Tag: Dukkha

Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme?

Jeg længe overvejet at ændre navnet på denne side fra ”Vestlig buddhisme” til ”Sekulær buddhisme”. Det har jeg gjort af to årsager. Dels har navnet ”Vestlig buddhisme” virket som en rød klud på en del mennesker. For hvordan kan jeg tage patent på, hvad vestlig buddhisme er? Dels er ”Sekulær buddhisme” måske en mere præcis beskrivelse af, hvad mit sigte med siden er. Konklusionen på mine overvejelse er, at jeg beholder titlen. Forklaring følger.

Begreber sekulær buddhisme stammer primært fra Steven Batchelor. Da jeg startede med at skrive med på Facebook og min hjemmeside, kendte jeg ikke til Batchelors bøger. Jeg blev faktisk først opmærksom på Batchelor, da jeg blev beskyldte for at være tilhænger af ham. Nu har jeg haft lejlighed til at læse (nogle af) hans bøger, og det har været en stor glæde for mig at opdage, at der var andre der gik og rodede med nogle af de samme tanker som jeg selv – og så til og med en person, hvis viden om buddhismen er lagt større end den, jeg selv kan prale med.

Sekulær buddhisme definerer Batchelor som en buddhisme, der har fokus på dette liv. Buddhismen er i Batchelors tolkning ikke en sandhed om verden, men en måde at takle livet på. Målet med den buddhistiske praksis er at få menneskelivet til at blomstre fra øjeblik til øjeblik – ikke at opnå en eller anden transcendent, absolut tilstand.

Batchelors tese er, at hvis man tolker jernaldermetafysikken ud af buddhismen, vil det centrale i den buddhistiske lære stå tilbage. Hans projekt er med udgangspunkt i de ældste buddhistiske tekster – sutraerne – at vende tilbage til rødderne og gentænke buddhismen fra bunden af. Batchelor er kritisk overfor den traditionelle buddhisme som ifølge ham er stivnet i ortodoksi, og han tager afstand fra begreber som ”karma” og ”reinkarnation”.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med Batchelor i alt, men er fuldt med på det overordnede mål: En tolkning af buddhismen som har fokus på dette liv, i denne tid, på dette sted.

Steven Batchelor bruger også betegnelsen vestlig buddhisme, og han bruger den i samme betydning, som jeg lægger i ordene: En særlig vestlig tolkning af buddhismen, som forener det bedste fra den vestlige tradition – som demokrati, fokus på individets rettigheder og en kritisk, rationel tænkning – med de centrale elementer i den buddhistiske lære. En sådan særlig vestlig buddhisme findes ikke, endnu. Hvis vi skal finde svar på, hvad vestlig buddhisme er, bliver vi nødt til at opfinde en tidsmaskine. Batchelor mener, at svaret kan ligge flere hundrede år ude i fremtiden. Det tog adskillige hundrede år før en særlig tibetansk, kinesisk eller japansk tolkning af buddhismen for alvor manifesterede sig.

Titlen på dette indlæg er et spørgsmål: Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme? Mit svar på dette spørgsmål er et tøvende ”ja”. Hvis buddhismen skal komme til at spille en rolle i den vestlige verden – og det synes jeg den skal, da den har meget at byde ind med som alternativ og korrektion til en selvdestruktiv vestlig livsopfattelse – så er det ikke den traditionelle buddhisme, der er svaret. Den ligger for lagt fra den virkelighed, det moderne menneske lever i. Vestlig buddhisme er i min optik ikke det samme som buddhisme, der tilfældigvis finder sted i Vesten. Vestlig buddhisme er noget nyt, noget verden endnu ikke har set, men samtidig noget, verden desperat har brug for. Derfor holder jeg fast i den provokation og den opfordring til diskussion, der ligger i titlen: Vestlig buddhisme.

Øko-sattva-løfterne

Hver morgen, inden jeg starter min morgenmeditation, gentager jeg nogle løfter, som bygger på buddhismens fem forskrifter. Løfterne lyder:

Jeg vil ikke dræbe, men handle til gavn for alt liv.

