Kategori: Buddha

Øko-sattva-løfterne

Hver morgen, inden jeg starter min morgenmeditation, gentager jeg nogle løfter, som bygger på buddhismens fem forskrifter. Løfterne lyder:

Jeg vil ikke dræbe, men handle til gavn for alt liv.

Jeg vil ikke tage det, der ikke er givet, men være gavmild.

Jeg vil ikke foretage seksuelle handlinger, der skaber lidelse, men behandle alle med respekt.

Jeg vil ikke tale falsk, men tale og lytte fra hjertet

Jeg vil ikke misbruge min egen eller andres krop eller sind, men dyrke et sind, der ser klart.

Løfterne er for mig en påmindelse om, at det etiske har en afgørende betydning i buddhismen. Buddhismen handler ikke kun om dig selv, men i lige så høj graf om den verden, du er en del af, og hvordan du vælger at være del af verden.

Jeg har netop købt David R. Loy’s nyeste bog ”Ecodharma”. Her giver Loy et bud på, hvordan man ud fra en buddhistisk synsvinkel kan forholde sig til verdens miljøproblemer. Jeg er endnu ikke blevet færdig med bogen, men vil vende tilbage til den, så snart jeg bliver det. Den lover godt. Bagerst i bogen har jeg fundet disse ”øko-sattva-løfter”, som jeg tænker, andre kunne få glæde af.

The Ecosattva Vows

I vow to myself and to each of you:

To commit myself to the healing of our world and the welfare of all beings.

To live on earth more lightly and less violently in the food, products, and energy I consume.

To draw strength and guidance from the living earth, the ancestors, the future generations, and my brother and sisters of all species.

To support others in our work for the world and to ask for help when I need it.

To pursue a daily practice that clarifies my mind, strengthens my heart, and support me in observing these vows.

Jeg har ikke oversat løfterne til dansk, da ikke synes min engelskkundskaber rækker. Men hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i det, vil jeg lægge resultatet ud her på siden.

/Lars Steiniche

PS: Ordet Ecosattva/øko-sattva spiller på bodhisattva’en, som er en helt central figur i mahayana-buddhismen. En bodhisattva er en person, der ud fra medfølelse med sine medskabninger har afgivet et løfte om ikke at opnå oplysningen, før alle levende væsener har opnået oplysning.

De to muligheder

Buddha sagde: “Når en vis person lider, spørger hun sig selv.” “Hvad kan jeg gøre for at blive fri for denne lidelse? Hvem kan hjælpe mig? Hvad har jeg gjort for at befri mig selv for denne lidelse?” Men når en tåbelig person lider, spørger hun sig selv:” Hvem har forurettet mig? Hvordan kan jeg vise andre, at jeg er et offeret? Hvordan kan jeg straffe dem, der har forårsaget min lidelse?”

Thich Nhat Hanh

Vi har disse to muligheder. Når man møder udfordringer i livet, kan man vælge at pege indad eller pege udad. Det er altid fristende at vælge mulighed nr. 2. Der vil altid være årsager til de udfordringer, man møder i livet – hvad enten de er fysiske, psykiske eller sociale – og ret beset vil disse årsagen ofte ligge udenfor én selv. Mulighed 2 har et skær af realisme over sig. Men et falsk skær hvis målet er at befri sig selv for lidelse. Mulighed 2 er ”tåbelig”, fordi den ikke løser problemerne. Og hvis man lader sig gribe af ønsket om at straffe dem, der er årsag til ens lidelser, glemmer man, at det ikke fjerner lidelsen. Her fører mulighed 2 tværtimod til mere lidelse, fordi den er båret af følelser som vrede og bitterhed. Følelser som det er lidelsesfuldt at være i.

Pointen med mulighed 1. er ikke at tage skylden på sig. Pointen med mulighed 1 er, at man handler der, hvor man har mulighed for at handle. Hvis målet er at befri sig selv for lidelse, hjælper vrede og bitterhed ikke. Man skal ikke pege indad for at bebrejde sig selv, men fordi den umiddelbare mulighed for at finde en vej ud af lidelsen ligger der.

Om ikke så længe skal der være valg i Danmark. Måske kan princippet om de to muligheder overføres til politikkens verden. For politik handler vel dybest set om bekæmpe samfundets lidelser. Jeg vil foreslå følgende ”oversættelse”: I politik peger man indad, når man har fokus på at løse problemerne. Man peger indad, når man åbent ser virkeligheden i øjnene – også når den er kompliceret og ikke kan oversættes til letforståelige valgslogans. I politik peger man udad, når man søger efter nogen, man kan give skylden. Man peger udad, når man vil løse sociale problemer med straf. Man peger udad, når man appellerer til følelser som vrede og forurettethed.

