buddhisme i Danmark | Vestlig buddhisme

Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme?

Jeg længe overvejet at ændre navnet på denne side fra ”Vestlig buddhisme” til ”Sekulær buddhisme”. Det har jeg gjort af to årsager. Dels har navnet ”Vestlig buddhisme” virket som en rød klud på en del mennesker. For hvordan kan jeg tage patent på, hvad vestlig buddhisme er? Dels er ”Sekulær buddhisme” måske en mere præcis beskrivelse af, hvad mit sigte med siden er. Konklusionen på mine overvejelse er, at jeg beholder titlen. Forklaring følger.

Begreber sekulær buddhisme stammer primært fra Steven Batchelor. Da jeg startede med at skrive med på Facebook og min hjemmeside, kendte jeg ikke til Batchelors bøger. Jeg blev faktisk først opmærksom på Batchelor, da jeg blev beskyldte for at være tilhænger af ham. Nu har jeg haft lejlighed til at læse (nogle af) hans bøger, og det har været en stor glæde for mig at opdage, at der var andre der gik og rodede med nogle af de samme tanker som jeg selv – og så til og med en person, hvis viden om buddhismen er lagt større end den, jeg selv kan prale med.

Sekulær buddhisme definerer Batchelor som en buddhisme, der har fokus på dette liv. Buddhismen er i Batchelors tolkning ikke en sandhed om verden, men en måde at takle livet på. Målet med den buddhistiske praksis er at få menneskelivet til at blomstre fra øjeblik til øjeblik – ikke at opnå en eller anden transcendent, absolut tilstand.

Batchelors tese er, at hvis man tolker jernaldermetafysikken ud af buddhismen, vil det centrale i den buddhistiske lære stå tilbage. Hans projekt er med udgangspunkt i de ældste buddhistiske tekster – sutraerne – at vende tilbage til rødderne og gentænke buddhismen fra bunden af. Batchelor er kritisk overfor den traditionelle buddhisme som ifølge ham er stivnet i ortodoksi, og han tager afstand fra begreber som ”karma” og ”reinkarnation”.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med Batchelor i alt, men er fuldt med på det overordnede mål: En tolkning af buddhismen som har fokus på dette liv, i denne tid, på dette sted.

Steven Batchelor bruger også betegnelsen vestlig buddhisme, og han bruger den i samme betydning, som jeg lægger i ordene: En særlig vestlig tolkning af buddhismen, som forener det bedste fra den vestlige tradition – som demokrati, fokus på individets rettigheder og en kritisk, rationel tænkning – med de centrale elementer i den buddhistiske lære. En sådan særlig vestlig buddhisme findes ikke, endnu. Hvis vi skal finde svar på, hvad vestlig buddhisme er, bliver vi nødt til at opfinde en tidsmaskine. Batchelor mener, at svaret kan ligge flere hundrede år ude i fremtiden. Det tog adskillige hundrede år før en særlig tibetansk, kinesisk eller japansk tolkning af buddhismen for alvor manifesterede sig.

Titlen på dette indlæg er et spørgsmål: Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme? Mit svar på dette spørgsmål er et tøvende ”ja”. Hvis buddhismen skal komme til at spille en rolle i den vestlige verden – og det synes jeg den skal, da den har meget at byde ind med som alternativ og korrektion til en selvdestruktiv vestlig livsopfattelse – så er det ikke den traditionelle buddhisme, der er svaret. Den ligger for lagt fra den virkelighed, det moderne menneske lever i. Vestlig buddhisme er i min optik ikke det samme som buddhisme, der tilfældigvis finder sted i Vesten. Vestlig buddhisme er noget nyt, noget verden endnu ikke har set, men samtidig noget, verden desperat har brug for. Derfor holder jeg fast i den provokation og den opfordring til diskussion, der ligger i titlen: Vestlig buddhisme.

Øko-sattva-løfterne

Hver morgen, inden jeg starter min morgenmeditation, gentager jeg nogle løfter, som bygger på buddhismens fem forskrifter. Løfterne lyder:

Jeg vil ikke dræbe, men handle til gavn for alt liv.

Jeg vil ikke tage det, der ikke er givet, men være gavmild.

Jeg vil ikke foretage seksuelle handlinger, der skaber lidelse, men behandle alle med respekt.

Jeg vil ikke tale falsk, men tale og lytte fra hjertet

Jeg vil ikke misbruge min egen eller andres krop eller sind, men dyrke et sind, der ser klart.

Løfterne er for mig en påmindelse om, at det etiske har en afgørende betydning i buddhismen. Buddhismen handler ikke kun om dig selv, men i lige så høj graf om den verden, du er en del af, og hvordan du vælger at være del af verden.

Jeg har netop købt David R. Loy’s nyeste bog ”Ecodharma”. Her giver Loy et bud på, hvordan man ud fra en buddhistisk synsvinkel kan forholde sig til verdens miljøproblemer. Jeg er endnu ikke blevet færdig med bogen, men vil vende tilbage til den, så snart jeg bliver det. Den lover godt. Bagerst i bogen har jeg fundet disse ”øko-sattva-løfter”, som jeg tænker, andre kunne få glæde af.

The Ecosattva Vows

I vow to myself and to each of you:

To commit myself to the healing of our world and the welfare of all beings.

To live on earth more lightly and less violently in the food, products, and energy I consume.

To draw strength and guidance from the living earth, the ancestors, the future generations, and my brother and sisters of all species.

To support others in our work for the world and to ask for help when I need it.

To pursue a daily practice that clarifies my mind, strengthens my heart, and support me in observing these vows.

