang til de samme skoler som tyske børn m.m. Suzuki skriver:

”Selv om det er en meget grusom politik, kan det være, at der for en tid er behov for den slags ekstreme handlinger for at bevare nationen, når man ser på det tyske folks nuværende og fremtidige lykke.”

Suzuki godtager argumentet om, at jøderne er ”fremmedlegemer” i Tyskland. Jøderne har som race nogle egenskaber, der gør, at de ikke passer ind i det tyske samfund. Han godtager med andre ord hele den race-tænkning, der ligger bag nazismen. Han godtager ligeledes forestillingen om, at det der jøderne, der er ophav til kommunismen, og sætter dermed forfølgelse af jøderne i sammenhæng med bekæmpelse af kommunismen.

Efter således at have forsvaret forfølgelsen af jøderne går Suzuki over til begejstret at hylde Hitlerjugend. Han slutter artiklen af med nogle betragtninger om forskellen mellem buddhisme og kristendom set ud fra det, han har oplevet under sit ophold.

Man kan godt forsøge at finde undskyldningen for eller i det mindske forklaringer på de holdninger, Suzuki giver udtryk for i artiklen. Set fra min synsvinkel er ”sagen” imidlertid ganske klar: Både set fra et faktuelt og fra et etisk perspektiv tog Suzuki fejl.

Det er ikke vanskeligt at finde andre eksempler på mennesker, der er nået langt af den spirituelle vej, som har givet udtryk for holdninger, de fleste af os vil tage skarpt afstand fra. Det er helt bevist, at jeg har valgt netop Suzuki som eksempel. Suzuki er et af mine egne spirituelle forbilleder. Dermed håber jeg at undgå at blive beskyldt for at være ”efter nogen”.

Men noget kunne ud fra Suzukis eksempel tyde på, at svaret på det spørgsmål, som er titlen på dette indlæg, er: Nej, man bliver ikke nødvendigvis klog af at blive oplyst. Den viden eller indsigt, man får af satori, kan ikke oversættes til ”konventionel” viden. At være oplyst er mest en sag, der angår det enkelte menneske. Det er uden tvivl ”fedt” at være oplyst, hvis man godtager, at det er lig med at overvinde lidelse (og det gør jeg som nævnt), men at være oplyst er ikke det samme som at være alvidende og/eller moralsk ufejlbarlig. Oplysningen er nemlig heller ikke en garanti for, at man ikke kan tage fejl på det etiske område. Etik og viden kan ikke skilles ad. Suzuki forsvar for jødeforfølgelserne bygger på en raceteori, som ikke blot er moralsk forkastelig men også faktuelt forkert.

Det er fint at have respekt for mennesker, der er nået længere end en selv på den spirituelle vej. Der er heller ikke noget galt i at lytte til disse mennesker, når de giver udtryk for synspunkt, der ligger ud over det spirituelle. Personligt lytter jeg altid med respekt og interesse, når mennesker som Dalai Lama og Thich Nhat Hahn har noget på hjertet. Men deres autoritet begrænser sig primært til det spirituelle. Intet tyder op, at oplysning automatisk gør et menneske moralsk perfekt eller klogere på verden.

 

Carpe diem – et buddhistisk perspektiv

Der er to måder at vaske op på. Den ene går ud på at vaske op for at få rene tallerkener, den anden går ud på at vaske op for at vaske op.

Thich Nhat Hahn

Carpe diem – grib dagen. I en nøglescene i filmen ”Døde poeters klub” får den progressive engelskprofessor – spillet af Robin William – sine elever til at betragte billederne af de tidligere elever på skolen. ”Se godt på disse ansigter, de var ligesom jer, fulde af hormoner og fulde af drømme for livet, men nu er de alle sammen føde for blomsterne.” Hvorefter Williams begynder at hviske det berømte: ”Carpe diem, carpe diem – grib dagen, gør dit liv fantastisk!”

Gør dit liv fantastisk! Det lader til, at mange mennesker har taget denne opfordring til sig. I hvert fald vil vi gerne vise overfor hinanden, at vi er fuldt optaget af at gøre vores liv fantastisk. Derfor poster vi billeder ud af os selv på de sociale medier, hvor vi nyder smukke solnedgange, svælger driks på eksotiske rejsemål eller har kvalitetstid med børnene på hyggelige familierestauranter. Det lader til at mange mennesker har rigtig travlt med at gøre deres liv fantastisk. Travlt? Giver det mening at have travlt med at gøre sit liv fantastisk? Gemmer der sig ikke en modsætning mellem ”at gøre sit liv fantastisk!” og ”at gribe dagen”? Er ”gør dit liv fantastisk!” i det hele taget den logiske fortsættelse på opfordringen til at gribe dagen?

Det vestlige menneske søger efter meningen med livet. Vi sætter os mål. Et af disse mål er ”at gøre vores liv fantastisk!” Vi skal prøve noget, opleve noget – leve livet, som om hver dag var den sidste osv. Buddhismen handler om at finde meningen i livet. Umiddelbart ligner de to udsagn hinanden. Der er kun et ”med” og et ”i” til forskel. I praksis er de to uforenelige. ”Meningen med livet” står så at sige i vejen for ”meningen i livet”. Hvis livet handler om at opnå noget – som f.eks. at gøre sit liv fantastisk”– så sætter du et skel mellem ”dig selv” og ”målet/meningen”. ”Meningen med livet” er noget udenfor dig selv. Det er adskilt i tid og rum fra ”meningen i livet”, som handler om det liv, du lever lige her og nu.

