Karma | Vestlig buddhisme

Moderne karma og reinkarnation

Sammenlignet med den fint detaljerede beskrivelse af fremkomsten af liv fra Big Bangs singularitet, galaksernes svimlende udstrækning i det ekspanderende univers, den fantastiske udfoldelse af myriader af livsformer fra enkeltcellede organismer og den sublime kompleksitet af den menneskelige hjerne forekommer teorien om reinkarnation og karma grov og forenklet.

Stephen Batchelor

Ingen tanke opstår ud af et tomrum, og det gælder heller ikke den tankerevolution, som Buddha skabte i det nordlige Indien ca. 500 f.v.t. Kun få i menneskehedens historie har formået at tænke virkeligt nyt. Buddha var en af dem. Men han måtte som alle andre formulere sin nye indsigt med udgangspunkt i det eksisterende tankeunivers.

Når man på Buddhas tid skulle forklare, hvorfor noget sker, var det lige så naturligt at henvise til karma og reinkarnation, som det er for os at henvise til evolution og tyngdekraft. Karma og reinkarnation er ikke buddhistiske opfindelser. Det var tanker, som lå i tiden. Karma og reinkarnation var den tids årsag/virkning og vel at mærke den eneste ”teori” om årsag/virkning, man havde.

Det positive ved karma og reinkarnation er, at det sætter individet i relation til helheden. Det er forestillinger, der understreget menneskets forbundethed med verden og dermed det ansvar, vi hver især har ikke bare for os selv med også den virkelighed, vi er en del af. Dette aspekt af karma og reinkarnation er det naturligvis vigtigt at holde fast i.

Karma og reinkarnation var en selvfølge for jernalderens menneske, når det skulle forklare verden. Men det er ikke en selvfølge for det moderne vestlige menneske. Det moderne vestlige menneske kan ikke overtage jernalderens forestilling om karma og reinkarnation uden at komme i modstrid med grundstenene i vores egen verdensbillede.

Den moderne videnskab er ikke leveringsdygtig i absolutte og eviggyldige sandheder om verden. Det er ikke sådan, videnskaben fungerer. Videnskaben giver os konkrete svar på konkrete spørgsmål indenfor afgrænsede områder af virkeligheden. Svar der kun gælder, indtil videnskaben finder frem til nye svar. I buddhistisk terminologi hører videnskab ind under det, man kalder ”relativ” sandhed. Men da den relative og den absolutte sandhed handler om den samme virkelige, skulle de to sandheder helst harmonere med hinanden. Hvis der er noget i den traditionelle udlægning af buddhistiske lære, der er i lodret modstrid med nogle af videnskabens grundantagelser, er der god grund til at udvise skepsis.

Karma er et begreb, som kan udlægges på forskellig vis. Hvis det bruges som et alternativ til Vestens årsag/virkning, har jeg ikke så meget at indvende mod begrebet. Men i den traditionelle udlægning er karma mere end blot et andet ord for årsag/virkning. Karma er i den traditionelle udlægning lig med en forestilling om en indbygget retfærdighed i verden. Denne forestilling strider mod et af grundprincippet i den moderne videnskab: At søge en naturlig forklaring. En forklaring der tager udgangspunkt i det, vi i en eller anden forstand kan iagttage. En indbygget retfærdighed kan kun komme fra en instans uden for den ”synlige” verden. Den moderne videnskab har ikke brug for en ekstern instans i sin beskrivelse af årsag/virkning. Den søger at forklare verden ud fra verden selv. En indbygget retfærdighed er en påstand, det er svært at finde nogen som helst belæg for. Det er samtidig en påstand, som har nogle meget tvivlsomme etiske konsekvenser. Hvis karma tolkes som en påstand om indbygget retfærdighed, kan det paradoksalt nok bruges til at retfærdiggøre uretfærdighed. Alle de uhyrligheder, der kan overgå mennesker, kan tilskrives deres karma. Folkemord, naturkatastrofer, fattigdom, sygdom: Det kan alt sammen forklares med dårlig karma. Omvendt kan privilegier, magt og rigdom forklares som en konsekvens af god karma. Karma kan således bruges som et argument for at bevare status quo (og ér blevet brugt sådan).