Jeg har ikke oversat løfterne til dansk, da ikke synes min engelskkundskaber rækker. Men hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i det, vil jeg lægge resultatet ud her på siden.

/Lars Steiniche

PS: Ordet Ecosattva/øko-sattva spiller på bodhisattva’en, som er en helt central figur i mahayana-buddhismen. En bodhisattva er en person, der ud fra medfølelse med sine medskabninger har afgivet et løfte om ikke at opnå oplysningen, før alle levende væsener har opnået oplysning.

De to muligheder

Buddha sagde: “Når en vis person lider, spørger hun sig selv.” “Hvad kan jeg gøre for at blive fri for denne lidelse? Hvem kan hjælpe mig? Hvad har jeg gjort for at befri mig selv for denne lidelse?” Men når en tåbelig person lider, spørger hun sig selv:” Hvem har forurettet mig? Hvordan kan jeg vise andre, at jeg er et offeret? Hvordan kan jeg straffe dem, der har forårsaget min lidelse?”

Thich Nhat Hanh

Vi har disse to muligheder. Når man møder udfordringer i livet, kan man vælge at pege indad eller pege udad. Det er altid fristende at vælge mulighed nr. 2. Der vil altid være årsager til de udfordringer, man møder i livet – hvad enten de er fysiske, psykiske eller sociale – og ret beset vil disse årsagen ofte ligge udenfor én selv. Mulighed 2 har et skær af realisme over sig. Men et falsk skær hvis målet er at befri sig selv for lidelse. Mulighed 2 er ”tåbelig”, fordi den ikke løser problemerne. Og hvis man lader sig gribe af ønsket om at straffe dem, der er årsag til ens lidelser, glemmer man, at det ikke fjerner lidelsen. Her fører mulighed 2 tværtimod til mere lidelse, fordi den er båret af følelser som vrede og bitterhed. Følelser som det er lidelsesfuldt at være i.

Pointen med mulighed 1. er ikke at tage skylden på sig. Pointen med mulighed 1 er, at man handler der, hvor man har mulighed for at handle. Hvis målet er at befri sig selv for lidelse, hjælper vrede og bitterhed ikke. Man skal ikke pege indad for at bebrejde sig selv, men fordi den umiddelbare mulighed for at finde en vej ud af lidelsen ligger der.

Om ikke så længe skal der være valg i Danmark. Måske kan princippet om de to muligheder overføres til politikkens verden. For politik handler vel dybest set om bekæmpe samfundets lidelser. Jeg vil foreslå følgende ”oversættelse”: I politik peger man indad, når man har fokus på at løse problemerne. Man peger indad, når man åbent ser virkeligheden i øjnene – også når den er kompliceret og ikke kan oversættes til letforståelige valgslogans. I politik peger man udad, når man søger efter nogen, man kan give skylden. Man peger udad, når man vil løse sociale problemer med straf. Man peger udad, når man appellerer til følelser som vrede og forurettethed.

De to muligheder kan nok ikke hjælpe en til at finde frem til, hvem man skal stemme på. Men måske kan de give et fingerpeg om, hvem man IKKE skal stemme på.

Godt valg!

Det banale liv

Ah dette! Når dette udbrud dukker frem, har du fundet dig selv. Du opdager samtidig, at alle læresætningerne fra de gamle værker, der står skrevet i den buddhistiske Tripikata, de taoistiske skrifter og de konfucianistiske klassikere, ikke er andet end kommentarer til dit eget pludselige udbrud, Ah dette!

Tai-Hui

Det har taget mig mange år at nå frem til følgende ”dybe” sandhed: Livet er banalt. Livet ikke er en stor og kompliceret gåde, der skal løses før man kan komme videre med det, som jeg mente i min filosofiske ungdom. Livet handler heller ikke om ”ydre” ting – om at sætte sig mål som penge, magt og berømmelse. Livet handler om det, som ligger lige for næse af os. Eller udtrykt på en anden måde: Hvis du ikke kan finde meningen HER, så finder du den aldrig. Denne påstand kan let misforstås. Det kan komme til at lyde som en naiv opfordring til at hylde de nære ting. Bare du husker at hygge med familien og lue om grønsagerne i køkkenhaven, så er alt fint. At livet er banalt, indebærer desværre ikke, at livet er nemt. Så måske er jeg nødt til at udvide min indsigt til følgende: Livet er banalt, men ofte svært. Ikke svært i betydning kompliceret, men svært i betydningen, at det gode liv ikke kommer af sig selv, men kræver hårdt arbejde.

Det gode liv handler om enkle ting, og det er enkle ting, der står i vejen. Det sidste er udfordringen. Det er der, arbejdet ligger. Denne grundholdning præger min ”tolkning” af buddhismen. Buddhismen handler for mig ikke primært om at forstå verden. Buddhismen er en hjælp til at være i verden. Det vigtigste begreb i buddhismen er lidelse – dukkha. Stephen Batchelor skriver i ”After buddhism”:

Dukkha er den tragiske dimension i livet, implicit i erfaringen, fordi verden hele tiden skifter og ændrer sig til noget andet. Dukkha er livets molskala, dets bittersøde smag, dets irriterende flygtige charme, dets fascination og skræmmende ophøjethed. Dukkhas oprindelse ligger i selve strukturen i verden, ikke i en følelse som begær eller i en fejlagtig erkendelse som uvidenhed. En betinget og foranderlig verden som vores er ikke et sted, hvor vi finder varig lykke. Men desto mere åbner vi os helhjertet for og omfavner denne tragiske dimension, jo mere værdsætter vi skønheden, glæden og fortryllelsen i verden. Netop fordi den er flygtig og bestemt til at forsvinde.

