Opdraget til egoisme

Menneske er… Prikkerne kan udfyldes med mange forskellige udsagn. ”Mennesket er godt”. ”Mennesket er ondt”. ”Mennesket er egoistisk”. Set fra en buddhistisk synsvinkel er alle udsagn, der begynder med et ”mennesket er…”, et falsk udsagn. Mennesker er ikke. Mennesker bliver. Det er intet i verden, som ikke er underlagt forandring. Der er intet i verden, som har fast kerne af identitet. Derfor giver udsagn af typen ”mennesket er…” ikke mening – uanset om det, der fyldes i prikker, er noget godt eller noget dårligt, noget negativt eller noget positivt.

Når man skifter ”er” ud med ”bliver”, åbner verden sig pludselig op. ”Mennesket er egoistisk” er et fatalistisk synspunkt. Der er ikke meget andet at gøre end at beklage tingenes tilstand. ”Mennesket bliver egoistisk” kalder på en forklaring. For hvordan bliver mennesket egoistisk?

”Nutidens børn er nogle små egoister”. Mange pædagoger og skolelærere vil nok med en lettere fortvivlet mine erklære sig enige i dette udsagn. Men hvordan bliver nutidens børn små egoister?  Jeg vil komme med følgende bud på en opskrift:

Først skal man sørge for ikke at sætte grænser for sine børn. Grænser handler jo dybest set om at anerkende, at der er en verden foruden en selv, der kan gøre modstand mod ens ønsker. Dernæst skal man sørge for, at ens børn ikke lærer at tage ansvar. Ingen pligter og ingen deltagelse i fælles oprydning, madlavning osv. Sidst men ikke mindst skal man foregå med et ”godt” eksempel. Uden blusel parkerer i handikapboksen og åbent prale med, at man snyder i skat og bryder fartgrænserne.

Som skolelærer har jeg mødt en hel del børn, der er blevet opdraget ud fra principper, der minder meget om dem, jeg har beskrevet ovenfor. Som regel har forældrene haft stor succes med at opdrage deres børn til at blive små egoister. Og nu kommer buddhismen snart på banen igen.

For det er ikke nemt at være en lille egoist. De små egoister kommer ofte i konflikt med andre børn. Og når de kommer i konflikt med andre børn, er de ikke i stand til at løse dem. De har nemlig lært hjemmefra altid at pege udad. Resultatet er nogle børn som bruger meget af deres tid på at være vrede og frustrerede. Egoistiske børn er ikke lykkelige og harmoniske børn. Forældre, der opdrager deres børn til egoisme, gør børnene en bjørnetjeneste.

Når man kan føle sig fristet til at skrive under på påstanden om, at mennesket er egoistisk, kan det skyldes, at man ikke orker at gå rundt med dårlig samvittighed over ens egen egoistiske adfærd. Giv mig dog fred til at være den jeg er, selvom jeg ind imellem gør alt det forkerte. Men når buddhismen går imod egoismen, handler det ikke om moral. Skyld og dårlig samvittighed er ikke fænomener, der hører hjemme i buddhismen.

Buddhas projekt var ikke at slå mennesker oven i hovedet med en moralsk hammer. Buddhas projekt var at bekæmpe lidelse. Når jeg handler egoistisk, skaber jeg en kløft mellem mig selv og resten af virkeligheden. Jeg gør mig selv fremmed, isoleret og ensom. Egoisme er ofte den nemme løsning, men i det lange løb er det ikke den kloge løsning. At bekæmpe egoismen hos sig selv og hos sine børn handler derfor ikke om moral, det handler om erkendelse. Det handler om at nå frem til at erfare, at egoisme skaber lidelse.

Sandhed og Løgn

The practice of right speech is to try to change our habits so that our speech arises from the seed of Buddha, that is in us, and not from our unresolved, unwholesome seeds.

