lidelse | Vestlig buddhisme

Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme?

Jeg længe overvejet at ændre navnet på denne side fra ”Vestlig buddhisme” til ”Sekulær buddhisme”. Det har jeg gjort af to årsager. Dels har navnet ”Vestlig buddhisme” virket som en rød klud på en del mennesker. For hvordan kan jeg tage patent på, hvad vestlig buddhisme er? Dels er ”Sekulær buddhisme” måske en mere præcis beskrivelse af, hvad mit sigte med siden er. Konklusionen på mine overvejelse er, at jeg beholder titlen. Forklaring følger.

Begreber sekulær buddhisme stammer primært fra Steven Batchelor. Da jeg startede med at skrive med på Facebook og min hjemmeside, kendte jeg ikke til Batchelors bøger. Jeg blev faktisk først opmærksom på Batchelor, da jeg blev beskyldte for at være tilhænger af ham. Nu har jeg haft lejlighed til at læse (nogle af) hans bøger, og det har været en stor glæde for mig at opdage, at der var andre der gik og rodede med nogle af de samme tanker som jeg selv – og så til og med en person, hvis viden om buddhismen er lagt større end den, jeg selv kan prale med.

Sekulær buddhisme definerer Batchelor som en buddhisme, der har fokus på dette liv. Buddhismen er i Batchelors tolkning ikke en sandhed om verden, men en måde at takle livet på. Målet med den buddhistiske praksis er at få menneskelivet til at blomstre fra øjeblik til øjeblik – ikke at opnå en eller anden transcendent, absolut tilstand.

Batchelors tese er, at hvis man tolker jernaldermetafysikken ud af buddhismen, vil det centrale i den buddhistiske lære stå tilbage. Hans projekt er med udgangspunkt i de ældste buddhistiske tekster – sutraerne – at vende tilbage til rødderne og gentænke buddhismen fra bunden af. Batchelor er kritisk overfor den traditionelle buddhisme som ifølge ham er stivnet i ortodoksi, og han tager afstand fra begreber som ”karma” og ”reinkarnation”.

Jeg er ikke nødvendigvis enig med Batchelor i alt, men er fuldt med på det overordnede mål: En tolkning af buddhismen som har fokus på dette liv, i denne tid, på dette sted.

Steven Batchelor bruger også betegnelsen vestlig buddhisme, og han bruger den i samme betydning, som jeg lægger i ordene: En særlig vestlig tolkning af buddhismen, som forener det bedste fra den vestlige tradition – som demokrati, fokus på individets rettigheder og en kritisk, rationel tænkning – med de centrale elementer i den buddhistiske lære. En sådan særlig vestlig buddhisme findes ikke, endnu. Hvis vi skal finde svar på, hvad vestlig buddhisme er, bliver vi nødt til at opfinde en tidsmaskine. Batchelor mener, at svaret kan ligge flere hundrede år ude i fremtiden. Det tog adskillige hundrede år før en særlig tibetansk, kinesisk eller japansk tolkning af buddhismen for alvor manifesterede sig.

Titlen på dette indlæg er et spørgsmål: Er vestlig buddhisme sekulær buddhisme? Mit svar på dette spørgsmål er et tøvende ”ja”. Hvis buddhismen skal komme til at spille en rolle i den vestlige verden – og det synes jeg den skal, da den har meget at byde ind med som alternativ og korrektion til en selvdestruktiv vestlig livsopfattelse – så er det ikke den traditionelle buddhisme, der er svaret. Den ligger for lagt fra den virkelighed, det moderne menneske lever i. Vestlig buddhisme er i min optik ikke det samme som buddhisme, der tilfældigvis finder sted i Vesten. Vestlig buddhisme er noget nyt, noget verden endnu ikke har set, men samtidig noget, verden desperat har brug for. Derfor holder jeg fast i den provokation og den opfordring til diskussion, der ligger i titlen: Vestlig buddhisme.

Øko-sattva-løfterne

Hver morgen, inden jeg starter min morgenmeditation, gentager jeg nogle løfter, som bygger på buddhismens fem forskrifter. Løfterne lyder:

Jeg vil ikke dræbe, men handle til gavn for alt liv.

Jeg vil ikke tage det, der ikke er givet, men være gavmild.

Jeg vil ikke foretage seksuelle handlinger, der skaber lidelse, men behandle alle med respekt.

Jeg vil ikke tale falsk, men tale og lytte fra hjertet

Jeg vil ikke misbruge min egen eller andres krop eller sind, men dyrke et sind, der ser klart.

Løfterne er for mig en påmindelse om, at det etiske har en afgørende betydning i buddhismen. Buddhismen handler ikke kun om dig selv, men i lige så høj graf om den verden, du er en del af, og hvordan du vælger at være del af verden.

Jeg har netop købt David R. Loy’s nyeste bog ”Ecodharma”. Her giver Loy et bud på, hvordan man ud fra en buddhistisk synsvinkel kan forholde sig til verdens miljøproblemer. Jeg er endnu ikke blevet færdig med bogen, men vil vende tilbage til den, så snart jeg bliver det. Den lover godt. Bagerst i bogen har jeg fundet disse ”øko-sattva-løfter”, som jeg tænker, andre kunne få glæde af.

The Ecosattva Vows

I vow to myself and to each of you:

To commit myself to the healing of our world and the welfare of all beings.

To live on earth more lightly and less violently in the food, products, and energy I consume.