Reinkarnation og karma hænger i den traditionelle tolkning uløseligt sammen. Det er i kraft af reinkarnation, at den indbyggede retfærdighed kan realiseres. En – set med mine øjne – lidt bekvem måde at omgå den indlysende sandhed, at det i dette liv ikke altid går de gode godt og de onde ondt. Det store – og i mine øjne ubesvarede – spørgsmål med hensyn til reinkarnation er, hvad det mere præcist er, der genfødes. Videnskaben har i de seneste år fået en stadig større viden om, hvordan den mest komplekse struktur vi kender i universet – den menneskelig hjerne – fungerer. Men det betyder ikke, at videnskaben har fået styr på, hvad bevidsthed er for en størrelse. Jeg hævder ikke at hjerne og bevidsthed er det samme, og jeg har ikke lige en løsning parat på det klassiske sjæl/legeme-problem der så længe har plaget den vestlige filosof. Men jeg vil hævde, at de to ting er uløseligt forbundet. I en eller anden forstand, som vi endnu ikke har fået svar på, og som vi måske aldrig vil få svar på, er hjerne og bevidsthed ét. Når ens hjerne forsvinder, forsvinder bevidstheden også og ikke mindst – ”jeg” forsvinder.

Den sidste sammenhæng har jeg oplevet på min egen krop. For godt 25 år siden fik jeg meningitis – betændelse i hjernen. Da jeg kom bevidsthed efter at have ligget nogle dage i koma, kunne jeg intet huske. Kun langsomt dukkede min erindring op igen. De første uger efter jeg var kommet nogenlunde til mig selv, var hele det forudgående år borte. Jeg havde været på interrail, jeg havde afslutte min uddannelse som cand. mag, og det var alt sammen væk. Oplevelsen var skræmmende også på et eksistentielt plan. For når hukommelsen er væk, fordi hjerne ikke fungerer, er ”jeg” også væk. I dag kan jeg som buddhist tolke min oplevelse som en glimrende illustration af en af buddhismens grundtanker – nemlig den, at vi ikke har permanent ”jeg”. Jeg oplevede ikke noget skel mellem ”mig” og min hukommelse. Det var et reelt stykke af mig selv, der var borte, idet min erindring var borte. Dengang var det først og fremmest denne tanke, der stod lysende klart for mig: ”Jeg” er min hjerne. At miste sin erindring, fordi hjerne ikke fungere, er at miste sig selv.

Det positive ved karma og reinkarnation er som nævnt den forestilling om alting sammenhæng, som de to begreber også er udtryk for. Men har vi i den moderne verden brug for karma og reinkarnation til at vise, at verden hænger sammen – at den udgør en helhed? Den moderne videnskab har i stadig stigende grad fået øjnene op for sammenhæng. Evolution, big bang og – på en lidt trist baggrund – klimaforskning er hver på deres måde teorier, der viser, at alting er forbundet med hinanden. Videnskab udgør derfor det moderne alternativ til karma og reinkarnation.

Buddha var en pragmatisk tænker. Han var ikke specielt interesseret i ”metafysik”. Det, der primært optog ham, var lidelse, og hvordan man bekæmper den. Karma og reinkarnation er ikke det nye revolutionerende i Buddhas lærer – det er det ”medie”, han udtrykker sine tanker i. For mig at se kan man som moderne vestlig buddhist med sindsro droppe karma og reinkarnation. Alt det vigtig – alt det der kan gøre en forskel i vores liv – vil stadig stå tilbage.

10 teser om vestlig buddhisme

Når buddhismen har spredt sig til en ny kultur, har den interageret med de oprindelige traditioner i dette samfund, og resultatet af dette møde har været noget, der passer bedre til denne kultur. Ændringerne har været gensidige – og der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i dag: Det er et sikkert gæt, at den nutidige dialog mellem buddhisme og den moderne verden vil føre til udvikling af nye former for buddhisme, der er specielt tilpasset medlemmerne af en voksende global civilisation.