Jeg vil ikke tage det, der ikke er givet, men være gavmild.

Jeg vil ikke foretage seksuelle handlinger, der skaber lidelse, men behandle alle med respekt.

Jeg vil ikke tale falsk, men tale og lytte fra hjertet

Jeg vil ikke misbruge min egen eller andres krop eller sind, men dyrke et sind, der ser klart.

Løfterne er for mig en påmindelse om, at det etiske har en afgørende betydning i buddhismen. Buddhismen handler ikke kun om dig selv, men i lige så høj graf om den verden, du er en del af, og hvordan du vælger at være del af verden.

Jeg har netop købt David R. Loy’s nyeste bog ”Ecodharma”. Her giver Loy et bud på, hvordan man ud fra en buddhistisk synsvinkel kan forholde sig til verdens miljøproblemer. Jeg er endnu ikke blevet færdig med bogen, men vil vende tilbage til den, så snart jeg bliver det. Den lover godt. Bagerst i bogen har jeg fundet disse ”øko-sattva-løfter”, som jeg tænker, andre kunne få glæde af.

The Ecosattva Vows

I vow to myself and to each of you:

To commit myself to the healing of our world and the welfare of all beings.

To live on earth more lightly and less violently in the food, products, and energy I consume.

To draw strength and guidance from the living earth, the ancestors, the future generations, and my brother and sisters of all species.

To support others in our work for the world and to ask for help when I need it.

To pursue a daily practice that clarifies my mind, strengthens my heart, and support me in observing these vows.

Jeg har ikke oversat løfterne til dansk, da ikke synes min engelskkundskaber rækker. Men hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i det, vil jeg lægge resultatet ud her på siden.

/Lars Steiniche

PS: Ordet Ecosattva/øko-sattva spiller på bodhisattva’en, som er en helt central figur i mahayana-buddhismen. En bodhisattva er en person, der ud fra medfølelse med sine medskabninger har afgivet et løfte om ikke at opnå oplysningen, før alle levende væsener har opnået oplysning.

Det banale liv

Ah dette! Når dette udbrud dukker frem, har du fundet dig selv. Du opdager samtidig, at alle læresætningerne fra de gamle værker, der står skrevet i den buddhistiske Tripikata, de taoistiske skrifter og de konfucianistiske klassikere, ikke er andet end kommentarer til dit eget pludselige udbrud, Ah dette!

Tai-Hui

Det har taget mig mange år at nå frem til følgende ”dybe” sandhed: Livet er banalt. Livet ikke er en stor og kompliceret gåde, der skal løses før man kan komme videre med det, som jeg mente i min filosofiske ungdom. Livet handler heller ikke om ”ydre” ting – om at sætte sig mål som penge, magt og berømmelse. Livet handler om det, som ligger lige for næse af os. Eller udtrykt på en anden måde: Hvis du ikke kan finde meningen HER, så finder du den aldrig. Denne påstand kan let misforstås. Det kan komme til at lyde som en naiv opfordring til at hylde de nære ting. Bare du husker at hygge med familien og lue om grønsagerne i køkkenhaven, så er alt fint. At livet er banalt, indebærer desværre ikke, at livet er nemt. Så måske er jeg nødt til at udvide min indsigt til følgende: Livet er banalt, men ofte svært. Ikke svært i betydning kompliceret, men svært i betydningen, at det gode liv ikke kommer af sig selv, men kræver hårdt arbejde.