To draw strength and guidance from the living earth, the ancestors, the future generations, and my brother and sisters of all species.

To support others in our work for the world and to ask for help when I need it.

To pursue a daily practice that clarifies my mind, strengthens my heart, and support me in observing these vows.

Jeg har ikke oversat løfterne til dansk, da ikke synes min engelskkundskaber rækker. Men hvis nogen skulle få lyst til at kaste sig ud i det, vil jeg lægge resultatet ud her på siden.

/Lars Steiniche

PS: Ordet Ecosattva/øko-sattva spiller på bodhisattva’en, som er en helt central figur i mahayana-buddhismen. En bodhisattva er en person, der ud fra medfølelse med sine medskabninger har afgivet et løfte om ikke at opnå oplysningen, før alle levende væsener har opnået oplysning.

Det banale liv

Ah dette! Når dette udbrud dukker frem, har du fundet dig selv. Du opdager samtidig, at alle læresætningerne fra de gamle værker, der står skrevet i den buddhistiske Tripikata, de taoistiske skrifter og de konfucianistiske klassikere, ikke er andet end kommentarer til dit eget pludselige udbrud, Ah dette!

Tai-Hui

Det har taget mig mange år at nå frem til følgende ”dybe” sandhed: Livet er banalt. Livet ikke er en stor og kompliceret gåde, der skal løses før man kan komme videre med det, som jeg mente i min filosofiske ungdom. Livet handler heller ikke om ”ydre” ting – om at sætte sig mål som penge, magt og berømmelse. Livet handler om det, som ligger lige for næse af os. Eller udtrykt på en anden måde: Hvis du ikke kan finde meningen HER, så finder du den aldrig. Denne påstand kan let misforstås. Det kan komme til at lyde som en naiv opfordring til at hylde de nære ting. Bare du husker at hygge med familien og lue om grønsagerne i køkkenhaven, så er alt fint. At livet er banalt, indebærer desværre ikke, at livet er nemt. Så måske er jeg nødt til at udvide min indsigt til følgende: Livet er banalt, men ofte svært. Ikke svært i betydning kompliceret, men svært i betydningen, at det gode liv ikke kommer af sig selv, men kræver hårdt arbejde.

Det gode liv handler om enkle ting, og det er enkle ting, der står i vejen. Det sidste er udfordringen. Det er der, arbejdet ligger. Denne grundholdning præger min ”tolkning” af buddhismen. Buddhismen handler for mig ikke primært om at forstå verden. Buddhismen er en hjælp til at være i verden. Det vigtigste begreb i buddhismen er lidelse – dukkha. Stephen Batchelor skriver i ”After buddhism”:

Dukkha er den tragiske dimension i livet, implicit i erfaringen, fordi verden hele tiden skifter og ændrer sig til noget andet. Dukkha er livets molskala, dets bittersøde smag, dets irriterende flygtige charme, dets fascination og skræmmende ophøjethed. Dukkhas oprindelse ligger i selve strukturen i verden, ikke i en følelse som begær eller i en fejlagtig erkendelse som uvidenhed. En betinget og foranderlig verden som vores er ikke et sted, hvor vi finder varig lykke. Men desto mere åbner vi os helhjertet for og omfavner denne tragiske dimension, jo mere værdsætter vi skønheden, glæden og fortryllelsen i verden. Netop fordi den er flygtig og bestemt til at forsvinde.

Buddhismen er ikke et hurtig fiks, der med et trylleslag kan afskaffe lidelsen. Lidelse er et grundvilkår i tilværelsen. Lidelse er ikke et abstrakt begreb, der kan forklares ud fra ud fra abstrakte principper som ”begær” og ”uvidenhed”. Lidelsen er konkret og individuel. Det hjælper ikke at flygte fra lidelsen. Det handler om accept. Om at nå dertil hvor man kan se det smukke i, at håret bliver gråt og kroppen skrøbelig. Et helt centralt aspekt i at nå frem til accepten er meditation. Igen et langt citat fra Batchelor:

Meditation har sin oprindelse i det sublime i hverdagen. Jeg har ringe interesse i at opnå tilstande af vedvarende koncentration, hvor oplevelsen af sanselig rigdom er erstattet af ren introspektiv ekstase. Jeg har ingen interesse i at recitere mantraer, visualisere buddhaer eller mandalaer, have ud-af-kroppen oplevelser, læse andre folks tanker, praktisere klare drømme eller kanalisere psykiske energier gennem chakraer, endsige lade min bevidsthed blive absorberet i det ubetingedes transcendentale perfektion. Meditation handler om at omfavne, hvad der sker med denne organisme, idet det berører sit miljø i dette øjeblik.

Meditation er en øvelse i at være her. D.T. Suzuki, fra hvis bog om zenbuddhisme citatet overfor stammer, lægger meget vægt på oplysning. Men oplysning handler for Suzuki om at overvinde lidelsen i dette liv. Oplysning er den fulde evne til at være HER. Det er denne sammenhæng, udbruddet ”Ah dette” hentyder til. Efter udbruddet går livet videre som hidtil. Den oplyste ”spiser, når han er sulten og sover, når han er træt”. Forskel er alene en vished om, at det banale liv er nok.