David R. Loy

Buddhismen har meget at give det moderne menneske. Men hvad skal der til, for at buddhisme i endnu højere grad end nu når ud til nutidens vestlige menneske? Efter min mening to ting: 1) at man holder fast i det bedste i den vestlige tradition såsom demokrati, åbenhed og kritisk tænkning samt 2) at man tolke den buddhistiske lære på en måde, så den er relevant for mennesker, der lever i en moderne virkelighed. Det er disse principper, som jeg har forsøgt at udfolde i de ” 10 teser om vestlig buddhisme”, som jeg har lagt ud på min hjemmeside: www.vestligbuddhisme.dk.

De 10 teser har været genstand for en del diskussion. I det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg mener med de enkelte punkter.

Buddhismen er en levende religion, der tager form ud fra den kultur, den er blevet en del af. Det bør også gælde for vestlig buddhisme.

Det er pointen i citatet fra Loy. Et godt eksempel på, hvordan buddhismen har taget form ud fra den kultur, den er blevet en del af dette, er, da buddhismen kom til Kina. Mødet mellem buddhismen og den kinesiske kultur affødte helt nye tolkninger af den buddhistiske lære, som f.eks. zenbuddhismen. Tolkningen som vi i dag opfatter som ”klassisk” og ”ægte” buddhisme. Noget tilsvarende er endnu ikke rigtig sket i Vesten. Måske er jeg bare lidt utålmodig, for der gik adskillige hundrede år, før buddhisme for alvor blev ”kinesisk”. Og til eventuelle kritikere: Nej, jeg er ikke så hovmodig, at jeg forstiller mig, at det er mig personligt, der skal gøre det – mit mål er at være med til at starte en debat.

Derfor giver det ikke mening at importere buddhismen som en færdig pakke med former, skikke og ritualer, som er skabt ud fra andre folkeslags kultur og historie.

Mange af de skikke og ritualer som kendetegner Østens buddhistiske skoler har lige så meget med disse lande kultur og traditioner at gøre, som de har med den buddhistiske lærer at gøre. Et væsentligt aspekt af det at få buddhisme mere udbredt i Vesten vil derfor være at få skabt vores egne vestlige former, skikke og ritualer – en særlig vestlig måde at være buddhist på.

Der er brug for en moderne vestlig buddhisme, der både hvad angår indhold og praksis tager udgangspunkt i det samfund, vi lever i nu og her.

Hvilket indhold skal vi lægge i ting som de fire ædle sandheder og den ottefoldige vej, når vi tolker dem ud fra en moderne virkelighed? Den buddhistiske lære er – som jeg allerede nævnt – særdeles relevant for et moderne menneske, men kun hvis vi formår at tolke den med udgangspunkt i den virkelighed, vi er del af.

Buddha opfordrede sine elever til at være kritiske – også i forhold til det, han selv sagde. Buddhisme er en kritisk og udogmatisk religion.

Det gjorde han faktisk! Buddhismen er ikke en fiks og færdig Sandhed med stort S. Buddhismen er en pragmatisk og udogmatisk religion med et praktisk sigte.

Når buddhismen tidligere i historie er blevet del af nye kulturer, har det beriget buddhismen. En moderne vestlig buddhisme behøver derfor ikke at betyde, at læren bliver forfladiget.

Se ud over traditionernes briller og find frem til, hvad der for os er det centrale i den buddhistiske lære! Det er hvad buddhister i alle lande til alle tider har gjort.

Oplysning handler mest om den enkelte. Intet tyder op, at oplysning automatisk gør et menneske moralsk perfekt eller klogere på verden.

I et tidligere indlæg brugte jeg et af mine egne forbilleder som eksempel nemlig den store formidler af buddhismen til vesten – D.T. Suzuki –, som i 1930’erne udtrykte sympati for nazismen. Den viden eller indsigt, man får af blive oplyst, kan tilsyneladende ikke oversættes til ”konventionel” viden. (Link til indlægget: Bliver man klog af at blive oplyst?)

En moderne vestlig buddhisme har derfor ikke brug for guruer. Et autoritært lærer/elev-forhold stemmer ikke overens med vestens idealer om selvstændig, kritisk tænkning og demokrati.