De to muligheder kan nok ikke hjælpe en til at finde frem til, hvem man skal stemme på. Men måske kan de give et fingerpeg om, hvem man IKKE skal stemme på.

Godt valg!

Det banale liv

Ah dette! Når dette udbrud dukker frem, har du fundet dig selv. Du opdager samtidig, at alle læresætningerne fra de gamle værker, der står skrevet i den buddhistiske Tripikata, de taoistiske skrifter og de konfucianistiske klassikere, ikke er andet end kommentarer til dit eget pludselige udbrud, Ah dette!

Tai-Hui

Det har taget mig mange år at nå frem til følgende ”dybe” sandhed: Livet er banalt. Livet ikke er en stor og kompliceret gåde, der skal løses før man kan komme videre med det, som jeg mente i min filosofiske ungdom. Livet handler heller ikke om ”ydre” ting – om at sætte sig mål som penge, magt og berømmelse. Livet handler om det, som ligger lige for næse af os. Eller udtrykt på en anden måde: Hvis du ikke kan finde meningen HER, så finder du den aldrig. Denne påstand kan let misforstås. Det kan komme til at lyde som en naiv opfordring til at hylde de nære ting. Bare du husker at hygge med familien og lue om grønsagerne i køkkenhaven, så er alt fint. At livet er banalt, indebærer desværre ikke, at livet er nemt. Så måske er jeg nødt til at udvide min indsigt til følgende: Livet er banalt, men ofte svært. Ikke svært i betydning kompliceret, men svært i betydningen, at det gode liv ikke kommer af sig selv, men kræver hårdt arbejde.

Det gode liv handler om enkle ting, og det er enkle ting, der står i vejen. Det sidste er udfordringen. Det er der, arbejdet ligger. Denne grundholdning præger min ”tolkning” af buddhismen. Buddhismen handler for mig ikke primært om at forstå verden. Buddhismen er en hjælp til at være i verden. Det vigtigste begreb i buddhismen er lidelse – dukkha. Stephen Batchelor skriver i ”After buddhism”:

Dukkha er den tragiske dimension i livet, implicit i erfaringen, fordi verden hele tiden skifter og ændrer sig til noget andet. Dukkha er livets molskala, dets bittersøde smag, dets irriterende flygtige charme, dets fascination og skræmmende ophøjethed. Dukkhas oprindelse ligger i selve strukturen i verden, ikke i en følelse som begær eller i en fejlagtig erkendelse som uvidenhed. En betinget og foranderlig verden som vores er ikke et sted, hvor vi finder varig lykke. Men desto mere åbner vi os helhjertet for og omfavner denne tragiske dimension, jo mere værdsætter vi skønheden, glæden og fortryllelsen i verden. Netop fordi den er flygtig og bestemt til at forsvinde.

Buddhismen er ikke et hurtig fiks, der med et trylleslag kan afskaffe lidelsen. Lidelse er et grundvilkår i tilværelsen. Lidelse er ikke et abstrakt begreb, der kan forklares ud fra ud fra abstrakte principper som ”begær” og ”uvidenhed”. Lidelsen er konkret og individuel. Det hjælper ikke at flygte fra lidelsen. Det handler om accept. Om at nå dertil hvor man kan se det smukke i, at håret bliver gråt og kroppen skrøbelig. Et helt centralt aspekt i at nå frem til accepten er meditation. Igen et langt citat fra Batchelor:

Meditation har sin oprindelse i det sublime i hverdagen. Jeg har ringe interesse i at opnå tilstande af vedvarende koncentration, hvor oplevelsen af sanselig rigdom er erstattet af ren introspektiv ekstase. Jeg har ingen interesse i at recitere mantraer, visualisere buddhaer eller mandalaer, have ud-af-kroppen oplevelser, læse andre folks tanker, praktisere klare drømme eller kanalisere psykiske energier gennem chakraer, endsige lade min bevidsthed blive absorberet i det ubetingedes transcendentale perfektion. Meditation handler om at omfavne, hvad der sker med denne organisme, idet det berører sit miljø i dette øjeblik.

Meditation er en øvelse i at være her. D.T. Suzuki, fra hvis bog om zenbuddhisme citatet overfor stammer, lægger meget vægt på oplysning. Men oplysning handler for Suzuki om at overvinde lidelsen i dette liv. Oplysning er den fulde evne til at være HER. Det er denne sammenhæng, udbruddet ”Ah dette” hentyder til. Efter udbruddet går livet videre som hidtil. Den oplyste ”spiser, når han er sulten og sover, når han er træt”. Forskel er alene en vished om, at det banale liv er nok.