Buddhismen er ikke et hurtig fiks, der med et trylleslag kan afskaffe lidelsen. Lidelse er et grundvilkår i tilværelsen. Lidelse er ikke et abstrakt begreb, der kan forklares ud fra ud fra abstrakte principper som ”begær” og ”uvidenhed”. Lidelsen er konkret og individuel. Det hjælper ikke at flygte fra lidelsen. Det handler om accept. Om at nå dertil hvor man kan se det smukke i, at håret bliver gråt og kroppen skrøbelig. Et helt centralt aspekt i at nå frem til accepten er meditation. Igen et langt citat fra Batchelor:

Meditation har sin oprindelse i det sublime i hverdagen. Jeg har ringe interesse i at opnå tilstande af vedvarende koncentration, hvor oplevelsen af sanselig rigdom er erstattet af ren introspektiv ekstase. Jeg har ingen interesse i at recitere mantraer, visualisere buddhaer eller mandalaer, have ud-af-kroppen oplevelser, læse andre folks tanker, praktisere klare drømme eller kanalisere psykiske energier gennem chakraer, endsige lade min bevidsthed blive absorberet i det ubetingedes transcendentale perfektion. Meditation handler om at omfavne, hvad der sker med denne organisme, idet det berører sit miljø i dette øjeblik.

Meditation er en øvelse i at være her. D.T. Suzuki, fra hvis bog om zenbuddhisme citatet overfor stammer, lægger meget vægt på oplysning. Men oplysning handler for Suzuki om at overvinde lidelsen i dette liv. Oplysning er den fulde evne til at være HER. Det er denne sammenhæng, udbruddet ”Ah dette” hentyder til. Efter udbruddet går livet videre som hidtil. Den oplyste ”spiser, når han er sulten og sover, når han er træt”. Forskel er alene en vished om, at det banale liv er nok.

To slags buddhisme

For godt en uge side lagde jeg link ud til en kronik, jeg har skrevet til dagbladet Information på facebooksiden ”Buddhisme i Danmark”. Artikel har titlen ”Buddhismen er en måde at bekæmpe følelsers negative indflydelse på vores liv”. Det var ikke den titel, jeg selv havde givet kronikken, men da den er nogenlunde dækkende for indholdet, gjorde jeg ikke indvendinger mod den. Jeg havde slet ikke forventet de voldsomme reaktioner, som artiklen gav anledning til. 123 kommentarer hvoraf en stor del har været meget negative (der har dog også været nogle positive og 44 likes – tak for det!).

Jeg har siden da reflekteret en del over, hvorfor en artikel, som jeg selv umiddelbart opfatter som ret uskyldig, kan afføde en så voldsom reaktion. Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at det handler om et sammenstød mellem to meget forskellige tolkninger af buddhismen.

For at gøre min fremstilling så neutral som muligt, vil jeg i den følgende tale om buddhisme 1 og buddhisme 2. Jeg vil skynde mig at melde ærligt ud, at jeg i min beskrivelse af de to former for buddhisme er stærkt inspireret af David R. Loys og Stevens Bachelors tanker. Så er kritikerne af de to herrer ligesom advaret.

Buddhismen 1 har fokus på oplysning. Buddhismen handler om at nå frem til en sandhed. Da sandheden er i fokus, er det meget vigtigt, at tolkningen er korrekt. Kun mennesker, der selv er oplyste, har sandheden og kan formidler den videre til andre. Derfor står der i buddhisme 1 stor respekt om disse personer.

”Genfødsel” og ”karma” er helt centrale aspekter af buddhisme 1.

Buddhismen 2 har fokus på lidelse. Buddhisme 2 handler ikke primært om at nå frem til en “sandhed” men om, hvordan man takler dette liv. Da buddhisme 2 er ”praktisk” i sit sigte og fokus er på lidelse, er det med den rigtige tolkning ikke helt så vigtigt. Det værste, der kan ske, er, at “kuren” ikke virker – hvilket naturligvis kan være slemt nok. Nirvana er i buddhisme 2 ikke et sted, man kan komme hen, og oplysning er ikke det samme som alvidenhed – begge begreber er simpelthen synonymer for lidelsens ophør.

Indenfor buddhisme 2 er der forskellige holdninger til begreber som “genfødsel” og “karma”, men de spiller ikke en så central rolle som i buddhisme 1. Buddhisme 2 handler først og fremmest om dette liv.

Buddhismen 1 og buddhisme 2 er to yderpunkter. Der er givetvis en hel del buddhister, der befinder sig et sted midt imellem.

Efter min mening giver det ikke rigtig mening af diskutere, om det er buddhisme 1 eller buddhisme 2, der er den “rigtig” buddhisme. Irriterende nok kan man i sutraerne finde belæg for begge tolkninger.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er en rendyrket tilhænger af buddhisme 2. Men jeg vil aldrig sætte spørgsmålstegn ved, om tilhængerne af buddhisme 1 har ret til at kalde sig buddhister.

Jeg har en sød svigerinde, der er kristen. Da jeg fortalte om de negative reaktioner på min artikel, forstod hun dem godt. ”Husk at mennesker er meget følsomme i forhold til deres religion”. Det havde jeg nok glemt, og derfor kom reaktionerne bag på mig.

Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive om buddhisme 2. Jeg synes, buddhismen er vigtigt som et alternativ til den måde, vi i Vesten normalt tænker og lever på. Min oprindelig titel på kronikken var ”Hvad kan buddhismen?”. Jeg er overbevist om, at buddhismen ”kan” noget. Derimod tror jeg ikke, at verden har brug for en ”sandhed”. Men det er alt sammen naturligvis kun min egen personlige holdning.