Hvis det blev lidt vel teoretisk, vil jeg skynde mig at komme ned på jorden igen. Buddhismen kan sagtens skrive under på opfordringen om at gribe dagen – carpe diem. Men det buddhistiske ”carpe diem” handler ikke om at gøre sit liv fantastisk, det handler om at vaske op for at vaske op. Thich Nhat Hahn går så vidt som til at sige, at når du vasker op, skal det at vaske op være den vigtigste handling i dit liv – ellers spiller du livet!

For – hvis vi skal være realistiske – så består vores liv for størstedelen af trivielle handlinger som at vaske op, børste tænder eller kører i bil til arbejdet. Når vil stræber efter at gøre vores liv fantastisk, bliver de trivielle ting tilsvarende meningsløse. Det bliver tom tid, grå pauser indtil det fantastiske igen indtræffer. Og når det fantastiske så endelig indtræffer, har vi så så travlt med at fastholde det, at vi ikke rigtig formår at være i det.

Hvad er fedest: At tage en selfie af sig selv foran det skæve tårn i Piza eller at gøre badeværelser rene? Jeg har gjort begge dele. Jeg ved ikke, hvor fedt jeg faktisk havde det lige i det øjeblik, hvor jeg tog selfien foran det skæve tårn. Jeg kan huske, at jeg var lidt småsulten, og at jeg døjede noget med varmen. Og måske havde jeg faktisk så travlt med at huske at nyde det fantastiske øjeblik, at jeg helt glemte at nyde det. Den selfie, jeg fik taget, kunne tyde på det. Når jeg hver søndag eftermiddag gør rent på husets badeværelser, har jeg Thich Nhat Hahns opfordring om at vaske op for at vaske op i baghovedet. Jeg forsøger ikke se på det som tom tid, som noget der bare skal overstås, så jeg kan komme i gang med noget andet og sjovere. Det gør en forskel. Der er faktisk en glæde forbundet med at få glasvæggen ind til brusernichen gennemsigtig igen. Når man bare husker at gribe dagen på buddhistiske vis: Gøre rent for at gøre rent.

Ægte buddhisme

Myanmar (det tidligere Burma) er for en umiddelbar betragtning et af verdens mest buddhistiske lande. 90% af landets 60 millioner indbyggere er buddhister. Der er næsten en halv million munke og nonner. Landet er fyldt med smukke gode Pagoder og andre religiøse bygninger. Buddhismen præger dybt den enkelte borgers liv og hverdag. I hvert burmesisk hjem er der et hjemmealter med en Buddhafigur, der indviet gennem et særligt ritual, det tager fem timer at udføre. Året er fyldt med særlig buddhistiske helligdage. Men er dette et billede på ”ægte” buddhisme?

S. N. Goenka har en lille historie, der giver et bud på, hvad ægte buddhisme er. Man kan læse historien i den bog om vipassana-meditation, som man får foræret, når man har deltaget i et 10-dages meditationskursus. Historien lyder omtrent sådan:

En mand er syg og går til sin læge for at få hjælp. Lægen undersøger ham og udskriver en recept på medicin. Manden har stor tillid til sin læge. Han tager hjem og placerer et smukt billede af lægen på sin hjemmealter. Han bukker ærbødigt for billedet tre gange og ofrer blomstre og røgelse til det. Derefter tager han recepten frem og begynder højtideligt at recitere: ”To tabletter om morgenen, to tabletter om eftermiddagen, to tabletter om aftenen!” Hele dage, ja hele livet igennem reciterer han recepten, for han har stor tillid til lægen – men det hjælper ham ikke.

Manden vil vide mere om recepten, så han tager atter hen til lægen og spørger ham: ”Hvorfor har du udskrevet denne medicin til mig? Hvordan kan den hjælpe mig?” Lægen svarer ham fornuftigt: ”Det forholder sig således: Du lider af denne sygdom, og dette er årsagen til sygdommen. Årsagen forsvinder, hvis du tager medicinen. Når årsagen er forsvundet, forsvinder sygdommen af sig selv.” Manden tænker: ”Hvilken fantastisk klog læge, jeg har. Hans recept er den bedste!” Og så tager han hjem og praler til alle sine venner: ”Min læge er den bedste. Alle andre læger dur ikke!” Hele livet igennem forsætter han med at prale sådan overfor andre mennesker, uden at det hjælper ham det mindste.

Et oplyst menneske er som en læge. Af medfølelse giver han en recept, som forklarer, hvordan man kan blive helbredt fra sin sygdom. Men hvis patienten blindt tror på lægen, så gør de recepten til et helligt skrift og begynder se ned på andre religiøse grupper og påstå, at netop deres religion er den bedste. Ingen bekymrer sig om at tilegne sig læren – at tage den medicin, som ordineres for at helbrede sygdommen.

Det er godt at have tillid til sin læge, hvis det medfører, at man følger hans råd. At forstå, hvordan medicinen virker, er også godt, hvis det vel at mærke gør, at man tager medicinen. Men hvis man ikke tager medicinen, bliver man ikke af med sygdommen. Du skal tage medicinen selv.