To slags buddhisme

For godt en uge side lagde jeg link ud til en kronik, jeg har skrevet til dagbladet Information på facebooksiden ”Buddhisme i Danmark”. Artikel har titlen ”Buddhismen er en måde at bekæmpe følelsers negative indflydelse på vores liv”. Det var ikke den titel, jeg selv havde givet kronikken, men da den er nogenlunde dækkende for indholdet, gjorde jeg ikke indvendinger mod den. Jeg havde slet ikke forventet de voldsomme reaktioner, som artiklen gav anledning til. 123 kommentarer hvoraf en stor del har været meget negative (der har dog også været nogle positive og 44 likes – tak for det!).

Jeg har siden da reflekteret en del over, hvorfor en artikel, som jeg selv umiddelbart opfatter som ret uskyldig, kan afføde en så voldsom reaktion. Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at det handler om et sammenstød mellem to meget forskellige tolkninger af buddhismen.

For at gøre min fremstilling så neutral som muligt, vil jeg i den følgende tale om buddhisme 1 og buddhisme 2. Jeg vil skynde mig at melde ærligt ud, at jeg i min beskrivelse af de to former for buddhisme er stærkt inspireret af David R. Loys og Stevens Bachelors tanker. Så er kritikerne af de to herrer ligesom advaret.

Buddhismen 1 har fokus på oplysning. Buddhismen handler om at nå frem til en sandhed. Da sandheden er i fokus, er det meget vigtigt, at tolkningen er korrekt. Kun mennesker, der selv er oplyste, har sandheden og kan formidler den videre til andre.  Derfor står der i buddhisme 1 stor respekt om disse personer.

”Genfødsel” og ”karma” er helt centrale aspekter af buddhisme 1.

Buddhismen 2 har fokus på lidelse. Buddhisme 2 handler ikke primært om at nå frem til en “sandhed” men om, hvordan man takler dette liv.  Da buddhisme 2 er ”praktisk” i sit sigte og fokus er på lidelse, er det med den rigtige tolkning ikke helt så vigtigt. Det værste, der kan ske, er, at “kuren” ikke virker – hvilket naturligvis kan være slemt nok. Nirvana er i buddhisme 2 ikke et sted, man kan komme hen, og oplysning er ikke det samme som alvidenhed – begge begreber er simpelthen synonymer for lidelsens ophør.

Indenfor buddhisme 2 er der forskellige holdninger til begreber som “genfødsel” og “karma”, men de spiller ikke en så central rolle som i buddhisme 1. Buddhisme 2 handler først og fremmest om dette liv.

Buddhismen 1 og buddhisme 2 er to yderpunkter. Der er givetvis en hel del buddhister, der befinder sig et sted midt imellem.

Efter min mening giver det ikke rigtig mening af diskutere, om det er buddhisme 1 eller buddhisme 2, der er den “rigtig” buddhisme. Irriterende nok kan man i sutraerne finde belæg for begge tolkninger.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er en rendyrket tilhænger af buddhisme 2. Men jeg vil aldrig sætte spørgsmålstegn ved, om tilhængerne af buddhisme 1 har ret til at kalde sig buddhister.

Jeg har en sød svigerinde, der er kristen. Da jeg fortalte om de negative reaktioner på min artikel, forstod hun dem godt. ”Husk at mennesker er meget følsomme i forhold til deres religion”. Det havde jeg nok glemt, og derfor kom reaktionerne bag på mig.

Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive om buddhisme 2. Jeg synes, buddhismen er vigtigt som et alternativ til den måde, vi i Vesten normalt tænker og lever på.  Min oprindelig titel på kronikken var ”Hvad kan buddhismen?”. Jeg er overbevist om, at buddhismen ”kan” noget. Derimod tror jeg ikke, at verden har brug for en ”sandhed”. Men det er alt sammen naturligvis kun min egen personlige holdning.

Buddha på udsalg

Forleden var jeg med min kone i Jysk. Inde i den nyindrettede haveafdeling havde de en Buddhafigur på tilbud. En af de grå stenfigurer, der passer så fint til havestuen. Synet rørte noget i mig. Ikke at jeg tænkte blasfemi eller noget andet voldsomt, men der var noget her, som føltes forkert.