Det gode liv handler om enkle ting, og det er enkle ting, der står i vejen. Det sidste er udfordringen. Det er der, arbejdet ligger. Denne grundholdning præger min ”tolkning” af buddhismen. Buddhismen handler for mig ikke primært om at forstå verden. Buddhismen er en hjælp til at være i verden. Det vigtigste begreb i buddhismen er lidelse – dukkha. Stephen Batchelor skriver i ”After buddhism”:

Dukkha er den tragiske dimension i livet, implicit i erfaringen, fordi verden hele tiden skifter og ændrer sig til noget andet. Dukkha er livets molskala, dets bittersøde smag, dets irriterende flygtige charme, dets fascination og skræmmende ophøjethed. Dukkhas oprindelse ligger i selve strukturen i verden, ikke i en følelse som begær eller i en fejlagtig erkendelse som uvidenhed. En betinget og foranderlig verden som vores er ikke et sted, hvor vi finder varig lykke. Men desto mere åbner vi os helhjertet for og omfavner denne tragiske dimension, jo mere værdsætter vi skønheden, glæden og fortryllelsen i verden. Netop fordi den er flygtig og bestemt til at forsvinde.

Buddhismen er ikke et hurtig fiks, der med et trylleslag kan afskaffe lidelsen. Lidelse er et grundvilkår i tilværelsen. Lidelse er ikke et abstrakt begreb, der kan forklares ud fra ud fra abstrakte principper som ”begær” og ”uvidenhed”. Lidelsen er konkret og individuel. Det hjælper ikke at flygte fra lidelsen. Det handler om accept. Om at nå dertil hvor man kan se det smukke i, at håret bliver gråt og kroppen skrøbelig. Et helt centralt aspekt i at nå frem til accepten er meditation. Igen et langt citat fra Batchelor:

Meditation har sin oprindelse i det sublime i hverdagen. Jeg har ringe interesse i at opnå tilstande af vedvarende koncentration, hvor oplevelsen af sanselig rigdom er erstattet af ren introspektiv ekstase. Jeg har ingen interesse i at recitere mantraer, visualisere buddhaer eller mandalaer, have ud-af-kroppen oplevelser, læse andre folks tanker, praktisere klare drømme eller kanalisere psykiske energier gennem chakraer, endsige lade min bevidsthed blive absorberet i det ubetingedes transcendentale perfektion. Meditation handler om at omfavne, hvad der sker med denne organisme, idet det berører sit miljø i dette øjeblik.

Meditation er en øvelse i at være her. D.T. Suzuki, fra hvis bog om zenbuddhisme citatet overfor stammer, lægger meget vægt på oplysning. Men oplysning handler for Suzuki om at overvinde lidelsen i dette liv. Oplysning er den fulde evne til at være HER. Det er denne sammenhæng, udbruddet ”Ah dette” hentyder til. Efter udbruddet går livet videre som hidtil. Den oplyste ”spiser, når han er sulten og sover, når han er træt”. Forskel er alene en vished om, at det banale liv er nok.

Buddha på udsalg

Forleden var jeg med min kone i Jysk. Inde i den nyindrettede haveafdeling havde de en Buddhafigur på tilbud. En af de grå stenfigurer, der passer så fint til havestuen. Synet rørte noget i mig. Ikke at jeg tænkte blasfemi eller noget andet voldsomt, men der var noget her, som føltes forkert.

Går man ind på Jysks hjemmeside, finder man Buddhafigurer under kategorien ”Andet til haven – diverse” – så er han ligesom sat på plads! For langt de fleste danskere, som har en Buddhafigur stående, handler det om smart og trendy pynt. Måske tænker man lidt over det signal, som en Buddhafigur udsender. Noget med åbenhed, noget med åndelige værdier – hvad ved jeg. Måske gør man ikke. Der er også danskere, der har en Buddhafigur stående, som faktisk mener noget med det. For hvem en Buddhafigur er et religiøst symbol. De har måske endda et lille alter, hvor Buddhafiguren har en central placering. Det er de to yderpunkter.

Personlig ejer jeg ikke en Buddhafigur. Jeg har af og til overvejet at anskaffer mig en, ud fra en forestilling om, at det var noget, jeg som overbevist Buddhist burde have, men jeg er hver gang veget tilbage. En Buddhafigur er set i min optik enten for lidt eller for meget.