Thich Nhat Hanh

“Ser jeg tyk ud i den her kjole?” Enhver ægtemand ved (måske af bitter erfaring), hvad det “rigtige” svar på dette spørgsmål er. For i virkeligheden handler spørgsmålet ikke så meget om, hvad denne eller hin kjole gør ved hustruens figur (det har de fleste ægtemænd alligevel ikke særlig meget forstand på) – det handler om, om ægtemanden stadig finder hende attraktiv. Hvis hun virkelig ønskede et seriøst råd om, hvordan hun ser ud i kjolen, ville hun spørge en af hendes veninder. Hvis jeg faktisk synes, at en kjole misklæder min hustru, og jeg alligevel frejdig svarer “nej” til spørgsmålet, lyver jeg så? Det kommer an på, hvilket af spørgsmålene jeg svarer på – for jeg finder stadig min kone attraktiv. Dette banale eksempel viser, hvor kompliceret det med sandhed og løgn er. Hvis man helt firkantet fulgte det 8. bud, ville man ikke bare rode sig ud i alle mulig ubehageligheder, man ville også – hvad der er langt mere alvorlig – uundgåeligt kommer til at gøre andre mennesker fortræd.

Af børn og fulde folk skal man høre sandheden… I min vilde ungdom sad jeg en sen aften på kollegiebaren sammen nogle venner og en ganske ung pige, der netop var flyttet ind på kollegiet. Den unge pige snakkede løs om et eller andet emne. Jeg var mildt sagt temmelig vissen. Faktisk var jeg mere eller mindre døset hen. Alligevel formår jeg på et tidspunkt at løfte hoved, kikke den unge pige dybt ind i øjnene og sige: ”Du er dum, ufattelig dum!” – hvorefter jeg straks døser hen igen. Dagen efter forsøgte jeg at undskylde min opførsel overfor pigen. Men det lykkedes ikke. Problemet var, at jeg havde ment det, jeg sagde, og at den unge pige viste, at jeg havde ment det, jeg sagde. På en måde havde jeg levet 100% op til den 8. bud. Jeg havde ikke løjet, men åbenhjertigt sagt det, jeg oplevede som sandheden. Men den unge pige og jeg kom aldrig rigtig på god fod igen.

Firkantede regler virker ikke rigtigt i den sammensatte virkelighed, vi lever i. Både med løgn og med sandhed kan man gøre andre mennesker og sig selv fortræd.

Den ottefoldige vej er indholdet af den sidste af de fire ædle sandheder. De fire ædle sandheder er, som mange nok allerede ved, lidelsen, lidelsens årsag, lidelsens ophør og vejen, der fører til lidelsens ophør. De fire midterste dele af den ottefoldige vej handler om etik. Den første af disse bærer overskriften: Ret tale. Ifølge traditionen er der fire dele af ”ret tale”. 1) ”At tale sandt”. 2) ”Ikke tale med en kløvet tunge”. 3) ”Ikke at tale med hårde ord.” 4) ”Ikke at overdrive eller forskønne.”  Men essensen af ”Ret tale” kan formuleres således: Du må ikke gøre fortræd med ord.

”Ret tale” handler ikke om firkantede regler De fire dele skal ses som praktiske tommelfingerregler, der skal tilpasses omstændighederne. Det vigtige er, som sagt, at ord kan gøre fortræd. Løgn er forkert, fordi du ved at lyve gør andre mennesker eller dig selv fortræd. At bruge hårde ord er forkert, fordi du ved at bruge hårde ord kan såre andre. Men hvis du ved at fortælle sandheden skaber lidelse, er det også forkert. Og hvad der gælder som hårde ord er i høj grad afhængig af, hvem du taler med.

At udøve ”ret tale” hænger uløseligt sammen med evner til at lytte. Hvad er det egentlig, den anden siger, hvad er det egentlig, den anden ønsker. Det er derfor, jeg ikke har dårlig samvittighed, hvis jeg svarer ”nej” til det med kjolen. Jeg tror, jeg har lyttet mig frem til, hvad det egentlig er, min hustru spørger om. Nogle mennesker elsker at give gode råd. Men hvis vi ikke evner at lytte til det menneske, vi har for os, er de gode råd, vi giver vedkommen måske mere til skade end til gavn.

Jeg ved ikke, hvordan min ”åbenhjertighed” påvirkede den unge pige. Det mest sandsynlige er nok heldigvis, at hun for længst har glem episoden med ham fulderikken på kollegiebaren. Men ved mine hårde ord gjorde jeg mig til et menneske, jeg ikke ønsker at være. Derfor kan jeg stadig huske det. Pilen peger altid tilbage på én selv.

Hvad er der med begær?

”Bhikkhus, der er to ekstremer, som en munk bør undgå. Hvad er de to? Den første er hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser, som følger af sanselig begær. En sådan hengivelse er vulgær, verdslig, uværdig og skadelig. Den anden er hengivenhed til streng afholdenhed. En sådan hengivelse er smertefuld, uværdig og skadelig.”