Pointen med Goenkas historie er lysende klar: Ægte buddhisme handler ikke om ydre ting som gule dragter, komplicerede ritualer eller flotte pagoder. At lægge vægt på disse ting svarer til at tilbede recepten og billedet af lægen. Ægte buddhisme handler om at tage medicinen.

Set med mine øjne kan en ægte buddhist sagtens være en dansker, også selvom vedkommende ikke fejrer nogen buddhistiske helligdage og måske slet ikke ejer en buddhafigur.

Derimod kan man sætte spørgsmålstegn ved om et menneske, der ud fra en nationalistisk tankegang forsvarer forfølgelsen af et religiøst mindretal – hvilket desværre pt. er tilfældet for mange burmesere – er en ”ægte” buddhist. Noget kunne tyde på, at mange burmesere simpelthen har glemt at tage medicinen.

Ikke-jeg

Ved menneskets jeg-løshed menes, at i de aggregater, der udgør personligheden, er der ikke noget jeg-substans, og heller ikke noget, der ligner en jeg-substans eller tilhører en sådan.

Lankavatara Sutraen

Påstanden om, at vi ikke har et ”jeg”, er et af de helt centrale elementer i buddhismen. Men det er samtidig her, at buddhismen for alvor bliver svær at forstå. At vi ikke har et jeg, strider både mod den måde, vi umiddelbart oplever at være til i verden og mod det, vi opfatter som almindelig sund fornuft. For naturligvis har jeg et ”jeg”. Hvem eller hvad skulle ”jeg” ellers være. Et citat som det ovenstående fra den meget filosofiske Lankavatara Sutra kan virke teoretisk og virkelighedsfjernt. Kan det overhovedet lade sig gøre at sætte påstanden om, at vi ikke har et ”jeg”, i relations med vores hverdagsliv?

Når man skal forklare buddhismens kritik af jeg’et, er den normale strategi at bringe hele det buddhistiske begrebsapparat i stilling og begynde at skrive om de fem aggregater, ubestandighed, tomhed, og hvad der ellers hører med. Men hvis jeg gjorde det, risikerer jeg bare at bekræfte læseren i, at der er tale om noget teoretisk og virkelighedsfjernt. Derfor vil jeg i stedet tage udgangspunkt i det, som buddhismen i bund og grund handler om, nemlig lidelse.

For at gøre det endnu mere konkret vil jeg tage udgangspunkt i min egen ”lidelse”, som jeg oplevede den en søndag eftermiddag i efterårsferien. Jeg sætter ”lidelse” i citationstegn, da der var tale om en helt almindelig hverdags-ondt-i-livet, som ikke fortjener den helt store medfølelse fra læserens side. Men jeg sad altså der bag rattet af vores bil på vej til en hyggelig ferie med min småsovende familie omkring mig og fik pludseligt lidt ondt af mig selv. Eller rettere sagt lidt meget ondt af mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Alle mulige negative følelser dukkede op i mig. Sådan omtrent hele spektret af negative følelser: Vrede, skuffelse, bitterhed, fortrydelse osv. osv. Følelse som de fleste kender til, og som der derfor ikke er nogen synderlig grund til at gå i dybden med.

Men som jeg sad der bag rattet og havde ondt af mig selv, dukkede der heldigvis et buddhistisk perspektiv op på det hele. Det gik op for mig, at alt det, der plagede mig havde en fælles overskrift. Vrede, bitterhed, skuffelse og hvad der ellers rørte sig af nagende følelser inden i mig, cirklede alt sammen omkring jeg’et. Det var jeg’et, der var krænket og dermed årsag til vrede, bitterhed og skuffelse. Eller rettere sagt den forestilling om jeg’et, som jeg så stædigt holdt fast i.

Hvad får jeg ud af det? Hvad gør det ved mig? Vi tror, vi gør os selv en tjeneste, når vi tage vare på ”number one”. Når vi fokuserer på vores egne behov og vores egne følelser. Men måske er dette en ufrugtbar måde at anskue tingene på. Måske gør vi os selv en bjørnetjeneste, når vi stædigt holder fast i, at løsningen på vores problemer starter med ”jeg”. Det, der gik op for mig den søndag eftermiddag, var, at hvis jeg kunne slippe mit fokus på jeg’et, ville jeg samtidig kunne slippe alle de negative følelser. Sikken en befrielse det ville være! Jeg fik en klar fornemmelse af, at hvis jeg kunne droppe jeg’et, ville min ”lidelse” samtidig fordufte som dug for solen.

Ifølge buddhismen er alting betinget af noget andet. Intet eksisterer i sig selv eller for sig selv. Alting sameksisterer. At bryde illusionen om jeg’et handler at flytte fokus fra forestillingen jeg’et som en enkeltstående, selvstændigt eksisterende ”ting” til mig selv som noget, der sameksistere med resten af virkeligheden. Men hvordan sameksisterer ”jeg” med resten af virkeligheden?