To slags buddhisme

For godt en uge side lagde jeg link ud til en kronik, jeg har skrevet til dagbladet Information på facebooksiden ”Buddhisme i Danmark”. Artikel har titlen ”Buddhismen er en måde at bekæmpe følelsers negative indflydelse på vores liv”. Det var ikke den titel, jeg selv havde givet kronikken, men da den er nogenlunde dækkende for indholdet, gjorde jeg ikke indvendinger mod den. Jeg havde slet ikke forventet de voldsomme reaktioner, som artiklen gav anledning til. 123 kommentarer hvoraf en stor del har været meget negative (der har dog også været nogle positive og 44 likes – tak for det!).

Jeg har siden da reflekteret en del over, hvorfor en artikel, som jeg selv umiddelbart opfatter som ret uskyldig, kan afføde en så voldsom reaktion. Den konklusion, jeg er nået frem til, er, at det handler om et sammenstød mellem to meget forskellige tolkninger af buddhismen.

For at gøre min fremstilling så neutral som muligt, vil jeg i den følgende tale om buddhisme 1 og buddhisme 2. Jeg vil skynde mig at melde ærligt ud, at jeg i min beskrivelse af de to former for buddhisme er stærkt inspireret af David R. Loys og Stevens Bachelors tanker. Så er kritikerne af de to herrer ligesom advaret.

Buddhismen 1 har fokus på oplysning. Buddhismen handler om at nå frem til en sandhed. Da sandheden er i fokus, er det meget vigtigt, at tolkningen er korrekt. Kun mennesker, der selv er oplyste, har sandheden og kan formidler den videre til andre. Derfor står der i buddhisme 1 stor respekt om disse personer.

”Genfødsel” og ”karma” er helt centrale aspekter af buddhisme 1.

Buddhismen 2 har fokus på lidelse. Buddhisme 2 handler ikke primært om at nå frem til en “sandhed” men om, hvordan man takler dette liv. Da buddhisme 2 er ”praktisk” i sit sigte og fokus er på lidelse, er det med den rigtige tolkning ikke helt så vigtigt. Det værste, der kan ske, er, at “kuren” ikke virker – hvilket naturligvis kan være slemt nok. Nirvana er i buddhisme 2 ikke et sted, man kan komme hen, og oplysning er ikke det samme som alvidenhed – begge begreber er simpelthen synonymer for lidelsens ophør.

Indenfor buddhisme 2 er der forskellige holdninger til begreber som “genfødsel” og “karma”, men de spiller ikke en så central rolle som i buddhisme 1. Buddhisme 2 handler først og fremmest om dette liv.

Buddhismen 1 og buddhisme 2 er to yderpunkter. Der er givetvis en hel del buddhister, der befinder sig et sted midt imellem.

Efter min mening giver det ikke rigtig mening af diskutere, om det er buddhisme 1 eller buddhisme 2, der er den “rigtig” buddhisme. Irriterende nok kan man i sutraerne finde belæg for begge tolkninger.

Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er en rendyrket tilhænger af buddhisme 2. Men jeg vil aldrig sætte spørgsmålstegn ved, om tilhængerne af buddhisme 1 har ret til at kalde sig buddhister.

Jeg har en sød svigerinde, der er kristen. Da jeg fortalte om de negative reaktioner på min artikel, forstod hun dem godt. ”Husk at mennesker er meget følsomme i forhold til deres religion”. Det havde jeg nok glemt, og derfor kom reaktionerne bag på mig.

Jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive om buddhisme 2. Jeg synes, buddhismen er vigtigt som et alternativ til den måde, vi i Vesten normalt tænker og lever på. Min oprindelig titel på kronikken var ”Hvad kan buddhismen?”. Jeg er overbevist om, at buddhismen ”kan” noget. Derimod tror jeg ikke, at verden har brug for en ”sandhed”. Men det er alt sammen naturligvis kun min egen personlige holdning.

Buddha på udsalg

Forleden var jeg med min kone i Jysk. Inde i den nyindrettede haveafdeling havde de en Buddhafigur på tilbud. En af de grå stenfigurer, der passer så fint til havestuen. Synet rørte noget i mig. Ikke at jeg tænkte blasfemi eller noget andet voldsomt, men der var noget her, som føltes forkert.

Går man ind på Jysks hjemmeside, finder man Buddhafigurer under kategorien ”Andet til haven – diverse” – så er han ligesom sat på plads! For langt de fleste danskere, som har en Buddhafigur stående, handler det om smart og trendy pynt. Måske tænker man lidt over det signal, som en Buddhafigur udsender. Noget med åbenhed, noget med åndelige værdier – hvad ved jeg. Måske gør man ikke. Der er også danskere, der har en Buddhafigur stående, som faktisk mener noget med det. For hvem en Buddhafigur er et religiøst symbol. De har måske endda et lille alter, hvor Buddhafiguren har en central placering. Det er de to yderpunkter.

Personlig ejer jeg ikke en Buddhafigur. Jeg har af og til overvejet at anskaffer mig en, ud fra en forestilling om, at det var noget, jeg som overbevist Buddhist burde have, men jeg er hver gang veget tilbage. En Buddhafigur er set i min optik enten for lidt eller for meget.

Buddha som pynt er for lidt. Hvis man har taget buddhismen til sig, hvis buddhismen er noget, der faktisk betyder noget i ens liv, så er det en lille smule ”træls” at se Buddha reduceret til pynt. Her er jeg måske lidt følsom, men forestil dig, at Jysk solgte krucifikser. ”Jesus på korset – naturtro blod – fast lav pris kr. 149-” Jeg gætter på, at en hel del kristne vil tage anstød af dette. På den anden side kunne man vælge at glæde sig over, at danskerne åbenbart har et så positivt indtryk af buddhismen, at vælger at pynter deres hjem med den. Jeg er ikke helt afklaret med, hvad jeg skal mene.