Buddha på udsalg

Forleden var jeg med min kone i Jysk. Inde i den nyindrettede haveafdeling havde de en Buddhafigur på tilbud. En af de grå stenfigurer, der passer så fint til havestuen. Synet rørte noget i mig. Ikke at jeg tænkte blasfemi eller noget andet voldsomt, men der var noget her, som føltes forkert.

Går man ind på Jysks hjemmeside, finder man Buddhafigurer under kategorien ”Andet til haven – diverse” – så er han ligesom sat på plads! For langt de fleste danskere, som har en Buddhafigur stående, handler det om smart og trendy pynt. Måske tænker man lidt over det signal, som en Buddhafigur udsender. Noget med åbenhed, noget med åndelige værdier – hvad ved jeg. Måske gør man ikke. Der er også danskere, der har en Buddhafigur stående, som faktisk mener noget med det. For hvem en Buddhafigur er et religiøst symbol. De har måske endda et lille alter, hvor Buddhafiguren har en central placering. Det er de to yderpunkter.

Personlig ejer jeg ikke en Buddhafigur. Jeg har af og til overvejet at anskaffer mig en, ud fra en forestilling om, at det var noget, jeg som overbevist Buddhist burde have, men jeg er hver gang veget tilbage. En Buddhafigur er set i min optik enten for lidt eller for meget.

Buddha som pynt er for lidt. Hvis man har taget buddhismen til sig, hvis buddhismen er noget, der faktisk betyder noget i ens liv, så er det en lille smule ”træls” at se Buddha reduceret til pynt. Her er jeg måske lidt følsom, men forestil dig, at Jysk solgte krucifikser. ”Jesus på korset – naturtro blod – fast lav pris kr. 149-” Jeg gætter på, at en hel del kristne vil tage anstød af dette. På den anden side kunne man vælge at glæde sig over, at danskerne åbenbart har et så positivt indtryk af buddhismen, at vælger at pynter deres hjem med den. Jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg skal mene.

Når jeg oplever en Buddhafigur som ”for meget” og derfor ikke ejer en, hænger det sammen med min tolkning af, hvem eller hvad Buddha er. Hvis man læser de gamle sutraer, kan man både finde belæg for det synspunkt, at Buddha har en form for guddommelig status og for det synspunkt, at Buddha er et menneske som dig og mig. Nogle steder udfører han mirakler og beskrives som et perfekt væsen med 32 særlige fysiske kendetegn. Andre steder beskrives det i detaljer, hvordan han få dårlig mave af at spise fordærvet mad, og hvordan han hjælper til med at gøre tørre lort op hos en munk, der lider af diare. For mig er det en væsentlig pointe i buddhismen, at Buddha er menneske som dig og mig. Ordet ”Buddha” betyder ”den oplyste”. Buddha er ikke et navn, det er en titel. Den historiske Buddha – hvis ”borgerlige” navn er Siddhartha Gautama – var ikke ”Buddha” fra fødslen. Siddhartha Gautama blev Buddha – den oplyste – på et givent tidspunkt i hans liv. At Buddha blev født som et menneske understreger, at muligheden for at blive oplyst findes i alle mennesker. Vi er alle sammen potentielle buddhaer. At være oplyst betyder at have overvundet lidelsen. Det, at Buddha er et menneske, understreger, at det også er muligt for et menneske som jeg at overvinde lidelsen.

De religiøse Buddha-figurer – de Buddha-figurer som mange buddhister har stående på deres ”husalter” – er lidt for meget en fremstilling af den ”guddommelige” Buddha for min smag. Derfor ejer jeg ikke en. Men hvis jeg kunne finde en Buddha-figur, hvor det menneskelige tydeligt fremgår, ville jeg da overveje at købe én.

Læs min bog: ”Vestens buddhisme – En guide til buddhismen for nutidens vestlige menneske”:

https://www.saxo.com/dk/vestens-buddhisme-en-guide-til-buddhismen-for-nutidens-vestlige-menneske_lars-steiniche_paperback_9788740970562

Gentagelsen

Jeg holder af hverdagen/Jeg er vild med den/Hold da helt ferie hvor jeg/holder af hverdagen/Jeg holder stinkende meget af hverdagen

Dan Turèll

Den noget excentriske østrigske filosof Ludwig Wittgenstein skulle engang tilbringe nogle dage hos en bekendt. Værten spurgte høfligt Wittgenstein, hvad han ønskede at spise til frokost. ”Det er lige meget” svarede Wittgenstein, ”bare jeg får det samme hver dag.”

Måske synes du, at Wittgenstein svar er lidt underligt. Det må da være kedeligt at få det samme at spise hver dag. Men det er ikke så svært at finde en forklaring. Den noget nervøst anlagte Wittgenstein var som gæst i et fremmed hus uden for sin comfort zone. At ønske gentagelsen var et forsøg på at holde lidt fast på livet.

Når vi sætter gentagelsen forhold til vores liv, dukker begrebet ”hverdag” op. Dan Turèll digt ”Jeg holder af hverdagen” er umiddelbart en hyldest til de gentagelser, som hverdagen er består af. Værdien af de rutiner som gentager sig dag efter dag. Stå op. Gå på arbejde. Hjemme igen. Lave mad. Glo på tv. Gentagelsen skaber en følelse af tryghed. Men bag ved trygheden lurer kedsomheden. Dan Turèlls hyldest til hverdagen er noget flertydig, hvilket må fremgå af det lidt paniske forsøg på at overbevise sig selv om, at han faktisk mener det, han skriver, som digtet slutter med (citatet ovenfor).