En guru er et menneske, der hævder at være i besiddelse af en særlige indsigt, og hvis udlægning af læren, eleverne derfor bør underkaste sig. Når man skal have udlagt den buddhistiske lære, er det naturlig at søge hjælp hos et menneske, som har en dyb indsigt i denne. Men hvordan kan man vide, at det menneske, man har overfor sig, faktisk besidder en sådan indsigt? Min løsning er ikke at have én lærer, men mange. Tro mod min vestlige arv vil jeg hævde, at der ikke er nogen nem måde at slippe for selv at tage stilling.

Lidelse er udgangspunktet for buddhismen, men lidelse er ikke kun noget individuelt – lidelse skal ses i en større sammenhæng.

Det er en tanke, jeg har fra David R. Loy. Loy hævder at de tre gifte – begær, aversion og uvidenhed – har et samfundsmæssigt modspil. Det økonomiske system er institutionaliseret begær – selskaber kan aldrig få profit nok, borgerne kan aldrig forbruge nok. Det militære system er institutionaliseret had. Der bliver brugt langt flere penge på at fremstille våben end på at hjælpe verdens fattige. De kommercielle medier er institutionaliseret uvidenhed. Det, der skaber lidelse hos det enkelte menneske, er de samme strukturer, som skaber lidelse i samfundet. Derfor er det for snævert udelukkende at fokusere på den individuelle lidelse.

Som den oftest praktiseres i vesten er buddhismen i for høj grad et individuelt projekt, med fokus på den enkelte spirituelle udvikling.

Moderne vestlig spiritualisme har ofte noget navlepillende over sig. Fokus er på det enkelte menneskes spirituelle udvikling. En sådan spirituel individualisme harmonerer efter min opfattelse dårligt med buddhismens livssyn og etik.

En moderne vestlig buddhisme bør være en engageret buddhisme med fokus på buddhismen etiske aspekter og engagement i det samfund, man er del af.

Buddhismen handler om at have medfølelse med alle levende væsener. Buddhismen handler om, at troen på et selvstændigt eksisterende ”jeg”, og den egoisme som følger heraf, er kilde til lidelse. Buddhismen handler med andre ord ikke bare, eller kun eller mest om dig selv. Derfor er det efter min opfattelse naturligt som buddhist at engagere sig i det samfund, man er det af.

Nogle vil på forhånd tage afstand fra selve idéen om en særlig vestlig buddhisme. Det skal de naturligvis have lov til. Men det kunne jo også være, at der var nogen, der har lyst til at tage handsken op og deltage i debatten. Dem vil jeg meget gerne høre fra. De 10 teser er mit personlige bud på, hvad kunne kendetegne en særlig vestlig buddhisme. Hvis du har forslag til, hvor fejlene og manglerne i de ti teser er, vil jeg meget gerne høre fra dig.

/Lars Steiniche steiniche@hotmail.com

Naturlig karma

”Jeg kan huske en buddhistisk lærers refleksion over holocaust i Nazityskland under 2. verdenskrig: “Hvilken forfærdelig karma, alle disse jøder må have haft…” Denne form for fundamentalisme, som bebrejder ofrene og rationaliserer deres rædselsvækkende skæbne, er ikke længere noget. som bør tolereres i stilhed. Det er på tide for den moderne buddhist og den moderne buddhisme at vokse ud af dette ved at acceptere et socialt ansvar og finde måder at adressere sådanne uretfærdigheder på.”

David R. Loy

Som skolelærer oplever jeg daglig, hvor dybt kravet om retfærdighed ligger i os mennesker. Der er ikke noget, der kan hidse mine elever mere op, end når de oplever uretfærdighed. Det er udgangspunktet for utallige diskussion og skænderier, og det er meget stærke følelser, der er på spil, når det handler om retfærdighed.

Ønsket om at leve i en retfærdig verden ligger dybt i os. Vi føler, at det burde gå de gode godt og de onde dårligt. Man skal imidlertid være mere end almindelig blåøjet for at mene, at den verden, vi lever i, er kendetegnet ved retfærdighed. Vi kender hver især alt for mange eksempler på, at det er gået de onde godt og de gode dårligt.