Når jeg oplever en Buddhafigur som ”for meget” og derfor ikke ejer en, hænger det sammen med min tolkning af, hvem eller hvad Buddha er. Hvis man læser de gamle sutraer, kan man både finde belæg for det synspunkt, at Buddha har en form for guddommelig status og for det synspunkt, at Buddha er et menneske som dig og mig. Nogle steder udfører han mirakler og beskrives som et perfekt væsen med 32 særlige fysiske kendetegn. Andre steder beskrives det i detaljer, hvordan han få dårlig mave af at spise fordærvet mad, og hvordan han hjælper til med at gøre tørre lort op hos en munk, der lider af diare. For mig er det en væsentlig pointe i buddhismen, at Buddha er menneske som dig og mig. Ordet ”Buddha” betyder ”den oplyste”. Buddha er ikke et navn, det er en titel. Den historiske Buddha – hvis ”borgerlige” navn er Siddhartha Gautama – var ikke ”Buddha” fra fødslen. Siddhartha Gautama blev Buddha – den oplyste – på et givent tidspunkt i hans liv. At Buddha blev født som et menneske understreger, at muligheden for at blive oplyst findes i alle mennesker. Vi er alle sammen potentielle buddhaer. At være oplyst betyder at have overvundet lidelsen. Det, at Buddha er et menneske, understreger, at det også er muligt for et menneske som jeg at overvinde lidelsen.

De religiøse Buddha-figurer – de Buddha-figurer som mange buddhister har stående på deres ”husalter” – er lidt for meget en fremstilling af den ”guddommelige” Buddha for min smag. Derfor ejer jeg ikke en. Men hvis jeg kunne finde en Buddha-figur, hvor det menneskelige tydeligt fremgår, ville jeg da overveje at købe én.

Læs min bog: ”Vestens buddhisme – En guide til buddhismen for nutidens vestlige menneske”:

https://www.saxo.com/dk/vestens-buddhisme-en-guide-til-buddhismen-for-nutidens-vestlige-menneske_lars-steiniche_paperback_9788740970562

Pligt til at være lykkelig

”Du siger, at du elsker ham, men hvis du ikke forstår hans forhåbninger, hans behov, hans udfordringer, er han i et fængsel kaldet kærlighed.”

Thich Nhat Hahn

Jeg er netop blevet færdig med at læse Leonora Christina Skovs bog ”Den, der lever stille.” Bogen rørte mig dybt. Den handler om at springe ud som homoseksuel, men den handler i lige så høj grad om et problematisk forhold mellem barn og forældre. Og indirekte siger den en hel masse om, hvad det vil sige at elske et andet menneske.

I starten af bogen tænker Leonora tilbage på forældrenes reaktion på hendes beslutning om at læse litteraturvidenskab. Hun forestiller sig følgende ”dialog” med forældrene:

– Hvad DU kan bruge det til, sagde hun i mit hoved. – Dig, dig, dig. Det er det eneste, du tænker på. Først mig selv og så mig selv og så mig selv igen, er det ikke rigtig?

– Din mor er sådan et godt menneske, supplerede min far, stadig i mit hoved. – Hun tænker altid på alle andre end sig selv. Hvis du anstrenger dig, kan det være, at du er heldig at blive et lige så godt menneske som hende.

At være genstand for en kærlighed, der ofrer sig, kan være en stor belastning. ”Jeg gør det for din skyld!” er ord, der mere emmer af skyld og bebrejdelser end af kærlighed. Leonoras forældre har ingen forståelse for det selviske i deres kærlighed. De var ikke i tvivl om, at alt hvad det gjorde, gjorde de for hendes skyld. Men de udviste aldrig noget ønske om at forstå det menneske, de hævdede, at de elskede. Thich Nhat Hahn skriver:

”Uden forståelse er din kærlighed ikke sand kærlighed. Du skal se dybt for at se og forstå behovene, forhåbningerne og lidelserne hos den, du elsker.”

Vi vil det bedste for de mennesker, vi er tæt på. Men desværre sker det alt for ofte, at vi i vores bestræbelser på at gøre det bedste for andre kommer til at gøre fortræd. Vi kan kun gøre det bedste for et andet mennesker, hvis vi er i stand til at rumme det andet menneske, som det faktisk er. At elske et andet mennesker er at se det andet menneske. At se det, som det er og ikke som vi ønsker, det skal være. Men hvad forhindrer os i at se et andet menneske?

Leonoras mor var uden tvivl et meget ulykkeligt menneske. Måske er det her, vi skal finde forklaring på hendes manglende evne til at ”se” datteren. Leonoras mor ønskede ikke, at hendes datter skulle opleve de samme dårlige ting, som hun selv havde oplevet i sin opvækst. Men netop dette ønske gjorde hende blind for, at datterens behov, ønsker til livet og udfordringer i livet var nogle andre, end hendes egne. Måske var det hendes egen lidelse, der forhindrede hende i at elske datteren, som det menneske, hun er.

Buddha var fuld af medfølelse med alle levende væsener, men han sad et lille smil omkring munden. Buddha smiler, fordi han kender vejen ud af lidelsen. Men han smiler også, fordi han ved, at hans egen ulykke ikke vil hjælpe andre. Vi hjælper ikke andre mennesker ved selv at være ulykkelige. Et lykkeligt menneske har mere overskud til at forstå og rumme det mennesker, det har overfor os. For vores nærmeste skyld har vi pligt til at prøve at være lykkelige mennesker.

