Medfølelse er den eneste energi, der kan hjælpe os med at relatere til et andet menneske. Et menneske, der ikke har medfølelse i sig, kan aldrig være glad.
Thich Nhat Hahn
Af en eller anden grund er der altid TV2 på skærmene, når jeg er oppe træne i det lokale center. Det gør ikke den store forskel, hvad der kører på skærmen, for jeg foretrækker at træne med musik i ørene. Udsendelserne er blot nogle skiftende billeder. En af de seneste gange jeg var oppe at træne, var det som så ofte før ”Go’aften Danmark”, der var på skærmen. En udsendelse jeg har et lidt underligt forhold til, for jeg aldrig har set den med lyd på – jeg har kun set billederne. Men denne aften kunne jeg næsten ikke holde ud at se på skærmen. Billederne viste et interview med en ung familie, som havde taget deres lille datter med. Hvad intervieweren spurgte om, og hvad forældrene svarede, har jeg ingen anelse om. Men under hele interviewet var der en undertekst, og det var den, som gjorde det næsten ubærligt at se på skærmen. Jeg kan ikke huske den præcise ordlyd af teksten, men den sagde noget i retning af: ”Medicinen findes, som kan gøre pigen rask, men omstændighederne hindrer hende i at få den, så nu ender hun om kort tid i rullestol.” Mens teksten blev vist på skærmen, tullede den lille pige fredsommeligt rundt i studiet.
”Du skal elske din næste, som dig selv” Ligger der ikke i dette en påstand om, at det er let at elsker sig selv, men svært at elsker andre? Når kristendommen prædiker, at vi skal være gode er den implicitte påstand så ikke, at vi i bund og grund er det modsatte? ”Enhver er sin egen lykkes smed.” Hele det økonomiske system, som vesten har påduttet resten af verden, bygger på egoismen som princip. Medfølelse er i vestlig tankegang noget ydre – noget vi pålægger os selv, eller som bliver os pålagt. Egoismen betragtes som det umiddelbare, det naturlige.
Medfølelsen forbandt mig med familien på skærmen. Når udsendelsen var uudholdelig at se på, skyldes det, at jeg ikke kunne lade være med at forestille mig, hvordan det ville være, hvis jeg var i deres situation. Det skyldes ikke, at jeg er et specielt godt menneske. Det skyldes snarere, at jeg selv er far. Medfølelse kan måles. Videnskabelige eksperimenter har vist, at når vi ser mennesker, der er udsat for smerte, bliver smertecentrene i vores egen hjerne aktiveret. Vi føler faktisk deres smerte. Og jo mere vi er i stand til at identificeres os med det andet mennesker, desto mere af deres smerte vil vi føle.
I buddhismen er medfølelse noget fundamentalt: Medfølelse er det, der forbinder os med resten af verden. Når jeg kunne se mig selv i forældreparret på skærmen, er det medfølelse. At kunne se sig selv i alting omkring sig er oplysning. Medfølelse er vejen til oplysning. I buddhismen er medfølelse ikke et ”bud”, der bliver os pålagt af en ydre instans. Det er ikke noget ”ydre”. I buddhismen er medfølelse et spørgsmål om erkendelse, om virkelighed.
Men medfølelse er i buddhistisk sammenhæng ikke identisk med at føle det samme. Det, jeg følte, var empati. Empati er medfølelsens begynderstadie. Men at kunne forstå andre menneskers følelser er ikke det samme som at have dem – hævder buddhismen. Jeg havde lyst til at flygte fra billederne på skærmen. Bagsiden af empati – at føle det samme – er, at følelserne kan blive for voldsomme. Så voldsomme, at man mest af alt har lyst til at flygte fra dem. Og så er man ikke i stand til at være en aktivt medfølende – til at hjælpe. Et deprimeret menneske har svært ved at hjælpe et andet deprimeret menneske. Buddha havde medfølelse med alle levende væsner men han sad med et lille smil omkring munden – ikke fordi han var ligeglad, men fordi han kendte vejen ud af lidelsen. Du behøver ikke selv at lide for at kunne hjælpe mennesker, der lider.