Sådan beskriver Buddha i den central sutra ”At dreje dharma-hjulet” princippet om middelvejen. Buddha opgav den strenge askese, han indtil da havde underkastet sig (ét hirsekorn om dagen!!), drak et glas mælk og spiste lidt ris, som han fik tilbudt af en ung pige. Derefter satte sig under det berømte bodhi-træ og efter at have siddet der i syv dage, blev han oplyst. Umiddelbart lyder middelvejen ikke særlig moderat i mine vestlige øre. Det et ok at drikke et glas mælk og spise lidt ris, men udover det så…

Hvad er det med buddhismen og begær? Hvorfor skal man undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Lyder det ikke puritansk og livsfornægtende? Og hvad menes det egentlig med at undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Indebærer det, at jeg skal afstå fra at nyde livet?

Inden jeg kan forsøge at give mit bud på et svar på disse spørgsmål er der én ting, der bør slås fast. Buddhismen er i bund og grund nogle gode råd til, hvordan man skal leve livet. Der er ikke nogen streng gud, der pålægger mennesker regler og forbud med efterfølgende trusler om helvede og fortabelse. Hengivenhed til sanselig begær er ifølge Buddha vulgært, verdsligt, uværdigt og skadeligt (hvilket kan lyde slemt nok), men ikke syndigt. I det omfang buddhismen har noget imod begær, har det således ikke noget med moralsk fordømmelse at gøre. Buddhas erklærede mål var bekæmpe lidelsen. Når buddhismen har noget imod begær, må det være fordi, den mener, at begær er årsag til lidelse.

At hævde at begær er årsag til lidelse lyder unægtelig lidt mærkeligt. Men hvad er begær egentlig for en størrelse? Myten om Don Juan er vel et af de mest kendte billeder på sanseligt begær. Der er skrevet talrige romaner, skuespil, operaer m.v. om Jon Juan. Som personifikationen af uhæmmet sanselig begær var han i de tidlige versioner af historien genstand for en streng moralsk fordømmelse. Derfor endte historierne med, at Don Juan blive opslugt af helvedes flammer. Når vi kommer frem til Mozarts version sker dette dog, uden at Don Juan af den grund angrer sine gerninger. Mozart var mere optaget af Don Juan som figur end af det moralske.

Don Juan er uden tvivl en særdeles amoralsk person. Han lyver, bedrager, forfører og endog myrder uden skrupler for at nå sit mål. Men er han en lykkelig person? Jon Juan er drevet af sanselig begær. Målet med begær er opnå nydelse. Men nydelse kan ikke fastholdes. Den er der et kort øjeblik, og så er det forbi. Flødebollen er spist, filmen er ovre, målet for dit seksuelle begær ligger og snorker højlydt i sengen ved siden af dig – og hvad så? I en berømt arie fra Mozarts opera praler Leporello – Don Juans lidt usle tjener – med, at Don Juan har forført 1003 kvinder. Men selvom det kan lyde lidt overdrevet så udgør den tid, som det tager at have sex med 1003 kvinder kun en forsvindende lille del af et menneskes samlede levetid. (Jeg har for sjov skyld prøvet at regnet efter – det blev under 1%). Hvad har Don Juan foretaget sig resten af tiden? Mit bedste bud er, at han har kedet sig. Don Juan er en mand med et mål, en mission. Han vil forføre så mange forskellige kvinder som muligt. Men missionen efterlader hovedparten af Jon Juans liv i tomhed.

Hvis du lever for at opnå det, du synes er rigtig fedt, kommer dit liv til at bestå af en masse tomhed. En tomhed der indtræder i samme øjeblik, dit begær er opfyldt. Og her er linket mellem begær og lidelse. Lidelse er et lidt voldsomt ord. Dukkha – det ord på sanskrit, som man normalt oversætter med lidelse – dækker lang mindre dramatiske ting som f.eks. ubehag. Med dette i mente giver begær som årsag til lidelse måske lidt mere mening.

Buddhismen handler om at være til stede i nuet. Buddhismen handler at kunne opleve øjeblikket, hvor du ligge ved siden af din sovende partner som lige så meningsfyldt som den seksuelle akt, der gik forud. Begær er at ønske sig noget, som ikke er til stede. Derfor er begær nuets værste fjende. Og derfor går Jon Juan det meste af tiden rundt og keder sig.