Går man ind på Jysks hjemmeside, finder man Buddhafigurer under kategorien ”Andet til haven – diverse” – så er han ligesom sat på plads! For langt de fleste danskere, som har en Buddhafigur stående, handler det om smart og trendy pynt. Måske tænker man lidt over det signal, som en Buddhafigur udsender. Noget med åbenhed, noget med åndelige værdier – hvad ved jeg. Måske gør man ikke. Der er også danskere, der har en Buddhafigur stående, som faktisk mener noget med det. For hvem en Buddhafigur er et religiøst symbol. De har måske endda et lille alter, hvor Buddhafiguren har en central placering. Det er de to yderpunkter.

Personlig ejer jeg ikke en Buddhafigur. Jeg har af og til overvejet at anskaffer mig en, ud fra en forestilling om, at det var noget, jeg som overbevist Buddhist burde have, men jeg er hver gang veget tilbage. En Buddhafigur er set i min optik enten for lidt eller for meget.

Buddha som pynt er for lidt. Hvis man har taget buddhismen til sig, hvis buddhismen er noget, der faktisk betyder noget i ens liv, så er det en lille smule ”træls” at se Buddha reduceret til pynt. Her er jeg måske lidt følsom, men forestil dig, at Jysk solgte krucifikser. ”Jesus på korset – naturtro blod – fast lav pris kr. 149-” Jeg gætter på, at en hel del kristne vil tage anstød af dette. På den anden side kunne man vælge at glæde sig over, at danskerne åbenbart har et så positivt indtryk af buddhismen, at vælger at pynter deres hjem med den. Jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg skal mene.

Når jeg oplever en Buddhafigur som ”for meget” og derfor ikke ejer en, hænger det sammen med min tolkning af, hvem eller hvad Buddha er. Hvis man læser de gamle sutraer, kan man både finde belæg for det synspunkt, at Buddha har en form for guddommelig status og for det synspunkt, at Buddha er et menneske som dig og mig. Nogle steder udfører han mirakler og beskrives som et perfekt væsen med 32 særlige fysiske kendetegn. Andre steder beskrives det i detaljer, hvordan han få dårlig mave af at spise fordærvet mad, og hvordan han hjælper til med at gøre tørre lort op hos en munk, der lider af diare. For mig er det en væsentlig pointe i buddhismen, at Buddha er menneske som dig og mig. Ordet ”Buddha” betyder ”den oplyste”. Buddha er ikke et navn, det er en titel. Den historiske Buddha – hvis ”borgerlige” navn er Siddhartha Gautama – var ikke ”Buddha” fra fødslen. Siddhartha Gautama blev Buddha – den oplyste – på et givent tidspunkt i hans liv. At Buddha blev født som et menneske understreger, at muligheden for at blive oplyst findes i alle mennesker. Vi er alle sammen potentielle buddhaer. At være oplyst betyder at have overvundet lidelsen. Det, at Buddha er et menneske, understreger, at det også er muligt for et menneske som jeg at overvinde lidelsen.

De religiøse Buddha-figurer – de Buddha-figurer som mange buddhister har stående på deres ”husalter” – er lidt for meget en fremstilling af den ”guddommelige” Buddha for min smag. Derfor ejer jeg ikke en. Men hvis jeg kunne finde en Buddha-figur, hvor det menneskelige tydeligt fremgår, ville jeg da overveje at købe én.

Læs min bog: ”Vestens buddhisme – En guide til buddhismen for nutidens vestlige menneske”:

https://www.saxo.com/dk/vestens-buddhisme-en-guide-til-buddhismen-for-nutidens-vestlige-menneske_lars-steiniche_paperback_9788740970562

Målet med livet er i dag

Langt senere, da han blev i stand til at gennemtænke de ting, der hændte ham, kom han til den slutning, at intet var virkeligt undtagen tilfældet.

Paul Auster

Waking up this morning, I smile.

Twenty-four brand new hours are before me.

I wow to live fully in each moment

and to look at al beings with the eyes of love.

Thich Nhat Hahn

De to citater står i en skærende kontrast til hinanden. Det første citat er hårdt som stål – det andet er blødt som en edderdunsdyne. Det første citat er så pessimistisk, at det næsten er uudholdeligt – det andet citat er så optimistisk, at det næsten er uudholdeligt. Alligevel passer de to citater fint sammen inde i mit hoved. De udtrykker på hver sin måde den samme sandhed.

Det øverste citat stammer fra Paul Austers roman ”En by af glas”. ”En by af glas” handler om en person, der i sine bestræbelse på at finde en mening med de begivenheder, han kastes ud i, ender med at gøre sit liv meningsløst. Hovedpersonen Daniel Quinn kæmper en heroisk kamp mod tilfældet og meningsløsheden – og taber.