/Lars Steiniche

Al den vrede

Overvind vrede med mildhed,/overvind det onde med det gode,/overvind smålighed med gavmildhed/og løgnagtighed med sandfærdighed

Dhammapada

Det er ved at være en del år siden, at jeg var en teknologisk firstmover. Derfor har jeg først for nyligt fået øjnene (eller rettere sagt ørerne) op for Podcastens verden. Nu er jeg hooket. Hvilken fantastisk ting. Man kan gå tur med hunden og samtidig blive klogere på verden. Forleden aften hørte jeg programmet ”Shitstorm” på P1. På DR’s hjemmeside præsenteres programmet således: ”’Shitstorm’ inviterer menigmænd, meningsdannere og magthavere i studiet for at forstå de udsagn, der har sat de sociale medier på den anden ende. De to værter vil forsøge at forstå internetdebattens mest kontroversielle udtalelser og de personlige konsekvenser bag, ligesom de vil mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter”.

I dette program var Laura Lindahl fra Liberal Alliance i studiet. Laura Lindahl havde fået en meget voldsom hadbesked. Hadbeskeden kører primært på Laura Lindahls køn og slutter af med følgende svada (ikke for sarte ører): ”Har i øvrigt fundet et job, som passer perfekt til dig Laura, IS søger kneppedukke, så skal du bare ligge ned dagen lang…”

Programmet målsætning om at ”mægle i internetdebattens mest hidsige konflikter” var det ikke muligt at efterleve i dette tilfælde, da man ikke kunne komme i kontakt med afsenderen. I stedet havde man inviteret en ekspert i studiet, for at finde en forklaring på vreden. Michael Bang Petersen, der er professor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, er i gang med et forskningsprojekt om fjendtlig adfærd på de sociale medier. Ifølge Michael Bang Petersen er hadadfærd forbundet med politiske frustration. Der er tale om mennesker der higer efter status og anerkendelse. Mennesker, der føler sig overhørt, og ser andre mennesker løbe med goderne og status. Derfor retter de deres had mod alt, der er højere på strå. De vil flå hierarkierne ned og sætte hele det etablerede i brænd.

Michael Bang Petersen beskrivelse giver mig en buddhistisk aha-oplevelse. Ifølge den amerikansk forfatter og buddhist David R, Loy er buddhismen den eneste spirituelle vej, der fokuserer på sammenhængen mellem lidelse og vores illusoriske tro på jeg’et. Forfatterne til hadbeskederne føler sig truet på deres identitet. De har ondt i jeg’et, og her skal den dybere årsag til deres vrede findes. Men set med buddhistiske øjne forfølger de en strategi, som aldrig vil kunne lykkes.

Hvad kan man stille op med internetvreden? Værterne på ”Shitstorm” Abdel Aziz Mahmoud og Mads Aagaard har som nævnt en strategi, som går ud på at mægle. For når forfatterne til hadbeskeder møder genstanden for deres vrede, plejer noget af gassen at gå af ballonen. Set som et samfundsproblem er internetvreden noget, som bør tages meget alvorligt. Det er en reel og alvorlig trussel mod demokratiet, hvis folk er bange for at ytre sig. Men kan vi som selv gøre noget? Vi kan kikke indad. For hvem kan sige sig fri for selv at have en rem af huden? Hvem kan med hånden på hjerte hævde aldrig at have skrevet noget på de sociale medier, hvor vreden spillede ind som drivkraft. Jeg kan i hvert fald ikke.

Laura Lindahl håber, at afsenderen af hadbeskeden har fået afløb for sin vrede. Ikke så meget af hensyn til ham, men så hun ikke behøver at frygte pludseligt at stå ansigt til ansigt med personen. Buddhismen ved, at det at få afløb for sin vrede svarer til at tisse i bukserne i frostvejr. Det letter trykket for et kort øjeblik, men det får ikke vreden til at forsvinde. Vreden er en lumsk fætter. Den er god til at narre os. Den forklæder sig i årsager og gode argumenter. Meditation er en metode til at få styr på dette. Når man mediterer på vreden, får den lov til at manifestere sig. Vrede forsvinder nemlig ikke ved, at man forsøger at fortrænge eller undertrykke den. Men det er vigtigt at holde tankerne tilbage og fokusere på selve følelsen. Mærk efter, hvor i kroppen vreden sidder, men stig ikke på de tanketog, som vreden så gerne vil sætte i gang (”det er også for dårligt at…”). På denne måde mister vreden lidt efter lidt magten over én. Vrede er en følelse ligesom alle andre følelser, og følelser er flygtige.

Set med buddhistiske øjne er vrede aldrig en god ting. Vrede skaber mere vrede. Og vrede hindrer os i at se klart. Måske skulle man gøre det til en vane lige at lukke øjnene, trække vejret dybt og mærke efter i kroppen, inden man fare til tasterne og får afløb.

10 teser om vestlig buddhisme

Når buddhismen har spredt sig til en ny kultur, har den interageret med de oprindelige traditioner i dette samfund, og resultatet af dette møde har været noget, der passer bedre til denne kultur. Ændringerne har været gensidige – og der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i dag: Det er et sikkert gæt, at den nutidige dialog mellem buddhisme og den moderne verden vil føre til udvikling af nye former for buddhisme, der er specielt tilpasset medlemmerne af en voksende global civilisation.