Modsætningen til at dyrke hverdagens gentagelse er at søge oplevelsen. Det nye, det anderledes, det spændende. Gentagelser er kedelige, og derfor handler det for alt i verden om at undgå dem. Er filmen kedelig, zapper man hurtigt videre til den næste. Er samtalen kedelig, kan man dække sig ind ved samtidig at kikke på sin mobiltelefon. Man må ikke blive for længe i det samme job, og man må ikke holde ferie det samme sted to gange. Ellers risikerer man bare at komme til at kede sig. Den danske filosof Søren Kierkegaard kaldte denne måde at leve på at spille fjederbold med tilværelsen. Problemer er, at når man spiller fjederbold med tilværelsen kommer tilværelsen til at mangle tyngde (en fjederbold vejen ikke ret meget!). Når man snart vælger det ene, snart det andet uden rigtig at forpligte sig på nogle af delene, bliver det hele ligegyldigt, hip som hap, lige meget, tomt.

Nutidens menneske er splittet mellem ønsket om at holde fast og frygten for at kede sig. I vores bestræbelse på at finde det gode liv, vælger vi snart den ene strategi, snart den andet. Set med buddhistiske øjne er begge alternativer problematiske. Gentagelsen er en utopi. Man er kun jomfru én gang. Du kan ikke gentage de samme rutine hver dag uden en dag at måtte indse, at det ansigt, der møder dig i spejlet under morgenbarberingen, pludseligt har fået rynker og de børn, du skal hente i børnehave, for længst er flyttet hjemmefra. Derfor hverdagen kan aldrig blive en sikker havn mod ubestandigheden. Helt tilfældigt fandt jeg Dan Turèlls digt på en blog, hvor forfatteren skriver om, hvordan hendes hverdag er vendt på hovedet, fordi et af hendes børn er død. ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans”, som John Lennon sang på en af de sidste sange, han nåede at udgive, inden han blev myrdet.

Men hvis man vælger strategien med at spille fjederbold med tilværelsen, lurer tomheden i baggrund. Når man søger nyt, søger man samtidig væk fra det, der er. Man bliver en gæst i livet. Meditation er en øvelse i ikke at ”gå væk”. En øvelse i at blive i det der er samtidig med, at man erkender, at det, der er, aldrig forbliver det samme. At være i det der er uden at prøve at holde det fast. En svær kunst.

Når jeg kikker op på skyformationerne på himlen, rammer den tanke mig ofte, at det, jeg ser, er noget, der kun sker denne ene gang. Præcist denne skyformation har aldrig eksisteret før og kommer aldrig til at eksistere igen. Hvis der er taler om nogle særligt flotte skyformationerne kan jeg blive ramt af et ønske om at holde ”billedet” fast. Men jeg har heldigvis ingen magt over skyerne, for det er i sidste instans foranderligheden i skyformationerne, der gør dem smukke.

Som en vanddråbe ikke hænger ved en lotus,/som vand ikke hænger ved en hvid lotus,/sådan hænger en vismand ikke/ved de ting han hører, ser og tænker.

Buddha

/Lars Steiniche

Læs min bog: ”Vestens buddhisme – En guide til buddhismen for nutidens vestlige menneske”

Dompappeparret: Om at slippe

Hvis vi aldrig laver vores sind fæstne sig ved noget, vil vi opnå oplysning. Af denne årsag er ikke-tilknytning vores grundlæggende princip.

Hui-neng

Forleden dag så jeg et dompappepar i træerne uden for mit vindue. Dompappen er så absolut min yndling blandt havens fugle. Den er så smuk, med sine klare skarp adskilte farve. Det sker måske en eller to gange hvert år, at jeg ser dompapper i vores have, så det er en begivenhed hver gang. Da jeg så dompappeparret sidde i træet, fyldtes jeg med et ønske om, at synet skulle vare ved. Og faktisk blev dompappeparret siddende i ret lang tid i træet. Så lang tid, at jeg egentlig fik set mig mæt og havde lyst til at flytte øjnene fra fuglene og gå videre med det, jeg havde gang i. Men det følte jeg ikke, jeg kunne, for hvornår fik jeg et dompappepar at se igen? Så fløj fuglene og jeg sad tilbage med spørgsmålet, om det egentlig var lykkedes mig at nyde synet af dompappeparret?

Ikke-tilknytning er et af de helt centrale begreber i buddhismen. Ikke-tilknytning handler om at kunne acceptere, at virkeligheden er i en tilstand af konstant forandring. Det, der står i vejen for denne accept, er vores trang til at ville fastholde. I mit lille eksempel var det netop ønsket om at fastholde, der stod i vejen for, at jeg kunne nyde synes af dompappeparret. Jeg havde for travlt med at ønske, at øjeblikke skulle vare ved.

Citatet fra Hui-neng handler om ikke-tilknytning. Umiddelbart kan det virke lidt skræmmende – som en opfordring til at alting glide forbi os og være ligeglade. Ikke-tilknytning uden kærlighed er ligegyldighed. Ikke-tilknytning med kærlighed er evnen til at kunne slippe.

Min ”lille” datter fylder snart 15 og er blevet en teenager i fuldt flor. Jeg føler, at det var i går, at vi en sen nat drønede afsted mod fødselsafdelingen. Og det nostalgiske gen i mig kan godt savne det barn, som ikke længere er der. Men hvis jeg virkelig elsker min datter, må jeg ikke blot være i stand til at acceptere, at hun ikke forbliver den samme, men også være i stand til at glæde mig over den udvikling, hun gennemgår. Nyde at se hvordan personlighed vokser frem, hvordan hun danner sine egne meninger – frem for at nostalgisk at længes tilbage mod barnet.