”En by af glas” vrimler med historiefortællere. Når man fortæller en historie, forsøger man at skabe mening i ”stof”, som livet består af. Ellers bliver det ikke en god historie. Men alle gode historier er dybest set løgn. Livet går ikke op. De enkelte begivenheder samler sig ikke med nogen nødvendighed til et meningsfuldt hele. Livet er fuldt af løse ender.

Vi kan bruge megen energi på at få livet til at gå op. På at få vores liv til at forme sig som en god historie. Hvornår er man i mål med livet? Hvornår har man fået skabt sig en meningsfuld tilværelse? Mens man funderer over dette, opdager man en dag, at spørgsmålet nu skal stilles i datid. Hvornår VAR jeg i mål med livet? Fik jeg nogensinde skabt mig en meningsfuld tilværelse? Derfor bruger man nu energi på at ærgre sig over livets løse ende. De ting, som man ikke lykkedes med. De ting som ikke helt gik, som man havde forestillet sig. De ting, som man ikke rigtig nåede at nyde, fordi man havde så travlt med målene.

Det er så her Thich Nhat Hahn citatet kommer ind i billedet: Drop historierne og koncentrer dig om nuet i stedet. Det er budskabet. Det eneste, der tæller, er det, der sker lige nu og her. Historierne står blot i vejen for livet. Problemet – det som umiddelbart gør citatet uudholdeligt optimistisk – er, at det lyder let. Det er det ikke. Historierne trænger sig konstant på. Meditation er en metode til at standse historierne inde i ens hoved. Det er en metode, som virker, men det er en metode, som kræver hårdt arbejde. Det er ikke hurtigt og nemt fiks.

Hvad var det så for en sandhed, som de to citater var fælles om? Titlen på dette indlæg: At målet med livet er i dag. At der ikke er andet, og at det – hvis man arbejde målrettet på det – kan vise sig at være nok.

Pligt til at være lykkelig

”Du siger, at du elsker ham, men hvis du ikke forstår hans forhåbninger, hans behov, hans udfordringer, er han i et fængsel kaldet kærlighed.”

Thich Nhat Hahn

Jeg er netop blevet færdig med at læse Leonora Christina Skovs bog ”Den, der lever stille.” Bogen rørte mig dybt. Den handler om at springe ud som homoseksuel, men den handler i lige så høj grad om et problematisk forhold mellem barn og forældre. Og indirekte siger den en hel masse om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I starten af bogen tænker Leonora tilbage på forældrenes reaktion på hendes beslutning om at læse litteraturvidenskab. Hun forestiller sig følgende ”dialog” med forældrene:

– Hvad DU kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtig?

– Din mor er sådan et godt menneske, supplerede min far, stadig i mit hoved. – Hun tænker altid på alle andre end sig selv. Hvis du anstrenger dig, kan det være, at du er heldig at blive et lige så godt menneske som hende.

At være genstand for en kærlighed, der ofrer sig, kan være en stor belastning. ”Jeg gør det for din skyld!” er ord, der mere emmer af skyld og bebrejdelser end af kærlighed.  Leonoras forældre har ingen forståelse for det selviske i deres kærlighed. De var ikke i tvivl om, at alt hvad det gjorde, gjorde de for hendes skyld. Men de udviste aldrig noget ønske om at forstå det menneske, de hævdede, at de elskede. Thich Nhat Hahn skriver:

”Uden forståelse er din kærlighed ikke sand kærlighed. Du skal se dybt for at se og forstå behovene, forhåbningerne og lidelserne hos den, du elsker.”

Vi vil det bedste for de mennesker, vi er tæt på. Men desværre sker det alt for ofte, at vi i vores bestræbelser på at gøre det bedste for andre kommer til at gøre fortræd. Vi kan kun gøre det bedste for et andet mennesker, hvis vi er i stand til at rumme det andet menneske, som det faktisk er. At elske et andet mennesker er at se det andet menneske. At se det, som det er og ikke som vi ønsker, det skal være. Men hvad forhindrer os i at se et andet menneske?

Leonoras mor var uden tvivl et meget ulykkeligt menneske. Måske er det her, vi skal finde forklaring på hendes manglende evne til at ”se” datteren. Leonoras mor ønskede ikke, at hendes datter skulle opleve de samme dårlige ting, som hun selv havde oplevet i sin opvækst. Men netop dette ønske gjorde hende blind for, at datterens behov, ønsker til livet og udfordringer i livet var nogle andre, end hendes egne. Måske var det hendes egen lidelse, der forhindrede hende i at elske datteren, som det menneske, hun er.