David R. Loy

Buddhismen har meget at give det moderne menneske. Men hvad skal der til, for at buddhisme i endnu højere grad end nu når ud til nutidens vestlige menneske? Efter min mening to ting: 1) at man holder fast i det bedste i den vestlige tradition såsom demokrati, åbenhed og kritisk tænkning samt 2) at man tolke den buddhistiske lære på en måde, så den er relevant for mennesker, der lever i en moderne virkelighed. Det er disse principper, som jeg har forsøgt at udfolde i de ” 10 teser om vestlig buddhisme”, som jeg har lagt ud på min hjemmeside: www.vestligbuddhisme.dk.

De 10 teser har været genstand for en del diskussion. I det følgende vil jeg uddybe, hvad jeg mener med de enkelte punkter.

Buddhismen er en levende religion, der tager form ud fra den kultur, den er blevet en del af. Det bør også gælde for vestlig buddhisme.

Det er pointen i citatet fra Loy. Et godt eksempel på, hvordan buddhismen har taget form ud fra den kultur, den er blevet en del af dette, er, da buddhismen kom til Kina. Mødet mellem buddhismen og den kinesiske kultur affødte helt nye tolkninger af den buddhistiske lære, som f.eks. zenbuddhismen. Tolkningen som vi i dag opfatter som ”klassisk” og ”ægte” buddhisme. Noget tilsvarende er endnu ikke rigtig sket i Vesten. Måske er jeg bare lidt utålmodig, for der gik adskillige hundrede år, før buddhisme for alvor blev ”kinesisk”. Og til eventuelle kritikere: Nej, jeg er ikke så hovmodig, at jeg forstiller mig, at det er mig personligt, der skal gøre det – mit mål er at være med til at starte en debat.

Derfor giver det ikke mening at importere buddhismen som en færdig pakke med former, skikke og ritualer, som er skabt ud fra andre folkeslags kultur og historie.

Mange af de skikke og ritualer som kendetegner Østens buddhistiske skoler har lige så meget med disse lande kultur og traditioner at gøre, som de har med den buddhistiske lærer at gøre. Et væsentligt aspekt af det at få buddhisme mere udbredt i Vesten vil derfor være at få skabt vores egne vestlige former, skikke og ritualer – en særlig vestlig måde at være buddhist på.

Der er brug for en moderne vestlig buddhisme, der både hvad angår indhold og praksis tager udgangspunkt i det samfund, vi lever i nu og her.

Hvilket indhold skal vi lægge i ting som de fire ædle sandheder og den ottefoldige vej, når vi tolker dem ud fra en moderne virkelighed? Den buddhistiske lære er – som jeg allerede nævnt – særdeles relevant for et moderne menneske, men kun hvis vi formår at tolke den med udgangspunkt i den virkelighed, vi er del af.

Buddha opfordrede sine elever til at være kritiske – også i forhold til det, han selv sagde. Buddhisme er en kritisk og udogmatisk religion.

Det gjorde han faktisk! Buddhismen er ikke en fiks og færdig Sandhed med stort S. Buddhismen er en pragmatisk og udogmatisk religion med et praktisk sigte.

Når buddhismen tidligere i historie er blevet del af nye kulturer, har det beriget buddhismen. En moderne vestlig buddhisme behøver derfor ikke at betyde, at læren bliver forfladiget.

Se ud over traditionernes briller og find frem til, hvad der for os er det centrale i den buddhistiske lære! Det er hvad buddhister i alle lande til alle tider har gjort.

Oplysning handler mest om den enkelte. Intet tyder op, at oplysning automatisk gør et menneske moralsk perfekt eller klogere på verden.

I et tidligere indlæg brugte jeg et af mine egne forbilleder som eksempel nemlig den store formidler af buddhismen til vesten – D.T. Suzuki –, som i 1930’erne udtrykte sympati for nazismen. Den viden eller indsigt, man får af blive oplyst, kan tilsyneladende ikke oversættes til ”konventionel” viden. (Link til indlægget: Bliver man klog af at blive oplyst?)

En moderne vestlig buddhisme har derfor ikke brug for guruer. Et autoritært lærer/elev-forhold stemmer ikke overens med vestens idealer om selvstændig, kritisk tænkning og demokrati.

En guru er et menneske, der hævder at være i besiddelse af en særlige indsigt, og hvis udlægning af læren, eleverne derfor bør underkaste sig. Når man skal have udlagt den buddhistiske lære, er det naturlig at søge hjælp hos et menneske, som har en dyb indsigt i denne. Men hvordan kan man vide, at det menneske, man har overfor sig, faktisk besidder en sådan indsigt? Min løsning er ikke at have én lærer, men mange. Tro mod min vestlige arv vil jeg hævde, at der ikke er nogen nem måde at slippe for selv at tage stilling.

Lidelse er udgangspunktet for buddhismen, men lidelse er ikke kun noget individuelt – lidelse skal ses i en større sammenhæng.

Det er en tanke, jeg har fra David R. Loy. Loy hævder at de tre gifte – begær, aversion og uvidenhed – har et samfundsmæssigt modspil. Det økonomiske system er institutionaliseret begær – selskaber kan aldrig få profit nok, borgerne kan aldrig forbruge nok. Det militære system er institutionaliseret had. Der bliver brugt langt flere penge på at fremstille våben end på at hjælpe verdens fattige. De kommercielle medier er institutionaliseret uvidenhed. Det, der skaber lidelse hos det enkelte menneske, er de samme strukturer, som skaber lidelse i samfundet. Derfor er det for snævert udelukkende at fokusere på den individuelle lidelse.