Op gennem historien har mennesket fundet forskellige ”løsninger” på problemet med verdens uretfærdighed. I kristendommen hedder løsningen himmel og helvede. Den åbenlyse uretfærdighed i jordelivet får sin løsning i den hinsides, hvor de onde får deres retfærdige straf, mens de gode får deres retfærdige belønning. I hinduismen og buddhismen hedder løsningen karma. Også her har man brug for det hinsides for at få regnestykke til at gå op. Retfærdigheden går op ved at strække retfærdigheden ud over flere liv. Karma er i denne tolkning lig med en forestilling om en slags garanteret retfærdighed i verden. Som i kristendommens himmel og helvede er karma en garanti for, at det – ganske vist i det meget lange løb – går de gode godt og de onde dårligt. Karma tilfredsstiller dermed vores ønske om at leve i en retfærdig verden.

Der er to grunde til, at jeg vender mig mod denne udlægning af karma. Den ene vil jeg kalde den filosofiske indvending – den anden vil jeg kalde den etiske indvendig.

De filosofiske indvendig handler om, hvor retfærdigheden skulle komme fra. Hvem eller hvad er det, som kan sørge for retfærdigheden? En garanteret retfærdighed kan kun stamme fra en instans, der på én gang står uden for verden og samtidig har magt over den. Et andet ord for en sådan instans er ”Gud”. Men en dualisme mellem Gud og verden er i lodret modstrid mod de mest grundlæggende forestillinger i den buddhistiske lære.

Den etiske indvendig handler om, hvad karma kan (mis)bruges til. Tolket som en forestilling om garanteret retfærdighed, kan karma nemlig paradoksalt nok bruges til at retfærdiggøre al mulig uretfærdighed. Ligegyldigt hvilke uhyrligheder, der overgår mennesker – folkemord, naturkatastrofer, fattigdom, sygdom – kan det alt sammen tilskrives dårlig karma. Omvendt kan privilegier, magt og rigdom forklares som et resultat af god karma. På denne måde kan ”karma” bruges som et forsvar for status quo og som for en undskyldning for ikke at gøre noget ved verdens uretfærdigheder.

Karma som en forestilling om en garanteret retfærdighed er lig med en afart af skæbnetro – en forestilling om en verden kendetegnet ved streng determinisme. Buddhas projekt med at bekæmpe lidelsen giver kun mening, hvis det er muligt for det enkelte mennesker at gøre en forskel i sit liv. Hvis lidelse var ”skæbne”, hvorfor så gøre sig al den ulejlighed med at hjælpe mennesker med at overvinde den?

Din lidelse har årsag i de omstændigheder der udgør dit liv, henunder din biologiske arv og det miljø, du er vokset op i. Det er dit udgangspunkt. Dette kunne man for min skyld godt kalde karma, hvis man vel at mærke droppede forestillingen om, at der er en retfærdighed forbundet hermed, at det i en eller anden forstand er vores egen ”skyld”, og hvis man droppede forestilling om, at det er ”skæbne”. Karma er det, jeg gør med mit liv. Karma er, hvordan jeg forandrer min livssituation ved at ændre det, der motiverer mine handlinger. I denne tolkning er karma det stik modsatte af skæbne og garanteret retfærdighed: En helt afgørende pointe i buddhismen er, at karma er noget, du selv har indflydelse på: At du selv kan gøre en forskel. At du kan ændre din karma.

I mange buddhistiske skrifter kan man læse, at dårlige handlinger fører til lidelser, og gode handlinger fører til lykke. Dette kan nemt misforstås som påstand om straf og belønning, som i en eller forstand må komme udefra. Men i buddhistisk sammenhæng giver det ikke mening at hævde, at vi straffes og belønnes for vores handlinger. Dette ville nemlig kræve en straffende instans (Gud). Derimod giver det fin mening at hævde, at vi straffes og belønnes af vores handlinger.

Hvis jeg føler vrede og bitterhed er den, der i første omgang lider under dette mig selv. Jeg straffes af mine handlinger – jeg lider på grund af det, mine handlinger gør mig til – et vredt og bittert menneske De to små ord ”for” eller ”af” gør en verden til forskel. Buddhismen hævder faktisk, at dårlige handlinger gør os ulykkelige, og at gode handlinger gør os lykkelige. Men ikke som resultat af noget ydre instans indgriben. Ikke som resultat af en garanteret retfærdighed. ”Straffen” og ”belønningen” ligger i handlinger selv. Dette er naturlig karma.