Buddha som pynt er for lidt. Hvis man har taget buddhismen til sig, hvis buddhismen er noget, der faktisk betyder noget i ens liv, så er det en lille smule ”træls” at se Buddha reduceret til pynt. Her er jeg måske lidt følsom, men forestil dig, at Jysk solgte krucifikser. ”Jesus på korset – naturtro blod – fast lav pris kr. 149-” Jeg gætter på, at en hel del kristne vil tage anstød af dette. På den anden side kunne man vælge at glæde sig over, at danskerne åbenbart har et så positivt indtryk af buddhismen, at vælger at pynter deres hjem med den. Jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg skal mene.

Når jeg oplever en Buddhafigur som ”for meget” og derfor ikke ejer en, hænger det sammen med min tolkning af, hvem eller hvad Buddha er. Hvis man læser de gamle sutraer, kan man både finde belæg for det synspunkt, at Buddha har en form for guddommelig status og for det synspunkt, at Buddha er et menneske som dig og mig. Nogle steder udfører han mirakler og beskrives som et perfekt væsen med 32 særlige fysiske kendetegn. Andre steder beskrives det i detaljer, hvordan han få dårlig mave af at spise fordærvet mad, og hvordan han hjælper til med at gøre tørre lort op hos en munk, der lider af diare. For mig er det en væsentlig pointe i buddhismen, at Buddha er menneske som dig og mig. Ordet ”Buddha” betyder ”den oplyste”. Buddha er ikke et navn, det er en titel. Den historiske Buddha – hvis ”borgerlige” navn er Siddhartha Gautama – var ikke ”Buddha” fra fødslen. Siddhartha Gautama blev Buddha – den oplyste – på et givent tidspunkt i hans liv. At Buddha blev født som et menneske understreger, at muligheden for at blive oplyst findes i alle mennesker. Vi er alle sammen potentielle buddhaer. At være oplyst betyder at have overvundet lidelsen. Det, at Buddha er et menneske, understreger, at det også er muligt for et menneske som jeg at overvinde lidelsen.

De religiøse Buddha-figurer – de Buddha-figurer som mange buddhister har stående på deres ”husalter” – er lidt for meget en fremstilling af den ”guddommelige” Buddha for min smag. Derfor ejer jeg ikke en. Men hvis jeg kunne finde en Buddha-figur, hvor det menneskelige tydeligt fremgår, ville jeg da overveje at købe én.

Læs min bog: ”Vestens buddhisme – En guide til buddhismen for nutidens vestlige menneske”:

https://www.saxo.com/dk/vestens-buddhisme-en-guide-til-buddhismen-for-nutidens-vestlige-menneske_lars-steiniche_paperback_9788740970562

Hvad er der med begær?

”Bhikkhus, der er to ekstremer, som en munk bør undgå. Hvad er de to? Den første er hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser, som følger af sanselig begær. En sådan hengivelse er vulgær, verdslig, uværdig og skadelig. Den anden er hengivenhed til streng afholdenhed. En sådan hengivelse er smertefuld, uværdig og skadelig.”

Sådan beskriver Buddha i den central sutra ”At dreje dharma-hjulet” princippet om middelvejen. Buddha opgav den strenge askese, han indtil da havde underkastet sig (ét hirsekorn om dagen!!), drak et glas mælk og spiste lidt ris, som han fik tilbudt af en ung pige. Derefter satte sig under det berømte bodhi-træ og efter at have siddet der i syv dage, blev han oplyst. Umiddelbart lyder middelvejen ikke særlig moderat i mine vestlige øre. Det et ok at drikke et glas mælk og spise lidt ris, men udover det så…

Hvad er det med buddhismen og begær? Hvorfor skal man undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Lyder det ikke puritansk og livsfornægtende? Og hvad menes det egentlig med at undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Indebærer det, at jeg skal afstå fra at nyde livet?