Som den oftest praktiseres i vesten er buddhismen i for høj grad et individuelt projekt, med fokus på den enkelte spirituelle udvikling.

Moderne vestlig spiritualisme har ofte noget navlepillende over sig. Fokus er på det enkelte menneskes spirituelle udvikling. En sådan spirituel individualisme harmonerer efter min opfattelse dårligt med buddhismens livssyn og etik.

En moderne vestlig buddhisme bør være en engageret buddhisme med fokus på buddhismen etiske aspekter og engagement i det samfund, man er del af.

Buddhismen handler om at have medfølelse med alle levende væsener. Buddhismen handler om, at troen på et selvstændigt eksisterende ”jeg”, og den egoisme som følger heraf, er kilde til lidelse. Buddhismen handler med andre ord ikke bare, eller kun eller mest om dig selv. Derfor er det efter min opfattelse naturligt som buddhist at engagere sig i det samfund, man er det af.

Nogle vil på forhånd tage afstand fra selve idéen om en særlig vestlig buddhisme. Det skal de naturligvis have lov til. Men det kunne jo også være, at der var nogen, der har lyst til at tage handsken op og deltage i debatten. Dem vil jeg meget gerne høre fra. De 10 teser er mit personlige bud på, hvad kunne kendetegne en særlig vestlig buddhisme. Hvis du har forslag til, hvor fejlene og manglerne i de ti teser er, vil jeg meget gerne høre fra dig.

/Lars Steiniche steiniche@hotmail.com

Når shit happens

Fødsel er lidelsesfuldt, aldring er lidelsesfuldt, sygdom er lidelsesfuldt, døden er lidelsesfuldt, tilknytning til det, der er én ukært, er lidelsesfuldt, adskillelse fra det, der er én kært, er lidelsesfuldt, at man ikke får det, man begærer, er lidelsesfuldt, kort sagt, de fem grupper, der er genstand for tilknytning, er lidelsesfulde.

Buddha

Sygdom, dødsfald, fyring, skilsmisse. Pludseligt sker der noget, der ændrer alting. Den følelse af tryghed og sikkerhed, som hverdagens gentagelser luller én ind i, er med ét borte. De fleste af de gange, noget sådant er sket i mit liv, har oplevelse været forbundet med at gå ind og ud af et rum. Inden jeg åbnede døren ind til rummet, var alting normalt. Da jeg gik ud af rummet igen, var alting forandret. Inden i rummet var noget sket, som var ufravigeligt. Som ikke kunne ændres, men som ændrede alt.

Shit happens. Som fremgår af citatet, som stammer fra den berømte Benares-tale, benægter buddhismen på ingen måde dette indlysende faktum om menneskelivet. Men det, der satte Buddha i gang, var netop mødet med lidelsen. Ikke med et illusorisk forsøg på at fornægte den, men med praktisk bestræbelse på at bekæmpe den.

Den seneste gang, jeg havde oplevelsen med at gå ind og ud af et rum, var her lige før jul. Der gik nogle dage, inden jeg var i stand til at finde den indre buddhist frem. Først var jeg bare i chok. Tankemylderet fik frit løb, og der var intet overskud til at forsøge at standse det. Så begyndte følelserne at dukke op. Ikke mindst vreden. Det var så til gengæld det stikord, som den indre buddhist havde brug for. For dels viste den indre buddhist, at den person, som vreden først og fremmest går ud over, er én selv, dels kendte den indre buddhist en metode til at bekæmpe vreden. Så jeg begyndte at meditere igen.

Shit happens – og det er der ikke umiddelbart noget at gøre ved. Det eneste sikre i tilværelsen er forandring. Nøgleordet er accept.

Ifølge buddhisme er forestillingen om, at der findes en fast kerne af identitet inden i os – et jeg – en illusion. Det er meningen med den lidt kryptiske afslutning på citatet ”kort sagt, de fem grupper, der er genstand for tilknytning, er lidelsesfulde”. De frem grupper kaldes også for de fem skandhaer: Form (krop), følelserne (lyst eller ulyst), perception, psykiske formationer (tanker, forestillinger m.v.) og bevidsthed. Når de fem skandhaer er genstand for tilknytning handler det om, at man bruger dem til at skabe et fast billede af, hvem man er. Når noget pludseligt sker, som ændrer alting, rystes dette billede. Man bliver pludseligt mindet om, at det hele ikke er fast og konstant, men underlagt forandring. Den eneste løsning på dette er at slippe det, der ikke længere er. Konkret indebærer det ikke at gå med på de negative følelser. At registrere at de er der uden at ”dyrke” dem for derved langsomt at mindske deres tilstedeværelse.

Det handler om at ”flyde med”. At accepterer det uafvendelige, der er sket. Det er ikke let. Det negative forsvinder ikke. Men med tiden bliver det lettere at bære. Og måske venter noget positivt på den anden side af forandringen.

Ikke-jeg

Ved menneskets jeg-løshed menes, at i de aggregater, der udgør personligheden, er der ikke noget jeg-substans, og heller ikke noget, der ligner en jeg-substans eller tilhører en sådan.