Det gør jeg – heldigvis – på rigtig mange måder. Og når jeg tænker efter, så er det faktisk svært at komme med et konkret bud på, hvad ”jeg” skulle være ud over de måder, jeg sameksisterer på. Det er essensen af buddhismen påstand om, at der ikke er et ”jeg”. Og dermed er vi fremme ved det centrale i min ”åbenbaring”: Når man flytter fokus fra ”jeg” til ”sameksistens”, er det store spørgsmål ikke længere, ”hvad fra jeg ud af det?” – men – ”hvad kan jeg bidrage med?” Og når man går fra, ”hvad fra jeg ud af det?” til, ”hvad kan jeg bidrage med?”, så er vrede, bitterhed og skuffelse osv. pludseligt ikke relevant mere. Det var denne sammenhæng, der gav mig følelsen af, at der var en vej ud af min ”lidelse”.

Det er naturligvis alt sammen lettede sagt end gjort. Buddhismen hævder, at troen på jeg’et er illusion og vel at mærke en illusion, der er forbundet med lidelse, men den hævder ikke, at det er let at slippe af med illusionen om jeg’et. Da den umiddelbare følelse af befrielse, som min ”åbenbaring” havde forårsaget, lidt efter lidt forduftede, sad jeg tilbage med en erkendelse af, at der forestod et langt og hårdt stykke arbejde. Og som jeg nu sidder her et par uger senere og skrive dette, er det med en erkendelse af, at jeg knap nok har fået begyndt. Men derfor kan følelsen godt have ret. Der er en vej ud af lidelse. Og den vej hedder ikke-jeg.

Naturlig karma

”Jeg kan huske en buddhistisk lærers refleksion over holocaust i Nazityskland under 2. verdenskrig: “Hvilken forfærdelig karma, alle disse jøder må have haft…” Denne form for fundamentalisme, som bebrejder ofrene og rationaliserer deres rædselsvækkende skæbne, er ikke længere noget. som bør tolereres i stilhed. Det er på tide for den moderne buddhist og den moderne buddhisme at vokse ud af dette ved at acceptere et socialt ansvar og finde måder at adressere sådanne uretfærdigheder på.”

David R. Loy

Som skolelærer oplever jeg daglig, hvor dybt kravet om retfærdighed ligger i os mennesker. Der er ikke noget, der kan hidse mine elever mere op, end når de oplever uretfærdighed. Det er udgangspunktet for utallige diskussion og skænderier, og det er meget stærke følelser, der er på spil, når det handler om retfærdighed.

Ønsket om at leve i en retfærdig verden ligger dybt i os. Vi føler, at det burde gå de gode godt og de onde dårligt. Man skal imidlertid være mere end almindelig blåøjet for at mene, at den verden, vi lever i, er kendetegnet ved retfærdighed. Vi kender hver især alt for mange eksempler på, at det er gået de onde godt og de gode dårligt.

Op gennem historien har mennesket fundet forskellige ”løsninger” på problemet med verdens uretfærdighed. I kristendommen hedder løsningen himmel og helvede. Den åbenlyse uretfærdighed i jordelivet får sin løsning i den hinsides, hvor de onde får deres retfærdige straf, mens de gode får deres retfærdige belønning. I hinduismen og buddhismen hedder løsningen karma. Også her har man brug for det hinsides for at få regnestykke til at gå op. Retfærdigheden går op ved at strække retfærdigheden ud over flere liv. Karma er i denne tolkning lig med en forestilling om en slags garanteret retfærdighed i verden. Som i kristendommens himmel og helvede er karma en garanti for, at det – ganske vist i det meget lange løb – går de gode godt og de onde dårligt. Karma tilfredsstiller dermed vores ønske om at leve i en retfærdig verden.

Der er to grunde til, at jeg vender mig mod denne udlægning af karma. Den ene vil jeg kalde den filosofiske indvending – den anden vil jeg kalde den etiske indvendig.

De filosofiske indvendig handler om, hvor retfærdigheden skulle komme fra. Hvem eller hvad er det, som kan sørge for retfærdigheden? En garanteret retfærdighed kan kun stamme fra en instans, der på én gang står uden for verden og samtidig har magt over den. Et andet ord for en sådan instans er ”Gud”. Men en dualisme mellem Gud og verden er i lodret modstrid mod de mest grundlæggende forestillinger i den buddhistiske lære.

Den etiske indvendig handler om, hvad karma kan (mis)bruges til. Tolket som en forestilling om garanteret retfærdighed, kan karma nemlig paradoksalt nok bruges til at retfærdiggøre al mulig uretfærdighed. Ligegyldigt hvilke uhyrligheder, der overgår mennesker – folkemord, naturkatastrofer, fattigdom, sygdom – kan det alt sammen tilskrives dårlig karma. Omvendt kan privilegier, magt og rigdom forklares som et resultat af god karma. På denne måde kan ”karma” bruges som et forsvar for status quo og som for en undskyldning for ikke at gøre noget ved verdens uretfærdigheder.

Karma som en forestilling om en garanteret retfærdighed er lig med en afart af skæbnetro – en forestilling om en verden kendetegnet ved streng determinisme. Buddhas projekt med at bekæmpe lidelsen giver kun mening, hvis det er muligt for det enkelte mennesker at gøre en forskel i sit liv. Hvis lidelse var ”skæbne”, hvorfor så gøre sig al den ulejlighed med at hjælpe mennesker med at overvinde den?