”Når vi er sultne, spiser vi og når vi er trætte, sover vi”. Sådan lyder en kendt zenbuddhistisk talemåde. Pointen er, at meningen i livet skal findes i de helt almindelig ting, vi mennesker går og gør. Jeg har lyst til at tilføje en tredje ting til talemåden, men har lidt svært ved at finde en formulering, som ikke lyder vulgær. Når zen-munken ikke kom på at tilføje denne tredje ting, skyldes det sandsynligvis, at han som munk levede i cølibat. Men det gør jeg – en lykkelig gift vestlig buddhist – heldigvis ikke.

Den som berøver andre livet…

”Har du slået nogen ihjel i dag?” Umiddelbart et fuldstændigt absurd spørgsmål. For naturligvis du ikke det. Vi civiliserede, oplyste danskere går jo ikke rundt os slår hinanden ihjel.

Det var nogle skrappe regler, Moses hentede ned fra Sinaibjerget. Hvem kan leve en hel dag uden at komme med en eneste lille bitte nødløgn? Hvem kan sige sig fri for bare engang imellem at føle et stik af begær mod ”din næstes hustru, folk eller fæ eller noget, der hører din næste til?” Men lige præcist det 5. bud forekommer at være let at overholde. Vi lever et liv, hvor vi yderst sjældent bliver bragt i situationer, hvor muligheden for at ”komme til” at bryde det 5. bud opstår. Vi skal ganske vist ikke så langt tilbage i historie eller bevæge os særlig lang væk geografisk for finde mennesker, for hvem det ikke er helt så selvfølgeligt at overholde det 5. bud. Men for os nutidsdanskere er spørgsmålet ”Har du slået nogen ihjel i dag?” fjernt og fremmed.

Umiddelbart er det 5. bud identisk med buddhismens første leveregel. Der ligger naturligvis en ikke uvæsentlig forskel i, at buddhismens første leveregel normalt tolkes sådan, at den gælder for alle levende væsener, mens det 5. bud udelukkende er møntet på mennesker. Det vil jeg vende tilbage til i et senere blog-indlæg. Lige her og nu vil jeg koncentrere mig om mord på mennesker. For hvis det handler om mennesker, så er buddhismens første leveregel vel også næsten for nem at overholde. ”Nej, jeg har heller ikke i dag slået noget menneske ihjel!” Tjek!

Og så alligevel ikke. Det 5. bud er en lov. En lov kan man overholde eller bryde, og det er så det. Derfor er det nemt for os nutidsdanskere at sige ”Tjek!” til det 5. bud. Men buddhismen er ikke en lov-religion. Det er en måde at leve på. De fem leveregler er ikke love men guidelines, som skal hjælpe os til at leve på en mere frugtmåde måde. En måde hvor det overordnede mål er at bekæmpe lidelsen hos os selv og hos andre levende væsener.

Buddhismens første leveregel skal ses i lyset af dette. Derfor kan det at slå ihjel tillægges en bredere betydning. Man kan slå ihjel på mange andre måder end den ”klassiske”, hvor man med fysisk vold afslutter et andet menneskes liv.

Hurtige, lyse stemmer,

der hvirvlede ud i det blå …

du var ulykkelig, Tykke,

men det ku’ vi ikke forstå.

Svedig og fed og dum…

Helvede satte på spring

og væltede dig og cyklen.

Vi stod og lo omkring.

Morten Nielsens digt ”Skæbne” handler om en af de mange andre måder, man kan slå et andet menneske ihjel. Da jeg var voksenunderviser, mødte jeg ofte mennesker, der som barn havde været mobbeoffre. Det havde hver gang sat varige spor i det pågældende menneskes liv. ”Tykke” fra Morten Nielsens digt tog hævn og blev nazist. Hos andre er konsekvensen ikke så synlig, men derfor ikke mindre fatal.

”Har du slået nogen ihjel i dag?” Har du med en kritisk kommentar slukket gnisten af begejstring hos et andet menneske? Har du med en tilfældig morsomhed stukket en kniv i et andet menneskes selvværd? Har du med brok lagt en dæmper på et andet menneskes gode humør? Der er meget, vi kan dræbe hos andre mennesker. Så måske er det alligevel ikke så nemt at sige: ”Nej, jeg har heller ikke i dag slået noget menneske ihjel!”

Tørst efter sandhed

If the mind depends upon anything, it has no sure haven.