“If you love somebody, set them free” – sang Sting. Den buddhistiske version kunne lyde: Hvis du elsker nogen, så accepter, at de forandrer sig. Trangen til at fastholde hænger sammen med trange til at besidde. En sådan kærlighed er i bund og grund egoistisk.

Ikke-tilknytning er evnen til at kunne slippe. Det er evner til glad at acceptere altings stadige forandring. Det er evnen til at se livet som en proces og som noget, der større end en selv. Og så er det hamrende svært at praktisere. Jeg ved alle disse ting med intellektet, men jeg er langt fra nået dertil, at jeg også lever dem fuldt ud. Mens jeg skriver dette, er dompapperne tilbage i busken foran mit vindue. Først kom hannen, sad lidt og nippede til nogle grene og forsvandt så. Så dukkede hunnen op. Jeg tvinger blikket tilbage til skærmen og skriver videre. Og mens jeg skriver, er de naturligvis begge to væk igen.

Dette blogindlæg har tidligere været udgivet på min blog på Facebook. På Facebook har jeg i denne uge skrevet et blogindlæg, der handler om en diskussion, der foregår der. Denne diskussion er ikke så relevant for dem, der finder min blog via hjemmesiden. Derfor har jeg valgt at lægge et ”gammelt” indlæg ud på hjemmesiden.

Moderne karma og reinkarnation

Sammenlignet med den fint detaljerede beskrivelse af fremkomsten af liv fra Big Bangs singularitet, galaksernes svimlende udstrækning i det ekspanderende univers, den fantastiske udfoldelse af myriader af livsformer fra enkeltcellede organismer og den sublime kompleksitet af den menneskelige hjerne forekommer teorien om reinkarnation og karma grov og forenklet.

Stephen Batchelor

Ingen tanke opstår ud af et tomrum, og det gælder heller ikke den tankerevolution, som Buddha skabte i det nordlige Indien ca. 500 f.v.t. Kun få i menneskehedens historie har formået at tænke virkeligt nyt. Buddha var en af dem. Men han måtte som alle andre formulere sin nye indsigt med udgangspunkt i det eksisterende tankeunivers.

Når man på Buddhas tid skulle forklare, hvorfor noget sker, var det lige så naturligt at henvise til karma og reinkarnation, som det er for os at henvise til evolution og tyngdekraft. Karma og reinkarnation er ikke buddhistiske opfindelser. Det var tanker, som lå i tiden. Karma og reinkarnation var den tids årsag/virkning og vel at mærke den eneste ”teori” om årsag/virkning, man havde.

Det positive ved karma og reinkarnation er, at det sætter individet i relation til helheden. Det er forestillinger, der understreget menneskets forbundethed med verden og dermed det ansvar, vi hver især har ikke bare for os selv med også den virkelighed, vi er en del af. Dette aspekt af karma og reinkarnation er det naturligvis vigtigt at holde fast i.

Karma og reinkarnation var en selvfølge for jernalderens menneske, når det skulle forklare verden. Men det er ikke en selvfølge for det moderne vestlige menneske. Det moderne vestlige menneske kan ikke overtage jernalderens forestilling om karma og reinkarnation uden at komme i modstrid med grundstenene i vores egen verdensbillede.

Den moderne videnskab er ikke leveringsdygtig i absolutte og eviggyldige sandheder om verden. Det er ikke sådan, videnskaben fungerer. Videnskaben giver os konkrete svar på konkrete spørgsmål indenfor afgrænsede områder af virkeligheden. Svar der kun gælder, indtil videnskaben finder frem til nye svar. I buddhistisk terminologi hører videnskab ind under det, man kalder ”relativ” sandhed. Men da den relative og den absolutte sandhed handler om den samme virkelige, skulle de to sandheder helst harmonere med hinanden. Hvis der er noget i den traditionelle udlægning af buddhistiske lære, der er i lodret modstrid med nogle af videnskabens grundantagelser, er der god grund til at udvise skepsis.

Karma er et begreb, som kan udlægges på forskellig vis. Hvis det bruges som et alternativ til Vestens årsag/virkning, har jeg ikke så meget at indvende mod begrebet. Men i den traditionelle udlægning er karma mere end blot et andet ord for årsag/virkning. Karma er i den traditionelle udlægning lig med en forestilling om en indbygget retfærdighed i verden. Denne forestilling strider mod et af grundprincippet i den moderne videnskab: At søge en naturlig forklaring. En forklaring der tager udgangspunkt i det, vi i en eller anden forstand kan iagttage. En indbygget retfærdighed kan kun komme fra en instans uden for den ”synlige” verden. Den moderne videnskab har ikke brug for en ekstern instans i sin beskrivelse af årsag/virkning. Den søger at forklare verden ud fra verden selv. En indbygget retfærdighed er en påstand, det er svært at finde nogen som helst belæg for. Det er samtidig en påstand, som har nogle meget tvivlsomme etiske konsekvenser. Hvis karma tolkes som en påstand om indbygget retfærdighed, kan det paradoksalt nok bruges til at retfærdiggøre uretfærdighed. Alle de uhyrligheder, der kan overgå mennesker, kan tilskrives deres karma. Folkemord, naturkatastrofer, fattigdom, sygdom: Det kan alt sammen forklares med dårlig karma. Omvendt kan privilegier, magt og rigdom forklares som en konsekvens af god karma. Karma kan således bruges som et argument for at bevare status quo (og ér blevet brugt sådan).