Buddha var fuld af medfølelse med alle levende væsener, men han sad et lille smil omkring munden. Buddha smiler, fordi han kender vejen ud af lidelsen. Men han smiler også, fordi han ved, at hans egen ulykke ikke vil hjælpe andre. Vi hjælper ikke andre mennesker ved selv at være ulykkelige. Et lykkeligt menneske har mere overskud til at forstå og rumme det mennesker, det har overfor os. For vores nærmeste skyld har vi pligt til at prøve at være lykkelige mennesker.

/Lars Steiniche

Gentagelsen

Jeg holder af hverdagen/Jeg er vild med den/Hold da helt ferie hvor jeg/holder af hverdagen/Jeg holder stinkende meget af hverdagen 

Dan Turèll

Den noget excentriske østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skulle engang tilbringe nogle dage hos en bekendt. Værten spurgte høfligt Wittgenstein, hvad han ønskede at spise til frokost. ”Det er lige meget” svarede Wittgenstein, ”bare jeg får det samme hver dag.”

Måske synes du, at Wittgenstein svar er lidt underligt. Det må da være kedeligt at få det samme at spise hver dag. Men det er ikke så svært at finde en forklaring. Den noget nervøst anlagte Wittgenstein var som gæst i et fremmed hus uden for sin comfort zone. At ønske gentagelsen var et forsøg på at holde lidt fast på livet.

Når vi sætter gentagelsen forhold til vores liv, dukker begrebet ”hverdag” op. Dan Turèll digt ”Jeg holder af hverdagen” er umiddelbart en hyldest til de gentagelser, som hverdagen er består af. Værdien af de rutiner som gentager sig dag efter dag. Stå op. Gå på arbejde. Hjemme igen. Lave mad. Glo på tv. Gentagelsen skaber en følelse af tryghed. Men bag ved trygheden lurer kedsomheden. Dan Turèlls hyldest til hverdagen er noget flertydig, hvilket må fremgå af det lidt paniske forsøg på at overbevise sig selv om, at han faktisk mener det, han skriver, som digtet slutter med (citatet ovenfor).

Modsætningen til at dyrke hverdagens gentagelse er at søge oplevelsen. Det nye, det anderledes, det spændende. Gentagelser er kedelige, og derfor handler det for alt i verden om at undgå dem. Er filmen kedelig, zapper man hurtigt videre til den næste. Er samtalen kedelig, kan man dække sig ind ved samtidig at kikke på sin mobiltelefon. Man må ikke blive for længe i det samme job, og man må ikke holde ferie det samme sted to gange. Ellers risikerer man bare at komme til at kede sig. Den danske filosof Søren Kierkegaard kaldte denne måde at leve på at spille fjederbold med tilværelsen. Problemer er, at når man spiller fjederbold med tilværelsen kommer tilværelsen til at mangle tyngde (en fjederbold vejen ikke ret meget!). Når man snart vælger det ene, snart det andet uden rigtig at forpligte sig på nogle af delene, bliver det hele ligegyldigt, hip som hap, lige meget, tomt.

Nutidens menneske er splittet mellem ønsket om at holde fast og frygten for at kede sig. I vores bestræbelse på at finde det gode liv, vælger vi snart den ene strategi, snart den andet. Set med buddhistiske øjne er begge alternativer problematiske. Gentagelsen er en utopi. Man er kun jomfru én gang. Du kan ikke gentage de samme rutine hver dag uden en dag at måtte indse, at det ansigt, der møder dig i spejlet under morgenbarberingen, pludseligt har fået rynker og de børn, du skal hente i børnehave, for længst er flyttet hjemmefra. Derfor hverdagen kan aldrig blive en sikker havn mod ubestandigheden. Helt tilfældigt fandt jeg Dan Turèlls digt på en blog, hvor forfatteren skriver om, hvordan hendes hverdag er vendt på hovedet, fordi et af hendes børn er død. ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans”, som John Lennon sang på en af de sidste sange, han nåede at udgive, inden han blev myrdet.

Men hvis man vælger strategien med at spille fjederbold med tilværelsen, lurer tomheden i baggrund. Når man søger nyt, søger man samtidig væk fra det, der er. Man bliver en gæst i livet. Meditation er en øvelse i ikke at ”gå væk”. En øvelse i at blive i det der er samtidig med, at man erkender, at det, der er, aldrig forbliver det samme. At være i det der er uden at prøve at holde det fast. En svær kunst.

Når jeg kikker op på skyformationerne på himlen, rammer den tanke mig ofte, at det, jeg ser, er noget, der kun sker denne ene gang. Præcist denne skyformation har aldrig eksisteret før og kommer aldrig til at eksistere igen. Hvis der er taler om nogle særligt flotte skyformationerne kan jeg blive ramt af et ønske om at holde ”billedet” fast. Men jeg har heldigvis ingen magt over skyerne, for det er i sidste instans foranderligheden i skyformationerne, der gør dem smukke.

