Tag: lidelse

Opdraget til egoisme

Menneske er… Prikkerne kan udfyldes med mange forskellige udsagn. ”Mennesket er godt”. ”Mennesket er ondt”. ”Mennesket er egoistisk”. Set fra en buddhistisk synsvinkel er alle udsagn, der begynder med et ”mennesket er…”, et falsk udsagn. Mennesker er ikke. Mennesker bliver. Det er intet i verden, som ikke er underlagt forandring. Der er intet i verden, som har fast kerne af identitet. Derfor giver udsagn af typen ”mennesket er…” ikke mening – uanset om det, der fyldes i prikker, er noget godt eller noget dårligt, noget negativt eller noget positivt.

Når man skifter ”er” ud med ”bliver”, åbner verden sig pludselig op. ”Mennesket er egoistisk” er et fatalistisk synspunkt. Der er ikke meget andet at gøre end at beklage tingenes tilstand. ”Mennesket bliver egoistisk” kalder på en forklaring. For hvordan bliver mennesket egoistisk?

”Nutidens børn er nogle små egoister”. Mange pædagoger og skolelærere vil nok med en lettere fortvivlet mine erklære sig enige i dette udsagn. Men hvordan bliver nutidens børn små egoister?  Jeg vil komme med følgende bud på en opskrift:

Først skal man sørge for ikke at sætte grænser for sine børn. Grænser handler jo dybest set om at anerkende, at der er en verden foruden en selv, der kan gøre modstand mod ens ønsker. Dernæst skal man sørge for, at ens børn ikke lærer at tage ansvar. Ingen pligter og ingen deltagelse i fælles oprydning, madlavning osv. Sidst men ikke mindst skal man foregå med et ”godt” eksempel. Uden blusel parkerer i handikapboksen og åbent prale med, at man snyder i skat og bryder fartgrænserne.

Som skolelærer har jeg mødt en hel del børn, der er blevet opdraget ud fra principper, der minder meget om dem, jeg har beskrevet ovenfor. Som regel har forældrene haft stor succes med at opdrage deres børn til at blive små egoister. Og nu kommer buddhismen snart på banen igen.

For det er ikke nemt at være en lille egoist. De små egoister kommer ofte i konflikt med andre børn. Og når de kommer i konflikt med andre børn, er de ikke i stand til at løse dem. De har nemlig lært hjemmefra altid at pege udad. Resultatet er nogle børn som bruger meget af deres tid på at være vrede og frustrerede. Egoistiske børn er ikke lykkelige og harmoniske børn. Forældre, der opdrager deres børn til egoisme, gør børnene en bjørnetjeneste.

Når man kan føle sig fristet til at skrive under på påstanden om, at mennesket er egoistisk, kan det skyldes, at man ikke orker at gå rundt med dårlig samvittighed over ens egen egoistiske adfærd. Giv mig dog fred til at være den jeg er, selvom jeg ind imellem gør alt det forkerte. Men når buddhismen går imod egoismen, handler det ikke om moral. Skyld og dårlig samvittighed er ikke fænomener, der hører hjemme i buddhismen.

Buddhas projekt var ikke at slå mennesker oven i hovedet med en moralsk hammer. Buddhas projekt var at bekæmpe lidelse. Når jeg handler egoistisk, skaber jeg en kløft mellem mig selv og resten af virkeligheden. Jeg gør mig selv fremmed, isoleret og ensom. Egoisme er ofte den nemme løsning, men i det lange løb er det ikke den kloge løsning. At bekæmpe egoismen hos sig selv og hos sine børn handler derfor ikke om moral, det handler om erkendelse. Det handler om at nå frem til at erfare, at egoisme skaber lidelse.

Hvad er der med begær?

”Bhikkhus, der er to ekstremer, som en munk bør undgå. Hvad er de to? Den første er hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser, som følger af sanselig begær. En sådan hengivelse er vulgær, verdslig, uværdig og skadelig. Den anden er hengivenhed til streng afholdenhed. En sådan hengivelse er smertefuld, uværdig og skadelig.”

Sådan beskriver Buddha i den central sutra ”At dreje dharma-hjulet” princippet om middelvejen. Buddha opgav den strenge askese, han indtil da havde underkastet sig (ét hirsekorn om dagen!!), drak et glas mælk og spiste lidt ris, som han fik tilbudt af en ung pige. Derefter satte sig under det berømte bodhi-træ og efter at have siddet der i syv dage, blev han oplyst. Umiddelbart lyder middelvejen ikke særlig moderat i mine vestlige øre. Det et ok at drikke et glas mælk og spise lidt ris, men udover det så…

Hvad er det med buddhismen og begær? Hvorfor skal man undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Lyder det ikke puritansk og livsfornægtende? Og hvad menes det egentlig med at undgå ”hengivenheden til sanselige begær og fornøjelser”? Indebærer det, at jeg skal afstå fra at nyde livet?