Din lidelse har årsag i de omstændigheder der udgør dit liv, henunder din biologiske arv og det miljø, du er vokset op i. Det er dit udgangspunkt. Dette kunne man for min skyld godt kalde karma, hvis man vel at mærke droppede forestillingen om, at der er en retfærdighed forbundet hermed, at det i en eller anden forstand er vores egen ”skyld”, og hvis man droppede forestilling om, at det er ”skæbne”. Karma er det, jeg gør med mit liv. Karma er, hvordan jeg forandrer min livssituation ved at ændre det, der motiverer mine handlinger. I denne tolkning er karma det stik modsatte af skæbne og garanteret retfærdighed: En helt afgørende pointe i buddhismen er, at karma er noget, du selv har indflydelse på: At du selv kan gøre en forskel. At du kan ændre din karma.

I mange buddhistiske skrifter kan man læse, at dårlige handlinger fører til lidelser, og gode handlinger fører til lykke. Dette kan nemt misforstås som påstand om straf og belønning, som i en eller forstand må komme udefra. Men i buddhistisk sammenhæng giver det ikke mening at hævde, at vi straffes og belønnes for vores handlinger. Dette ville nemlig kræve en straffende instans (Gud). Derimod giver det fin mening at hævde, at vi straffes og belønnes af vores handlinger.

Hvis jeg føler vrede og bitterhed er den, der i første omgang lider under dette mig selv. Jeg straffes af mine handlinger – jeg lider på grund af det, mine handlinger gør mig til – et vredt og bittert menneske De to små ord ”for” eller ”af” gør en verden til forskel. Buddhismen hævder faktisk, at dårlige handlinger gør os ulykkelige, og at gode handlinger gør os lykkelige. Men ikke som resultat af noget ydre instans indgriben. Ikke som resultat af en garanteret retfærdighed. ”Straffen” og ”belønningen” ligger i handlinger selv. Dette er naturlig karma.

Sekulær buddhisme – vestlig buddhisme

Elsk alt, der lever. Hvis du hverken lyver eller slår eller stjæler, hvis du ikke er grådig, men lever i tillid, hvad skal du så bruge Gaya til?

Sådan svarede Buddha en bramin, der talte om at rense sin sjæl ved at bade i en hellig flod. For Buddha var det nonsens at tro på hellige steders magiske virkning. Det eneste, der betyder noget i forhold til ”at rense vores sjæl”, er vores handlinger. Buddha havde et meget jordnært mål for sit virke: Han ville bekæmpe lidelse. Mange taler om at skabe en sekulær buddhisme. I min optik er buddhisme født sekulær. Der er intet mystisk, irrationelt eller overnaturligt i kernen af den buddhistiske lære.

Denne udlægning af buddhismen strider umiddelbar mod, at det vrimler med guder, dæmoner og overnaturlige begivenheder i de tidlige buddhistiske skrifter. Spørgsmålet er imidlertid, om disse overnaturlige fænomener spiller nogen rolle for kernen i Buddhas lære. Buddha levede i jernalderen. Jernalderens kosmologi var det sprog, som den tidlige buddhisme nødvendigvis måtte udtrykke sig i. Videnskab og rationel tænkning lå endnu lagt ude i fremtiden.

Buddha var ikke en hellig profet, der leverede en fiks og færdig religion, som eftertiden kunne tilslutte sig. Buddha var ”blot” det menneske, der satte lærens hjul i gang. Dette er til gengæld – set med mine øjne – mere end rigeligt til at gøre Buddha til et af de vigtigste mennesker, der har levet på jorden.

Kerne i den buddhistiske lære findes allerede i den tidlige buddhisme. Men hvis buddhismen skal være relevant det moderne vestligt menneske, skal jernalderen tolkes ud af sutraerne. Det er ikke svært, som det umiddelbart kunne lyde: De fire ædle sandheder med deres fokus på lidelsen som menneskets største udfordring. De ottefoldige vej som den ”metode”, der kan lede os ud af lidelsen. De tre gifte – begær, had og uvidenhed – som det der hindrer os i at følge den ottefoldige vej. En ikke-dualistisk livsopfattelse, hvor troen på et selvstændigt eksisterende jeg udgør den dybere årsag til lidelsen. Der er intet irrationel eller mystisk ved disse centrale elementer i den buddhistiske lære. Der er intet i dette, der strider mod sund fornuft eller videnskabens seneste opdagelser. Det har intet at gøre med tro i betydningen blind overgivelse. Og sidst men ikke mindst: Det er en lære, som tolket ind i en moderne virkelige, stadig er uhyre relevant.

Men hvis det skal vises, at buddhismen er relevant for det det moderne vestligt menneske, er det efter min opfattelser ikke nok at tolke jernalderen ud af buddhismen. Der er endnu et skidt at tage. Det er også nødvendigt at tolke Østen ud af buddhismen. Mange af de irrationelle elementer, der stadig præger den måde, buddhismen praktiseres på her i Vesten, stammer i højere grad fra Østens traditioner, end de stammer fra den oprindelige buddhisme. Vi skal gøre os fri af vores næsegruse beundring af alt, hvad der stammer fra Østen. Hellige mænd, der hævder at være reinkarnationer af tidligere tiders hellige mænd, mystiske remser og ritualer, som man deltage i uden rigtig at kende og forstå baggrunden og betydningen, en blind følgen af en ”gurus” udlægning af læren – det er alt sammen eksempler på ting, som man både kan argumenterer for er i direkte modstrid med Buddhas oprindelige lære samtidig med, at de passer dårligt med det bedste i den vestlig tradition: At man tænker kritisk og rationelt og med dette som udgangspunkt selv tager stilling. Hvis lærens hjul skal ruller videre i en vestlig kontekst, er der brug opgør med Østens traditioner. Der er brug for, at vi i vesten finder vores egen måde at udlægge og praktisere læren. Der er brug for en ægte vestlig buddhisme.