Som en vanddråbe ikke hænger ved en lotus,/som vand ikke hænger ved en hvid lotus,/sådan hænger en vismand ikke/ved de ting han hører, ser og tænker.

Buddha

/Lars Steiniche

Læs min bog: ”Vestens buddhisme – En guide til buddhismen for nutidens vestlige menneske”

Al den vrede

Overvind vrede med mildhed,/overvind det onde med det gode,/overvind smålighed med gavmildhed/og løgnagtighed med sandfærdighed

Dhammapada

Det er ved at være en del år siden, at jeg var en teknologisk firstmover. Derfor har jeg først for nyligt fået øjnene (eller rettere sagt ørerne) op for Podcastens verden. Nu er jeg hooket. Hvilken fantastisk ting. Man kan gå tur med hunden og samtidig blive klogere på verden. Forleden aften hørte jeg programmet ”Shitstorm” på P1. På DR’s hjemmeside præsenteres programmet således: ”’Shitstorm’ inviterer menigmænd, meningsdannere og magthavere i studiet for at forstå de udsagn, der har sat de sociale medier på den anden ende. De to værter vil forsøge at forstå internetdebattens mest kontroversielle udtalelser og de personlige konsekvenser bag, ligesom de vil mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter”.

I dette program var Laura Lindahl fra Liberal Alliance i studiet. Laura Lindahl havde fået en meget voldsom hadbesked. Hadbeskeden kører primært på Laura Lindahls køn og slutter af med følgende svada (ikke for sarte ører): ”Har i øvrigt fundet et job, som passer perfekt til dig Laura, IS søger kneppedukke, så skal du bare ligge ned dagen lang…”

Programmet målsætning om at ”mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter” var det ikke muligt at efterleve i dette tilfælde, da man ikke kunne komme i kontakt med afsenderen. I stedet havde man inviteret en ekspert i studiet, for at finde en forklaring på vreden. Michael Bang Petersen, der er professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er i gang med et forskningsprojekt om fjendtlig adfærd på de sociale medier. Ifølge Michael Bang Petersen er hadadfærd forbundet med politiske frustration. Der er tale om mennesker der higer efter status og anerkendelse. Mennesker, der føler sig overhørt, og ser andre mennesker løbe med goderne og status. Derfor retter de deres had mod alt, der er højere på strå. De vil flå hierarkierne ned og sætte hele det etablerede i brænd.

Michael Bang Petersen beskrivelse giver mig en buddhistisk aha-oplevelse. Ifølge den amerikansk forfatter og buddhist David R, Loy er buddhismen den eneste spirituelle vej, der fokuserer på sammenhængen mellem lidelse og vores illusoriske tro på jeg’et. Forfatterne til hadbeskederne føler sig truet på deres identitet. De har ondt i jeg’et, og her skal den dybere årsag til deres vrede findes. Men set med buddhistiske øjne forfølger de en strategi, som aldrig vil kunne lykkes.

Hvad kan man stille op med internetvreden? Værterne på ”Shitstorm” Abdel Aziz Mahmoud og Mads Aagaard har som nævnt en strategi, som går ud på at mægle. For når forfatterne til hadbeskeder møder genstanden for deres vrede, plejer noget af gassen at gå af ballonen. Set som et samfundsproblem er internetvreden noget, som bør tages meget alvorligt. Det er en reel og alvorlig trussel mod demokratiet, hvis folk er bange for at ytre sig. Men kan vi som selv gøre noget? Vi kan kikke indad. For hvem kan sige sig fri for selv at have en rem af huden? Hvem kan med hånden på hjerte hævde aldrig at have skrevet noget på de sociale medier, hvor vreden spillede ind som drivkraft. Jeg kan i hvert fald ikke.

Laura Lindahl håber, at afsenderen af hadbeskeden har fået afløb for sin vrede. Ikke så meget af hensyn til ham, men så hun ikke behøver at frygte pludseligt at stå ansigt til ansigt med personen. Buddhismen ved, at det at få afløb for sin vrede svarer til at tisse i bukserne i frostvejr. Det letter trykket for et kort øjeblik, men det får ikke vreden til at forsvinde. Vreden er en lumsk fætter. Den er god til at narre os. Den forklæder sig i årsager og gode argumenter. Meditation er en metode til at få styr på dette. Når man mediterer på vreden, får den lov til at manifestere sig. Vrede forsvinder nemlig ikke ved, at man forsøger at fortrænge eller undertrykke den. Men det er vigtigt at holde tankerne tilbage og fokusere på selve følelsen. Mærk efter, hvor i kroppen vreden sidder, men stig ikke på de tanketog, som vreden så gerne vil sætte i gang (”det er også for dårligt at…”). På denne måde mister vreden lidt efter lidt magten over én. Vrede er en følelse ligesom alle andre følelser, og følelser er flygtige.