Lankavatara Sutraen

Påstanden om, at vi ikke har et ”jeg”, er et af de helt centrale elementer i buddhismen. Men det er samtidig her, at buddhismen for alvor bliver svær at forstå. At vi ikke har et jeg, strider både mod den måde, vi umiddelbart oplever at være til i verden og mod det, vi opfatter som almindelig sund fornuft. For naturligvis har jeg et ”jeg”. Hvem eller hvad skulle ”jeg” ellers være. Et citat som det ovenstående fra den meget filosofiske Lankavatara Sutra kan virke teoretisk og virkelighedsfjernt. Kan det overhovedet lade sig gøre at sætte påstanden om, at vi ikke har et ”jeg”, i relations med vores hverdagsliv?

Når man skal forklare buddhismens kritik af jeg’et, er den normale strategi at bringe hele det buddhistiske begrebsapparat i stilling og begynde at skrive om de fem aggregater, ubestandighed, tomhed, og hvad der ellers hører med. Men hvis jeg gjorde det, risikerer jeg bare at bekræfte læseren i, at der er tale om noget teoretisk og virkelighedsfjernt. Derfor vil jeg i stedet tage udgangspunkt i det, som buddhismen i bund og grund handler om, nemlig lidelse.

For at gøre det endnu mere konkret vil jeg tage udgangspunkt i min egen ”lidelse”, som jeg oplevede den en søndag eftermiddag i efterårsferien. Jeg sætter ”lidelse” i citationstegn, da der var tale om en helt almindelig hverdags-ondt-i-livet, som ikke fortjener den helt store medfølelse fra læserens side. Men jeg sad altså der bag rattet af vores bil på vej til en hyggelig ferie med min småsovende familie omkring mig og fik pludseligt lidt ondt af mig selv. Eller rettere sagt lidt meget ondt af mig selv, hvis jeg skal være helt ærlig. Alle mulige negative følelser dukkede op i mig. Sådan omtrent hele spektret af negative følelser: Vrede, skuffelse, bitterhed, fortrydelse osv. osv. Følelse som de fleste kender til, og som der derfor ikke er nogen synderlig grund til at gå i dybden med.

Men som jeg sad der bag rattet og havde ondt af mig selv, dukkede der heldigvis et buddhistisk perspektiv op på det hele. Det gik op for mig, at alt det, der plagede mig havde en fælles overskrift. Vrede, bitterhed, skuffelse og hvad der ellers rørte sig af nagende følelser inden i mig, cirklede alt sammen omkring jeg’et. Det var jeg’et, der var krænket og dermed årsag til vrede, bitterhed og skuffelse. Eller rettere sagt den forestilling om jeg’et, som jeg så stædigt holdt fast i.

Hvad får jeg ud af det? Hvad gør det ved mig? Vi tror, vi gør os selv en tjeneste, når vi tage vare på ”number one”. Når vi fokuserer på vores egne behov og vores egne følelser. Men måske er dette en ufrugtbar måde at anskue tingene på. Måske gør vi os selv en bjørnetjeneste, når vi stædigt holder fast i, at løsningen på vores problemer starter med ”jeg”. Det, der gik op for mig den søndag eftermiddag, var, at hvis jeg kunne slippe mit fokus på jeg’et, ville jeg samtidig kunne slippe alle de negative følelser. Sikken en befrielse det ville være! Jeg fik en klar fornemmelse af, at hvis jeg kunne droppe jeg’et, ville min ”lidelse” samtidig fordufte som dug for solen.

Ifølge buddhismen er alting betinget af noget andet. Intet eksisterer i sig selv eller for sig selv. Alting sameksisterer. At bryde illusionen om jeg’et handler at flytte fokus fra forestillingen jeg’et som en enkeltstående, selvstændigt eksisterende ”ting” til mig selv som noget, der sameksistere med resten af virkeligheden. Men hvordan sameksisterer ”jeg” med resten af virkeligheden?

Det gør jeg – heldigvis – på rigtig mange måder. Og når jeg tænker efter, så er det faktisk svært at komme med et konkret bud på, hvad ”jeg” skulle være ud over de måder, jeg sameksisterer på. Det er essensen af buddhismen påstand om, at der ikke er et ”jeg”. Og dermed er vi fremme ved det centrale i min ”åbenbaring”: Når man flytter fokus fra ”jeg” til ”sameksistens”, er det store spørgsmål ikke længere, ”hvad fra jeg ud af det?” – men – ”hvad kan jeg bidrage med?” Og når man går fra, ”hvad fra jeg ud af det?” til, ”hvad kan jeg bidrage med?”, så er vrede, bitterhed og skuffelse osv. pludseligt ikke relevant mere. Det var denne sammenhæng, der gav mig følelsen af, at der var en vej ud af min ”lidelse”.

Det er naturligvis alt sammen lettede sagt end gjort. Buddhismen hævder, at troen på jeg’et er illusion og vel at mærke en illusion, der er forbundet med lidelse, men den hævder ikke, at det er let at slippe af med illusionen om jeg’et. Da den umiddelbare følelse af befrielse, som min ”åbenbaring” havde forårsaget, lidt efter lidt forduftede, sad jeg tilbage med en erkendelse af, at der forestod et langt og hårdt stykke arbejde. Og som jeg nu sidder her et par uger senere og skrive dette, er det med en erkendelse af, at jeg knap nok har fået begyndt. Men derfor kan følelsen godt have ret. Der er en vej ud af lidelse. Og den vej hedder ikke-jeg.