Kategori: Ikke-kategoriseret

Breathing in, I assuage myself in the present moment

Breathing out, I realize that it is a wonderful moment

Thich Nhat Hahn

 

Jeg havde kikket forkert på vækkeuret og var stået alt for tidligt op. Først da jeg kom tilbage fra badet og fik kikket en ekstra gang på vækkeuret, opdagede jeg min fejl. I glad forventning om endnu en halv time under dynen lagde jeg mig i sengen igen. Halvt i søvne vente min kone sig om og lagde sig ind til mig. I dette øjeblik var mit liv fuldstændigt meningsfuldt.

Står på en alpetop./Kikker på det sner./Nu er jeg endelig nået helt herop./Hvad fanden skulle jeg egentlig her?

Jeg har altid følt, at denne enkle sangtekst rummer en dyb sandhed. At det i al sin banalitet rammer essensen af, hvor det går galt for det vestlige menneske. Vi søger efter meningen med livet. Vi sætter os mål. Men mål og meningsfuldhed står i et modsætningsforhold til hinanden. Målet ligger udenfor for nuet. Målet skaber en uovervindelig kløft mellem meningen, der venter engang ude i fremtiden og vores liv lige nu og her. En kløft der ikke overvindes ved faktisk at nå frem til målet. Det var det den stakkels mand i Shu-bi-duas sang indså, da han stod med de kolde tæer på toppen af bjerget.

Der er ikke noget forkert i at bestige bjerge. Hvis vi vel at mærke formår at gøre det på en måde, så hvert skridt på vejen op ad bjerget er lige så betydningsfuldt som det øjeblik, hvor vi står på toppen. For livet er det, du gør lige nu.

De meningsfulde øjeblikke i livet er dem, hvor skellet mellem mig og verden er ophævet. De øjeblikket, hvor vi formår at være til stede i livet på en ikke-dualistisk måde. Her står målet i vejen. Hvis vi vil undgå livets kolde tæer på toppen, skal vi holde op med at søge efter meningen med livet og i stedet arbejde på at blive bedre til at mærke meningen i livet. Det var meningen i livet, jeg følte i det øjeblik, den morgen.

…for hver dag, der gik, klamrede hun sig stærkere fast og udtømte på forhånd enhver lykke, fordi hun ventede sig mere af den, end den kunne give.

Gustave Flaubert: Madame Bovary

Jeg har netop for anden gang læst Gustave Flaubert klassiker ”Madame Bovary”. Kort fortalt så er ”Madame Bovary” historien om ung kvinde, der er gift med en lidt kedelig lægemand og bor i et søvnigt provinshul. Hun er sin mand utro med to forskellige elskere og bringer familien på fallittens rand gennem sit store forbrug finansieret gennem lån til ublu renter. Bogen slutter af med, at madame Bovary tager arsenik og dør en langstrakt og pinefuld død særdeles realistisk og skræmmende beskrevet i bogen. Bogen er fra 1857 og skabte naturligvis stor forargelse, da den kom frem.

Første gang jeg læste bogen var jeg i starten i staten af tyverne, og jeg læste bogen i tidens ånd. I denne læsning er madama Bovary en tragisk heltinde, hvis utroskab er et forståeligt oprør mod den kedelige småborgerlige tilværelse og den kedelige småborgerlige mand. Jeg tolkede bogens budskab som opfordring til ikke at lade sig styre af tidens moral, men forsøge at realisere sine drømme. Når det ikke lykkedes for Madame Bovary var det – med en af tidens klicheer – samfundet skyld. Det var ikke Madame Bovary, der var forkert på den – det var de undertrykkende omstændigheder, hun levede under.

Men hvordan ser det ud, hvis man læser ”Madame Bovary” i et buddhistisk perspektiv. Set med buddhistiske øjne er Madame Bovary et menneske med en strategi for livet, der på forhånd er dømt til fiasko. Madama Bovary er en håbløs fange i den hedonistiske trædemølle. Hun er en illustration af, at forestillingen om lyst altid kommer til kort overfor den realiserede lyst, men da hun er i stand til at forlade trædemøllen, er hun dømt til at forsøge igen og igen med en stadig større skuffelse over tilværelsen som resultat.

Det der ikke stod mig klart i min ”gamle” læsning af bogen er, hvor fuldstændig alene Madame Bovary er. Hun er 100% fokuseret på sig selv og sine behov og har intet reelt fællesskab med de omgivelser, hendes liv udspiller sig i. Manden, barnet og samfundet omkring hende er kun tomme kulisser for hendes liv.

Meningen med livet er at være i livet, og her kan lysten stå i vejen. Måske er omstændighederne for vores tilværelse ikke ideale, måske er manden faktisk kedelig og provinshullet faktisk søvnigt, men når man konsekvent ser løsningerne udenfor sig selv, bliver man blind for årsagen indeni sig selv. Den årsag der handler om evnen til som udgangspunkt at være i det, der er.

Romanen ”Madame Bovary” kan læses som tidlig beskrivelse af det moderne menneske. Der går en lige linje fra ”Madame Bovary” til nutidens kviklån og forbrugerisme.

Alle, vi holder af, vil en dag blive syge og dø. Hvis vi ikke praktiserer meditationen på tomheden, vil vi blive vi overvældede, når det sker. Fokus på tomhed er en måde at skabe kontakt til livet som det er, men det skal praktiseres og ikke bare snakkes om. Vi observerer vores krop og ser alle de årsager og betingelser, der har skabt den – vores forældre, vores land, luften og endda fremtidige generationer. Vi går ud over tid og rum, mig og mit og smager ægte befrielse.