Inden jeg kan forsøge at give mit bud på et svar på disse spørgsmål er der én ting, der bør slås fast. Buddhismen er i bund og grund nogle gode råd til, hvordan man skal leve livet. Der er ikke nogen streng gud, der pålægger mennesker regler og forbud med efterfølgende trusler om helvede og fortabelse. Hengivenhed til sanselig begær er ifølge Buddha vulgært, verdsligt, uværdigt og skadeligt (hvilket kan lyde slemt nok), men ikke syndigt. I det omfang buddhismen har noget imod begær, har det således ikke noget med moralsk fordømmelse at gøre. Buddhas erklærede mål var bekæmpe lidelsen. Når buddhismen har noget imod begær, må det være fordi, den mener, at begær er årsag til lidelse.

At hævde at begær er årsag til lidelse lyder unægtelig lidt mærkeligt. Men hvad er begær egentlig for en størrelse? Myten om Don Juan er vel et af de mest kendte billeder på sanseligt begær. Der er skrevet talrige romaner, skuespil, operaer m.v. om Jon Juan. Som personifikationen af uhæmmet sanselig begær var han i de tidlige versioner af historien genstand for en streng moralsk fordømmelse. Derfor endte historierne med, at Don Juan blive opslugt af helvedes flammer. Når vi kommer frem til Mozarts version sker dette dog, uden at Don Juan af den grund angrer sine gerninger. Mozart var mere optaget af Don Juan som figur end af det moralske.

Don Juan er uden tvivl en særdeles amoralsk person. Han lyver, bedrager, forfører og endog myrder uden skrupler for at nå sit mål. Men er han en lykkelig person? Jon Juan er drevet af sanselig begær. Målet med begær er opnå nydelse. Men nydelse kan ikke fastholdes. Den er der et kort øjeblik, og så er det forbi. Flødebollen er spist, filmen er ovre, målet for dit seksuelle begær ligger og snorker højlydt i sengen ved siden af dig – og hvad så? I en berømt arie fra Mozarts opera praler Leporello – Don Juans lidt usle tjener – med, at Don Juan har forført 1003 kvinder. Men selvom det kan lyde lidt overdrevet så udgør den tid, som det tager at have sex med 1003 kvinder kun en forsvindende lille del af et menneskes samlede levetid. (Jeg har for sjov skyld prøvet at regnet efter – det blev under 1%). Hvad har Don Juan foretaget sig resten af tiden? Mit bedste bud er, at han har kedet sig. Don Juan er en mand med et mål, en mission. Han vil forføre så mange forskellige kvinder som muligt. Men missionen efterlader hovedparten af Jon Juans liv i tomhed.

Hvis du lever for at opnå det, du synes er rigtig fedt, kommer dit liv til at bestå af en masse tomhed. En tomhed der indtræder i samme øjeblik, dit begær er opfyldt. Og her er linket mellem begær og lidelse. Lidelse er et lidt voldsomt ord. Dukkha – det ord på sanskrit, som man normalt oversætter med lidelse – dækker lang mindre dramatiske ting som f.eks. ubehag. Med dette i mente giver begær som årsag til lidelse måske lidt mere mening.

Buddhismen handler om at være til stede i nuet. Buddhismen handler at kunne opleve øjeblikket, hvor du ligge ved siden af din sovende partner som lige så meningsfyldt som den seksuelle akt, der gik forud. Begær er at ønske sig noget, som ikke er til stede. Derfor er begær nuets værste fjende. Og derfor går Jon Juan det meste af tiden rundt og keder sig.

”Når vi er sultne, spiser vi og når vi er trætte, sover vi”. Sådan lyder en kendt zenbuddhistisk talemåde. Pointen er, at meningen i livet skal findes i de helt almindelig ting, vi mennesker går og gør. Jeg har lyst til at tilføje en tredje ting til talemåden, men har lidt svært ved at finde en formulering, som ikke lyder vulgær. Når zen-munken ikke kom på at tilføje denne tredje ting, skyldes det sandsynligvis, at han som munk levede i cølibat. Men det gør jeg – en lykkelig gift vestlig buddhist – heldigvis ikke.