Hui-neng

All views are wrong views.

Thich Nhat Hanh

Hvad kan sindet støtte sig til? De fleste mennesker støtter sig til en eller anden form for sandhed: En mere eller mindre eksplicit forestilling om, hvordan verden hænger sammen. En politisk holdning. En holdning til hvad der er god tone. Nogle værdier. Nogle synspunkter om, hvad der kendetegner en rigtig mand/kvinde/dansker. En religiøs overbevisning. osv. osv. Nogle mennesker ligger overordentlig stor vægt på deres sandhed. Så stor vægt, at de er parate til at dræbe andre og/eller selv at dø for den.

“Det ved mig ikke.” Sådan svarede min nevø med et stor smil, da han var en 2-3.år gammel, når nogen stillede ham et spørgsmål, han ikke kunne svare på. På det tidspunkt var jeg sidst i tyverne og viste ikke noget værre end at få stillet et spørgsmål, jeg ikke kunne svare på. Jeg misundte min nevø, at han kunne være ligeglad med, at der var noget, han ikke viste.

Da jeg var endnu yngre– lige omkring de tyve – skrev jeg i en periode dagbog. Dagbogen for den 8. februar 1983 handlede om angst. Den 19.årige Lars skrev: “Jeg kan blive angst over de særeste ting. Over at jeg ikke kan huske, hvad et bestemt ord betyder. Over at jeg ikke kan huske, hvad en bestemt bog handler om. Over at jeg har glemt en af mine kongstanker. Jeg kan se på reproduktionerne på min væg og blive angst over, at jeg ikke læser om og tænker over kunst så meget, som jeg førhen gjorde.” Dagbogen for den 8. februar 1983 sluttede med ordene: “Bare jeg kunne indhente tiden og leve i nuet!!”

Viden betød enormt meget for den 19.årige Lars. Viden var det net, jeg skulle fange virkeligheden i. Viden var det fundament, jeg skulle bygge min eksistens på. Oplevede jeg, at der var huller i nettet, følte jeg, at jeg mistede grebet om virkeligheden og fundamentet under mig smuldrede. Resultatet var angst.

Når jeg er så narcissistisk at skrive om mig selv, er det fordi, der måske gemmer sig noget alment her. Den 19.årige Lars var et ægte produkt af sin kultur. Platon lagde grunden til den vestlige filosofi med sin idelærer. Alt i vores verden er forgængeligt og foranderligt. Dette udgangspunkt er for så vidt i fin overensstemmelse med buddhismen. Forskellen er, at Platon nægtede at acceptere dette. Derfor fremsatte Platon sin teori om en ideverden. Blomsten i min vindueskarm er forgængelig. På et tidspunkt vil den visne og død. Blomsten i min vindueskarm er ikke perfekt. Den er lidt skæv og nogle af kronbladene er gule i kanten. Blomstens idé er derimod evig, uforanderlig og perfekt. Viden er et våben mod det forgængelige, foranderlige og uperfekte. Viden er en måde at få styr på verden. Viden er magt, det et er et redskab til at kunne opretholde illusionen om kontrol.

“All views are wrong views” Thich Nhat Hanh sammenligner viden med et landkort, f.eks. over byen Paris.  Landkort er vældigt nyttige, når man skal finde rundt. Men det er naturligvis forkert at forveksle landkortet over Paris med den virkelige by Paris. Og det er præcis, hvad Platon og hans efterfølgere gør. Et landkort er en synsvinkel på virkeligheden. Landkortet er nyttigt på grund af alle de ting, der ikke er med, som f.eks. lugtene, lydene, lyset, farverne. Et landkort kan være mere eller mindre korrekt, ligesom en viden kan være det. Men hverken et landkort eller en viden kan nogensinde ”fange” virkeligheden.

”If the mind depends upon anything, it has no sure haven.” På en måde var den 19.årige Lars mere ærlig end Platon, idet han kan kobler sin tørst efter viden med angst. En sådan svaghed ville Platon og han efterfølgere aldrig have indrømmet. Men den 19.årige Lars indser ikke, at hans ønske om gennem viden at skabe sig et sikkert fundament og hans ønske om at leve i nuet udelukker hinanden. Sandhed og virkelighed er hinandens modsætninger. Så længe vi klynger og til vores sandheder, skaber vi et skel os selv og virkeligheden i sig selv – såledesheden – altings buddhanatur.