Reinkarnation og karma hænger i den traditionelle tolkning uløseligt sammen. Det er i kraft af reinkarnation, at den indbyggede retfærdighed kan realiseres. En – set med mine øjne – lidt bekvem måde at omgå den indlysende sandhed, at det i dette liv ikke altid går de gode godt og de onde ondt. Det store – og i mine øjne ubesvarede – spørgsmål med hensyn til reinkarnation er, hvad det mere præcist er, der genfødes. Videnskaben har i de seneste år fået en stadig større viden om, hvordan den mest komplekse struktur vi kender i universet – den menneskelig hjerne – fungerer. Men det betyder ikke, at videnskaben har fået styr på, hvad bevidsthed er for en størrelse. Jeg hævder ikke at hjerne og bevidsthed er det samme, og jeg har ikke lige en løsning parat på det klassiske sjæl/legeme-problem der så længe har plaget den vestlige filosof. Men jeg vil hævde, at de to ting er uløseligt forbundet. I en eller anden forstand, som vi endnu ikke har fået svar på, og som vi måske aldrig vil få svar på, er hjerne og bevidsthed ét. Når ens hjerne forsvinder, forsvinder bevidstheden også og ikke mindst – ”jeg” forsvinder.

Den sidste sammenhæng har jeg oplevet på min egen krop. For godt 25 år siden fik jeg meningitis – betændelse i hjernen. Da jeg kom bevidsthed efter at have ligget nogle dage i koma, kunne jeg intet huske. Kun langsomt dukkede min erindring op igen. De første uger efter jeg var kommet nogenlunde til mig selv, var hele det forudgående år borte. Jeg havde været på interrail, jeg havde afslutte min uddannelse som cand. mag, og det var alt sammen væk. Oplevelsen var skræmmende også på et eksistentielt plan. For når hukommelsen er væk, fordi hjerne ikke fungerer, er ”jeg” også væk. I dag kan jeg som buddhist tolke min oplevelse som en glimrende illustration af en af buddhismens grundtanker – nemlig den, at vi ikke har permanent ”jeg”. Jeg oplevede ikke noget skel mellem ”mig” og min hukommelse. Det var et reelt stykke af mig selv, der var borte, idet min erindring var borte. Dengang var det først og fremmest denne tanke, der stod lysende klart for mig: ”Jeg” er min hjerne. At miste sin erindring, fordi hjerne ikke fungere, er at miste sig selv.

Det positive ved karma og reinkarnation er som nævnt den forestilling om alting sammenhæng, som de to begreber også er udtryk for. Men har vi i den moderne verden brug for karma og reinkarnation til at vise, at verden hænger sammen – at den udgør en helhed? Den moderne videnskab har i stadig stigende grad fået øjnene op for sammenhæng. Evolution, big bang og – på en lidt trist baggrund – klimaforskning er hver på deres måde teorier, der viser, at alting er forbundet med hinanden. Videnskab udgør derfor det moderne alternativ til karma og reinkarnation.

Buddha var en pragmatisk tænker. Han var ikke specielt interesseret i ”metafysik”. Det, der primært optog ham, var lidelse, og hvordan man bekæmper den. Karma og reinkarnation er ikke det nye revolutionerende i Buddhas lærer – det er det ”medie”, han udtrykker sine tanker i. For mig at se kan man som moderne vestlig buddhist med sindsro droppe karma og reinkarnation. Alt det vigtig – alt det der kan gøre en forskel i vores liv – vil stadig stå tilbage.

10 teser om vestlig buddhisme

Når buddhismen har spredt sig til en ny kultur, har den interageret med de oprindelige traditioner i dette samfund, og resultatet af dette møde har været noget, der passer bedre til denne kultur. Ændringerne har været gensidige – og der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i dag: Det er et sikkert gæt, at den nutidige dialog mellem buddhisme og den moderne verden vil føre til udvikling af nye former for buddhisme, der er specielt tilpasset medlemmerne af en voksende global civilisation.

David R. Loy

Buddhismen har meget at give det moderne menneske. Men hvad skal der til, for at buddhisme i endnu højere grad end nu når ud til nutidens vestlige menneske? Efter min mening to ting: 1) at man holder fast i det bedste i den vestlige tradition såsom demokrati, åbenhed og kritisk tænkning samt 2) at man tolke den buddhistiske lære på en måde, så den er relevant for mennesker, der lever i en moderne virkelighed. Det er disse principper, som jeg har forsøgt at udfolde i de ” 10 teser om vestlig buddhisme”, som jeg har lagt ud på min hjemmeside: www.vestligbuddhisme.dk.

De 10 teser har været genstand for en del diskussion. I det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg mener med de enkelte punkter.

Buddhismen er en levende religion, der tager form ud fra den kultur, den er blevet en del af. Det bør også gælde for vestlig buddhisme.

Det er pointen i citatet fra Loy. Et godt eksempel på, hvordan buddhismen har taget form ud fra den kultur, den er blevet en del af dette, er, da buddhismen kom til Kina. Mødet mellem buddhismen og den kinesiske kultur affødte helt nye tolkninger af den buddhistiske lære, som f.eks. zenbuddhismen. Tolkningen som vi i dag opfatter som ”klassisk” og ”ægte” buddhisme. Noget tilsvarende er endnu ikke rigtig sket i Vesten. Måske er jeg bare lidt utålmodig, for der gik adskillige hundrede år, før buddhisme for alvor blev ”kinesisk”. Og til eventuelle kritikere: Nej, jeg er ikke så hovmodig, at jeg forstiller mig, at det er mig personligt, der skal gøre det – mit mål er at være med til at starte en debat.