Inden jeg kan forsøge at give mit bud på et svar på disse spørgsmål er der én ting, der bør slås fast. Buddhismen er i bund og grund nogle gode råd til, hvordan man skal leve livet. Der er ikke nogen streng gud, der pålægger mennesker regler og forbud med efterfølgende trusler om helvede og fortabelse. Hengivenhed til sanselig begær er ifølge Buddha vulgært, verdsligt, uværdigt og skadeligt (hvilket kan lyde slemt nok), men ikke syndigt. I det omfang buddhismen har noget imod begær, har det således ikke noget med moralsk fordømmelse at gøre. Buddhas erklærede mål var bekæmpe lidelsen. Når buddhismen har noget imod begær, må det være fordi, den mener, at begær er årsag til lidelse.

At hævde at begær er årsag til lidelse lyder unægtelig lidt mærkeligt. Men hvad er begær egentlig for en størrelse? Myten om Don Juan er vel et af de mest kendte billeder på sanseligt begær. Der er skrevet talrige romaner, skuespil, operaer m.v. om Jon Juan. Som personifikationen af uhæmmet sanselig begær var han i de tidlige versioner af historien genstand for en streng moralsk fordømmelse. Derfor endte historierne med, at Don Juan blive opslugt af helvedes flammer. Når vi kommer frem til Mozarts version sker dette dog, uden at Don Juan af den grund angrer sine gerninger. Mozart var mere optaget af Don Juan som figur end af det moralske.

Don Juan er uden tvivl en særdeles amoralsk person. Han lyver, bedrager, forfører og endog myrder uden skrupler for at nå sit mål. Men er han en lykkelig person? Jon Juan er drevet af sanselig begær. Målet med begær er opnå nydelse. Men nydelse kan ikke fastholdes. Den er der et kort øjeblik, og så er det forbi. Flødebollen er spist, filmen er ovre, målet for dit seksuelle begær ligger og snorker højlydt i sengen ved siden af dig – og hvad så? I en berømt arie fra Mozarts opera praler Leporello – Don Juans lidt usle tjener – med, at Don Juan har forført 1003 kvinder. Men selvom det kan lyde lidt overdrevet så udgør den tid, som det tager at have sex med 1003 kvinder kun en forsvindende lille del af et menneskes samlede levetid. (Jeg har for sjov skyld prøvet at regnet efter – det blev under 1%). Hvad har Don Juan foretaget sig resten af tiden? Mit bedste bud er, at han har kedet sig. Don Juan er en mand med et mål, en mission. Han vil forføre så mange forskellige kvinder som muligt. Men missionen efterlader hovedparten af Jon Juans liv i tomhed.

Hvis du lever for at opnå det, du synes er rigtig fedt, kommer dit liv til at bestå af en masse tomhed. En tomhed der indtræder i samme øjeblik, dit begær er opfyldt. Og her er linket mellem begær og lidelse. Lidelse er et lidt voldsomt ord. Dukkha – det ord på sanskrit, som man normalt oversætter med lidelse – dækker lang mindre dramatiske ting som f.eks. ubehag. Med dette i mente giver begær som årsag til lidelse måske lidt mere mening.

Buddhismen handler om at være til stede i nuet. Buddhismen handler at kunne opleve øjeblikket, hvor du ligge ved siden af din sovende partner som lige så meningsfyldt som den seksuelle akt, der gik forud. Begær er at ønske sig noget, som ikke er til stede. Derfor er begær nuets værste fjende. Og derfor går Jon Juan det meste af tiden rundt og keder sig.

”Når vi er sultne, spiser vi og når vi er trætte, sover vi”. Sådan lyder en kendt zenbuddhistisk talemåde. Pointen er, at meningen i livet skal findes i de helt almindelig ting, vi mennesker går og gør. Jeg har lyst til at tilføje en tredje ting til talemåden, men har lidt svært ved at finde en formulering, som ikke lyder vulgær. Når zen-munken ikke kom på at tilføje denne tredje ting, skyldes det sandsynligvis, at han som munk levede i cølibat. Men det gør jeg – en lykkelig gift vestlig buddhist – heldigvis ikke.