Medfølelse

Medfølelse er den eneste energi, der kan hjælpe os med at relatere til et andet menneske. Et menneske, der ikke har medfølelse i sig, kan aldrig være glad.

Thich Nhat Hahn

Af en eller anden grund er der altid TV2 på skærmene, når jeg er oppe træne i det lokale center. Det gør ikke den store forskel, hvad der kører på skærmen, for jeg foretrækker at træne med musik i ørene. Udsendelserne er blot nogle skiftende billeder. En af de seneste gange jeg var oppe at træne, var det som så ofte før ”Go’aften Danmark”, der var på skærmen. En udsendelse jeg har et lidt underligt forhold til, for jeg aldrig har set den med lyd på – jeg har kun set billederne. Men denne aften kunne jeg næsten ikke holde ud at se på skærmen. Billederne viste et interview med en ung familie, som havde taget deres lille datter med. Hvad intervieweren spurgte om, og hvad forældrene svarede, har jeg ingen anelse om. Men under hele interviewet var der en undertekst, og det var den, som gjorde det næsten ubærligt at se på skærmen. Jeg kan ikke huske den præcise ordlyd af teksten, men den sagde noget i retning af: ”Medicinen findes, som kan gøre pigen rask, men omstændighederne hindrer hende i at få den, så nu ender hun om kort tid i rullestol.” Mens teksten blev vist på skærmen, tullede den lille pige fredsommeligt rundt i studiet.

”Du skal elske din næste, som dig selv” Ligger der ikke i dette en påstand om, at det er let at elsker sig selv, men svært at elsker andre? Når kristendommen prædiker, at vi skal være gode er den implicitte påstand så ikke, at vi i bund og grund er det modsatte? ”Enhver er sin egen lykkes smed.” Hele det økonomiske system, som vesten har påduttet resten af verden, bygger på egoismen som princip. Medfølelse er i vestlig tankegang noget ydre – noget vi pålægger os selv, eller som bliver os pålagt. Egoismen betragtes som det umiddelbare, det naturlige.

Medfølelsen forbandt mig med familien på skærmen. Når udsendelsen var uudholdelig at se på, skyldes det, at jeg ikke kunne lade være med at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg var i deres situation. Det skyldes ikke, at jeg er et specielt godt menneske. Det skyldes snarere, at jeg selv er far. Medfølelse kan måles. Videnskabelige eksperimenter har vist, at når vi ser mennesker, der er udsat for smerte, bliver smertecentrene i vores egen hjerne aktiveret. Vi føler faktisk deres smerte. Og jo mere vi er i stand til at identificeres os med det andet mennesker, desto mere af deres smerte vil vi føle.

I buddhismen er medfølelse noget fundamentalt: Medfølelse er det, der forbinder os med resten af verden. Når jeg kunne se mig selv i forældreparret på skærmen, er det medfølelse. At kunne se sig selv i alting omkring sig er oplysning. Medfølelse er vejen til oplysning. I buddhismen er medfølelse ikke et ”bud”, der bliver os pålagt af en ydre instans. Det er ikke noget ”ydre”. I buddhismen er medfølelse et spørgsmål om erkendelse, om virkelighed.

Men medfølelse er i buddhistisk sammenhæng ikke identisk med at føle det samme. Det, jeg følte, var empati. Empati er medfølelsens begynderstadie. Men at kunne forstå andre menneskers følelser er ikke det samme som at have dem – hævder buddhismen. Jeg havde lyst til at flygte fra billederne på skærmen. Bagsiden af empati – at føle det samme – er, at følelserne kan blive for voldsomme. Så voldsomme, at man mest af alt har lyst til at flygte fra dem. Og så er man ikke i stand til at være en aktivt medfølende – til at hjælpe. Et deprimeret menneske har svært ved at hjælpe et andet deprimeret menneske. Buddha havde medfølelse med alle levende væsner men han sad med et lille smil omkring munden – ikke fordi han var ligeglad, men fordi han kendte vejen ud af lidelsen. Du behøver ikke selv at lide for at kunne hjælpe mennesker, der lider.

Buddhisme og politik

Selv det bedst tænkelige økonomiske og politiske system kan ikke forventes at fungere, hvis menneskene inden for dette system fortsat er motiveret af grådighed, aggression og uvidenhed – de “tre brande” eller “tre gifter”, som buddhismen opfordrer os til at omdanne til deres mere positive modstykker: Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom.

David R. Loy

Vi danskere er – for en stor del med rette – stolte af vores politiske system. Vores demokrati er velfungerende. Der er næsten ingen korruption. Vi har en grundfæstet ytringsfrihed. Og afstanden mellem politikerne og de almindelige borgere er – alt anden lige – langt mindre hos os end i andre lande. Trods disse gode ting er jeg personligt temmelig deprimeret over tingenes tilstand i dansk politik.  Sagt på jævnt dansk så forekommer det mig, at det ikke er generøsitet, kærlig-venlighed og visdom, der præger dansk politik lige nu.