Derfor giver det ikke mening at importere buddhismen som en færdig pakke med former, skikke og ritualer, som er skabt ud fra andre folkeslags kultur og historie.

Mange af de skikke og ritualer som kendetegner Østens buddhistiske skoler har lige så meget med disse lande kultur og traditioner at gøre, som de har med den buddhistiske lærer at gøre. Et væsentligt aspekt af det at få buddhisme mere udbredt i Vesten vil derfor være at få skabt vores egne vestlige former, skikke og ritualer – en særlig vestlig måde at være buddhist på.

Der er brug for en moderne vestlig buddhisme, der både hvad angår indhold og praksis tager udgangspunkt i det samfund, vi lever i nu og her.

Hvilket indhold skal vi lægge i ting som de fire ædle sandheder og den ottefoldige vej, når vi tolker dem ud fra en moderne virkelighed? Den buddhistiske lære er – som jeg allerede nævnt – særdeles relevant for et moderne menneske, men kun hvis vi formår at tolke den med udgangspunkt i den virkelighed, vi er del af.

Buddha opfordrede sine elever til at være kritiske – også i forhold til det, han selv sagde. Buddhisme er en kritisk og udogmatisk religion.

Det gjorde han faktisk! Buddhismen er ikke en fiks og færdig Sandhed med stort S. Buddhismen er en pragmatisk og udogmatisk religion med et praktisk sigte.

Når buddhismen tidligere i historie er blevet del af nye kulturer, har det beriget buddhismen. En moderne vestlig buddhisme behøver derfor ikke at betyde, at læren bliver forfladiget.

Se ud over traditionernes briller og find frem til, hvad der for os er det centrale i den buddhistiske lære! Det er hvad buddhister i alle lande til alle tider har gjort.

Oplysning handler mest om den enkelte. Intet tyder op, at oplysning automatisk gør et menneske moralsk perfekt eller klogere på verden.

I et tidligere indlæg brugte jeg et af mine egne forbilleder som eksempel nemlig den store formidler af buddhismen til vesten – D.T. Suzuki –, som i 1930’erne udtrykte sympati for nazismen. Den viden eller indsigt, man får af blive oplyst, kan tilsyneladende ikke oversættes til ”konventionel” viden. (Link til indlægget: Bliver man klog af at blive oplyst?)

En moderne vestlig buddhisme har derfor ikke brug for guruer. Et autoritært lærer/elev-forhold stemmer ikke overens med vestens idealer om selvstændig, kritisk tænkning og demokrati.

En guru er et menneske, der hævder at være i besiddelse af en særlige indsigt, og hvis udlægning af læren, eleverne derfor bør underkaste sig. Når man skal have udlagt den buddhistiske lære, er det naturlig at søge hjælp hos et menneske, som har en dyb indsigt i denne. Men hvordan kan man vide, at det menneske, man har overfor sig, faktisk besidder en sådan indsigt? Min løsning er ikke at have én lærer, men mange. Tro mod min vestlige arv vil jeg hævde, at der ikke er nogen nem måde at slippe for selv at tage stilling.

Lidelse er udgangspunktet for buddhismen, men lidelse er ikke kun noget individuelt – lidelse skal ses i en større sammenhæng.

Det er en tanke, jeg har fra David R. Loy. Loy hævder at de tre gifte – begær, aversion og uvidenhed – har et samfundsmæssigt modspil. Det økonomiske system er institutionaliseret begær – selskaber kan aldrig få profit nok, borgerne kan aldrig forbruge nok. Det militære system er institutionaliseret had. Der bliver brugt langt flere penge på at fremstille våben end på at hjælpe verdens fattige. De kommercielle medier er institutionaliseret uvidenhed. Det, der skaber lidelse hos det enkelte menneske, er de samme strukturer, som skaber lidelse i samfundet. Derfor er det for snævert udelukkende at fokusere på den individuelle lidelse.

Som den oftest praktiseres i vesten er buddhismen i for høj grad et individuelt projekt, med fokus på den enkelte spirituelle udvikling.

Moderne vestlig spiritualisme har ofte noget navlepillende over sig. Fokus er på det enkelte menneskes spirituelle udvikling. En sådan spirituel individualisme harmonerer efter min opfattelse dårligt med buddhismens livssyn og etik.

En moderne vestlig buddhisme bør være en engageret buddhisme med fokus på buddhismen etiske aspekter og engagement i det samfund, man er del af.

Buddhismen handler om at have medfølelse med alle levende væsener. Buddhismen handler om, at troen på et selvstændigt eksisterende ”jeg”, og den egoisme som følger heraf, er kilde til lidelse. Buddhismen handler med andre ord ikke bare, eller kun eller mest om dig selv. Derfor er det efter min opfattelse naturligt som buddhist at engagere sig i det samfund, man er det af.

Nogle vil på forhånd tage afstand fra selve idéen om en særlig vestlig buddhisme. Det skal de naturligvis have lov til. Men det kunne jo også være, at der var nogen, der har lyst til at tage handsken op og deltage i debatten. Dem vil jeg meget gerne høre fra. De 10 teser er mit personlige bud på, hvad kunne kendetegne en særlig vestlig buddhisme. Hvis du har forslag til, hvor fejlene og manglerne i de ti teser er, vil jeg meget gerne høre fra dig.

/Lars Steiniche steiniche@hotmail.com