Thich Nhat Hanh

I Monthy Python-filmen ”The meaning of life” er der en tegnet sekvens, som starter med et billede af et træ i brune og orange efterårsfarver. Så hører man en stemme, der siger ”Jeg kan ikke leve mere, jeg vil gøre en ende på det hele” hvorefter et blad falder af træet. Bladet ”selvmord” udløser en lavine af selvmord og til sidst står kun de nøgne grene tilbage. Sekvensen er i sin absurditet tankevækkende. Er det tragisk, når bladene falder af træerne om efteråret? Dør det enkelt blad? Naturligvis ikke har man lyst til at sige. Et blad er ikke en ”ting”, det er en del af en proces – en del af livets cyklus. Det enkelte blad dør ikke, for i realiteten eksisterede det aldrig som en selvstændig enhed. Det var og er del af – del af træet og del af naturen som helhed. Det er, hvad tomhed betyder i buddhismen – fravær af selveksistens.

I Monthy Python-filmen ses træet ud fra et menneskeligt, individualistisk perspektiv. Derfor bliver det enkelte blads død skildret som tragisk. Men hvad ville der ske, hvis man så på mennesket fra en træ-perspektiv? Hvis vi blev bedre til at se os selv som ”del af” i stedet for krampagtigt at holde fast i forestillingen om vores individuelle væren? For er det ikke netop, fordi vi tænker om os selv som individer, at døden er så skræmmende?  De nøgne grene uden for mit vindue er heldigvis fulde af liv. Lige nu er der en rødkælk, en musvit og en grønirisk. Det er den samme slags fugle, som jeg husker fra haven som barn. Men ikke en eneste af de fugle, der levede i min barndoms villahave, lever i dag. Det er deres tiptiptiptipoldebørn, jeg sidder og kikker på. Er det en tragisk eller en livsbekræftende kendsgerning? For min er det det evige liv.

I sidste uge døde min far. Præsten, som kendte min far personligt, holdt en rigtig fin tale i kirken. Hun ramte plet i beskrivelse af min far som menneske. Hun talte levede om den betydning, min far har haft for de mennesker, han i sit lange liv kom i berøring med. I kirken var dette liv repræsenteret ved venner, ægtefælle, børn, børnebørn og oldebørn.  Men der var naturligvis også en del kristendom i talen. Den del af talen kunne jeg personligt ikke bruge til så meget. For når man i kristendommen taler ”Kødets opstandelse”, eller når man i den traditionelle buddhisme taler om reinkarnation, er det så ikke udtryk for en fastholden af individet og dermed en fastholden af det tragiske ved døden?

Ifølge Thich Nhat Hanh kan vi ikke dø, for vi er aldrig blevet født. Det er træ-perspektivet – del af perspektivet. Et liv kan ikke forsvinde – det lever videre i de spor, det har sat. For mig er der langt mere trøst at hente i den tanke end i forestillingen om et evigt liv eller i forestillingen om reinkarnation.

Vi kan ikke “vende tilbage til naturen”, for vi har aldrig været adskilt fra den, men vi kan indse vores ikke-dualitet med den og begynde at leve på en måde, der stemmer overens med denne erkendelse.

David R. Loy

En sortsot nærmer sig forsigtigt min hunds madskål. Min hund løfter dovent hovedet. Solsorten tøver et kort øjeblik, som om den tænker: ”Kan det virkelig passe, at hunden ikke reagerer”. Så snupper den et par bidder, som den flyver af sted med til ungerne i den rede, der gemmer i en af buskene i haven.

Stjæler solsorten min hunds mad? Sådan kan jeg som hunde- og haveejer føle det, men dybest set er det naturligvis noget vrøvl. Det er kun i vores forskruede menneskehjerner, at man kan eje naturen. Derfor er fuglene, insekterne og de vilde blomster heldigvis fuldstændig ligeglade med min illusion om, at haven er min.

En parcelhushave er et symbol på menneskets forhold til naturen. Det er et kunstigt miljø, skabt af og for mennesker. Og det er et miljø, der i høj grad er skabt ud fra en trang til kontrol. Da mennesket forlod tilværelsen som jægersamler og slog sig ned som bonde, opstod dualiteten mellem menneske og natur. Naturen gik fra at være noget, vi var del af til at været noget, vi kan eje og beherske. Den øko-krisen, vi befinder os i, er konsekvensen af denne måde at opfatte naturen på. Den kan ikke løses, før vi opgiver tanken om, at naturen er noget, vi kan og skal beherske og i stedet begynder at tænke om naturen som noget, vi sameksisterer med. Vi står ikke udenfor eller ovenover naturen – vi er naturen. Det er en forskel, der skal skabes inde i vores hoveder.

Ovenfor brugte jeg ordet ”vilde blomster”.  Det normale havejerudtryk for den samme ting er ”ukrudt”. Her er en fin illustration af buddhismens pointe om, at ord ikke er lig med virkeligheden, men en subjektiv tolkning af den. ”Vilde blomster” og ”ukrudt” er den samme virkelighed, men to forskellige måder at forholde sig til den på. Problemet med de vilde blomster i haven – det der gør dem til ukrudt i vores hoveder –er, at vi ikke kontrollerer dem.

Loys pointe, at vi aldrig er blevet adskilt fra naturen, viser sig i, hvordan fuglene, insekterne og de vilde blomster ”tilgiver” os det kunstige miljø, vi har skabt. De finder en vej til at leve der alligevel. Men mit forsøg på at kontrollere min have vil altid være destruktivt for livet i den. Min rolle er derfor at slippe trangen til kontrol så tilpas meget, at vores sameksistens bliver mulig. Det må også være menneskehedens rolle, hvis livets sameksistens skal være mulig i fremtiden.