Set med buddhistiske øjne er vrede aldrig en god ting. Vrede skaber mere vrede. Og vrede hindrer os i at se klart. Måske skulle man gøre det til en vane lige at lukke øjnene, trække vejret dybt og mærke efter i kroppen, inden man fare til tasterne og får afløb.

Dompappeparret: Om at slippe

Hvis vi aldrig laver vores sind fæstne sig ved noget, vil vi opnå oplysning. Af denne årsag er ikke-tilknytning vores grundlæggende princip.

Hui-neng

Forleden dag så jeg et dompappepar i træerne uden for mit vindue. Dompappen er så absolut min yndling blandt havens fugle. Den er så smuk, med sine klare skarp adskilte farve. Det sker måske en eller to gange hvert år, at jeg ser dompapper i vores have, så det er en begivenhed hver gang. Da jeg så dompappeparret sidde i træet, fyldtes jeg med et ønske om, at synet skulle vare ved. Og faktisk blev dompappeparret siddende i ret lang tid i træet. Så lang tid, at jeg egentlig fik set mig mæt og havde lyst til at flytte øjnene fra fuglene og gå videre med det, jeg havde gang i. Men det følte jeg ikke, jeg kunne, for hvornår fik jeg et dompappepar at se igen? Så fløj fuglene og jeg sad tilbage med spørgsmålet, om det egentlig var lykkedes mig at nyde synet af dompappeparret?

Ikke-tilknytning er et af de helt centrale begreber i buddhismen. Ikke-tilknytning handler om at kunne acceptere, at virkeligheden er i en tilstand af konstant forandring. Det, der står i vejen for denne accept, er vores trang til at ville fastholde. I mit lille eksempel var det netop ønsket om at fastholde, der stod i vejen for, at jeg kunne nyde synes af dompappeparret. Jeg havde for travlt med at ønske, at øjeblikke skulle vare ved.

Citatet fra Hui-neng handler om ikke-tilknytning. Umiddelbart kan det virke lidt skræmmende – som en opfordring til at alting glide forbi os og være ligeglade. Ikke-tilknytning uden kærlighed er ligegyldighed. Ikke-tilknytning med kærlighed er evnen til at kunne slippe.

Min ”lille” datter fylder snart 15 og er blevet en teenager i fuldt flor. Jeg føler, at det var i går, at vi en sen nat drønede afsted mod fødselsafdelingen. Og det nostalgiske gen i mig kan godt savne det barn, som ikke længere er der. Men hvis jeg virkelig elsker min datter, må jeg ikke blot være i stand til at acceptere, at hun ikke forbliver den samme, men også være i stand til at glæde mig over den udvikling, hun gennemgår. Nyde at se hvordan personlighed vokser frem, hvordan hun danner sine egne meninger – frem for at nostalgisk at længes tilbage mod barnet.

“If you love somebody, set them free” – sang Sting.  Den buddhistiske version kunne lyde: Hvis du elsker nogen, så accepter, at de forandrer sig. Trangen til at fastholde hænger sammen med trange til at besidde. En sådan kærlighed er i bund og grund egoistisk.

Ikke-tilknytning er evnen til at kunne slippe. Det er evner til glad at acceptere altings stadige forandring. Det er evnen til at se livet som en proces og som noget, der større end en selv. Og så er det hamrende svært at praktisere. Jeg ved alle disse ting med intellektet, men jeg er langt fra nået dertil, at jeg også lever dem fuldt ud. Mens jeg skriver dette, er dompapperne tilbage i busken foran mit vindue. Først kom hannen, sad lidt og nippede til nogle grene og forsvandt så. Så dukkede hunnen op. Jeg tvinger blikket tilbage til skærmen og skriver videre. Og mens jeg skriver, er de naturligvis begge to væk igen.

Dette blogindlæg har tidligere været udgivet på min blog på Facebook. På Facebook har jeg i denne uge skrevet et blogindlæg, der handler om en diskussion, der foregår der. Denne diskussion er ikke så relevant for dem, der finder min blog via hjemmesiden. Derfor har jeg valgt at lægge et ”gammelt” indlæg ud på hjemmesiden.