Buddha levede i jernalderen. Sutraerne tager udgangspunkt i det samfund, der eksisterende dengang – et samfund, hvor de problemstillinger, der kendetegner det moderne samfund, slet ikke fandtes endnu. Derfor kan man naturligvis stille spørgsmålstegn ved, om det giver det mening at bruge buddhismen i forhold til nutidens politisk spørgsmål. Mit svar er enkelt: Det skal give mening! Buddhisme er ikke spirituelt navnepilleri. Buddhismen er en måde er være i verden på. Det giver ikke mening at spænde buddhismen for nogen bestemt politisk vogn. Men det skal give mening med udgangspunkt i en buddhistisk livsopfattelse at forholde sig til nutidens virkelighed, herunder den politiske virkelighed.

I stedet for at komme med nogle svar, vil jeg stille en nogle spørgsmål. Jeg vil tage udgangspunkt i det tema i den politiske debat, som gør mig allermest deprimeret: Flygtningen og indvandre-debatten. Og jeg vil stille mine spørgsmål med udgangspunkt i de tre gifte: Grådighed, had og uvidenhed. Mine spørgsmål lyder som følger:

Når en del af befolkningen konstant bliver mistænkeliggjort og udråbt som problem, og som en konsekvens heraf bliver gjort til genstand for lovgivning, hvis eneste praktiske formål er at gøre livet så surt som muligt for denne befolkningsgruppe – er det så ikke: Had? (Tænk: Burkaforbud, ghettoplan, lagkagefejring).

Når love gang på gang bliver vedtaget, ikke fordi man har nogen sikker grund til at antage, at de har nogen gavnlig virkning i forhold til de problemer, de vedrører, men alene på grund af deres symbolværdi, fordi de får politikerne til at fremstå som handlekraftige – er det så ikke: Uvidenhed?

Og når politikerne gør alt det, fordi deres spindoktorer med udgangspunkt i analyser af vælgermassen har fortalt dem, at det er den eneste måde, de kan sikre sig magten – er det ikke: Grådighed?

The answer my friend…

Generøsitet, kærlig-venlighed og visdom handler om at være for noget for nogen. Lidelse er omdrejningspunktet for buddhismen og må også være det for en buddhistisk begrundet stillingtagen til politiske spørgsmål: Hvordan bekæmper vi lidelse i samfundet? Jeg savner i den grad positive visioner i dansk politik.

Opdraget til egoisme

Menneske er… Prikkerne kan udfyldes med mange forskellige udsagn. ”Mennesket er godt”. ”Mennesket er ondt”. ”Mennesket er egoistisk”. Set fra en buddhistisk synsvinkel er alle udsagn, der begynder med et ”mennesket er…”, et falsk udsagn. Mennesker er ikke. Mennesker bliver. Det er intet i verden, som ikke er underlagt forandring. Der er intet i verden, som har fast kerne af identitet. Derfor giver udsagn af typen ”mennesket er…” ikke mening – uanset om det, der fyldes i prikker, er noget godt eller noget dårligt, noget negativt eller noget positivt.

Når man skifter ”er” ud med ”bliver”, åbner verden sig pludselig op. ”Mennesket er egoistisk” er et fatalistisk synspunkt. Der er ikke meget andet at gøre end at beklage tingenes tilstand. ”Mennesket bliver egoistisk” kalder på en forklaring. For hvordan bliver mennesket egoistisk?

”Nutidens børn er nogle små egoister”. Mange pædagoger og skolelærere vil nok med en lettere fortvivlet mine erklære sig enige i dette udsagn. Men hvordan bliver nutidens børn små egoister?  Jeg vil komme med følgende bud på en opskrift:

Først skal man sørge for ikke at sætte grænser for sine børn. Grænser handler jo dybest set om at anerkende, at der er en verden foruden en selv, der kan gøre modstand mod ens ønsker. Dernæst skal man sørge for, at ens børn ikke lærer at tage ansvar. Ingen pligter og ingen deltagelse i fælles oprydning, madlavning osv. Sidst men ikke mindst skal man foregå med et ”godt” eksempel. Uden blusel parkerer i handikapboksen og åbent prale med, at man snyder i skat og bryder fartgrænserne.

Som skolelærer har jeg mødt en hel del børn, der er blevet opdraget ud fra principper, der minder meget om dem, jeg har beskrevet ovenfor. Som regel har forældrene haft stor succes med at opdrage deres børn til at blive små egoister. Og nu kommer buddhismen snart på banen igen.

For det er ikke nemt at være en lille egoist. De små egoister kommer ofte i konflikt med andre børn. Og når de kommer i konflikt med andre børn, er de ikke i stand til at løse dem. De har nemlig lært hjemmefra altid at pege udad. Resultatet er nogle børn som bruger meget af deres tid på at være vrede og frustrerede. Egoistiske børn er ikke lykkelige og harmoniske børn. Forældre, der opdrager deres børn til egoisme, gør børnene en bjørnetjeneste.

Når man kan føle sig fristet til at skrive under på påstanden om, at mennesket er egoistisk, kan det skyldes, at man ikke orker at gå rundt med dårlig samvittighed over ens egen egoistiske adfærd. Giv mig dog fred til at være den jeg er, selvom jeg ind imellem gør alt det forkerte. Men når buddhismen går imod egoismen, handler det ikke om moral. Skyld og dårlig samvittighed er ikke fænomener, der hører hjemme i buddhismen.

Buddhas projekt var ikke at slå mennesker oven i hovedet med en moralsk hammer. Buddhas projekt var at bekæmpe lidelse. Når jeg handler egoistisk, skaber jeg en kløft mellem mig selv og resten af virkeligheden. Jeg gør mig selv fremmed, isoleret og ensom. Egoisme er ofte den nemme løsning, men i det lange løb er det ikke den kloge løsning. At bekæmpe egoismen hos sig selv og hos sine børn handler derfor ikke om moral, det handler om erkendelse. Det handler om at nå frem til at erfare, at egoisme skaber lidelse.

Sandhed og Løgn

The practice of right speech is to try to change our habits so that our speech arises from the seed of Buddha, that is in us, and not from our unresolved, unwholesome seeds.

Thich Nhat Hanh

“Ser jeg tyk ud i den her kjole?” Enhver ægtemand ved (måske af bitter erfaring), hvad det “rigtige” svar på dette spørgsmål er. For i virkeligheden handler spørgsmålet ikke så meget om, hvad denne eller hin kjole gør ved hustruens figur (det har de fleste ægtemænd alligevel ikke særlig meget forstand på) – det handler om, om ægtemanden stadig finder hende attraktiv. Hvis hun virkelig ønskede et seriøst råd om, hvordan hun ser ud i kjolen, ville hun spørge en af hendes veninder. Hvis jeg faktisk synes, at en kjole misklæder min hustru, og jeg alligevel frejdig svarer “nej” til spørgsmålet, lyver jeg så? Det kommer an på, hvilket af spørgsmålene jeg svarer på – for jeg finder stadig min kone attraktiv. Dette banale eksempel viser, hvor kompliceret det med sandhed og løgn er. Hvis man helt firkantet fulgte det 8. bud, ville man ikke bare rode sig ud i alle mulig ubehageligheder, man ville også – hvad der er langt mere alvorlig – uundgåeligt kommer til at gøre andre mennesker fortræd.

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden… I min vilde ungdom sad jeg en sen aften på kollegiebaren sammen nogle venner og en ganske ung pige, der netop var flyttet ind på kollegiet. Den unge pige snakkede løs om et eller andet emne. Jeg var mildt sagt temmelig vissen. Faktisk var jeg mere eller mindre døset hen. Alligevel formår jeg på et tidspunkt at løfte hoved, kikke den unge pige dybt ind i øjnene og sige: ”Du er dum, ufattelig dum!” – hvorefter jeg straks døser hen igen. Dagen efter forsøgte jeg at undskylde min opførsel overfor pigen. Men det lykkedes ikke. Problemet var, at jeg havde ment det, jeg sagde, og at den unge pige viste, at jeg havde ment det, jeg sagde. På en måde havde jeg levet 100% op til den 8. bud. Jeg havde ikke løjet, men åbenhjertigt sagt det, jeg oplevede som sandheden. Men den unge pige og jeg kom aldrig rigtig på god fod igen.

Firkantede regler virker ikke rigtigt i den sammensatte virkelighed, vi lever i. Både med løgn og med sandhed kan man gøre andre mennesker og sig selv fortræd.

Den ottefoldige vej er indholdet af den sidste af de fire ædle sandheder. De fire ædle sandheder er, som mange nok allerede ved, lidelsen, lidelsens årsag, lidelsens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør. De fire midterste dele af den ottefoldige vej handler om etik. Den første af disse bærer overskriften: Ret tale. Ifølge traditionen er der fire dele af ”ret tale”. 1) ”At tale sandt”. 2) ”Ikke tale med en kløvet tunge”. 3) ”Ikke at tale med hårde ord.” 4) ”Ikke at overdrive eller forskønne.”  Men essensen af ”Ret tale” kan formuleres således: Du må ikke gøre fortræd med ord.

”Ret tale” handler ikke om firkantede regler De fire dele skal ses som praktiske tommelfingerregler, der skal tilpasses omstændighederne. Det vigtige er, som sagt, at ord kan gøre fortræd. Løgn er forkert, fordi du ved at lyve gør andre mennesker eller dig selv fortræd. At bruge hårde ord er forkert, fordi du ved at bruge hårde ord kan såre andre. Men hvis du ved at fortælle sandheden skaber lidelse, er det også forkert. Og hvad der gælder som hårde ord er i høj grad afhængig af, hvem du taler med.

At udøve ”ret tale” hænger uløseligt sammen med evner til at lytte. Hvad er det egentlig, den anden siger, hvad er det egentlig, den anden ønsker. Det er derfor, jeg ikke har dårlig samvittighed, hvis jeg svarer ”nej” til det med kjolen. Jeg tror, jeg har lyttet mig frem til, hvad det egentlig er, min hustru spørger om. Nogle mennesker elsker at give gode råd. Men hvis vi ikke evner at lytte til det menneske, vi har for os, er de gode råd, vi giver vedkommen måske mere til skade end til gavn.

Jeg ved ikke, hvordan min ”åbenhjertighed” påvirkede den unge pige. Det mest sandsynlige er nok heldigvis, at hun for længst har glem episoden med ham fulderikken på kollegiebaren. Men ved mine hårde ord gjorde jeg mig til et menneske, jeg ikke ønsker at være. Derfor kan jeg stadig huske det. Pilen peger altid tilbage på én selv.